Jane Mylenberg: Frivillige timer ender alt ofte som ubetalt arbejdskraft i kulturbranchen

Jeg har i hele mit arbejdsliv lagt gratis timer i mange forskellige projekter og næsten altid til stor fornøjelse – i hvert fald for mig selv. For jeg bliver glad i låget af at give tilbage.

Det er ikke en erkendelse, som er min alene.

Frivillighedsrapporten fra 2018 dokumenterede, at 85 procent af dem af os, som arbejder frivilligt, gør det, fordi vi gerne vil gøre en forskel og hjælpe andre.

Hvis det ikke var fordi, det rent faktisk er tal fra en valid undersøgelse, ville jeg tro, det var for godt til at være sandt.

Og det er det måske også. For selvfølgelig er der bagsider på alle medaljer. Også på dem, vi hænger om halsen på de mange danskere, der arbejder frivilligt.

Af undersøgelsen fra 2018 fremgår det, at 11 procent af danskernes frivillige arbejdstimer går til kulturbranchen.

Som tidligere mangeårig direktør i netop den branche kan jeg bekræfte, at kulturbranchen er den glade aftager af rigtig mange frivillige timer.

Mange mindre kulturinstitutioner ville have svært ved at åbne deres døre, havde det ikke været for de frivillige.

Jane Mylenberg

Tænk bare på sommerens festivaler, som slet, slet ikke ville se dagens lys, havde det ikke været for dem, der tager en tørn bag baren eller tømmer toiletterne.

Mange mindre kulturinstitutioner ville have svært ved at åbne deres døre, havde det ikke været for de frivillige, som går vagt, eller dem, som holder tømmerne på hestevognen, mens de fortæller om, hvordan det var i gamle dage på et af landets dejlige frilandsmuseer.

Tit og ofte er det mennesker, som har sagt formelt farvel til arbejdslivet og nu bruger en del af deres otium på at give os andre en dejlig dag.

Min oplevelse er, at de mennesker, som laver den slags frivilligt arbejde, er glade og tilfredse fuldstændig som de institutioner, de begaver med deres tid.

Men så er der alle de andre.

Dem, som lægger gratis arbejdskraft og håber, at den på et tidspunkt kan veksles til et rigtigt lønnet job i en branche, hvor mange drømmer om at gøre karriere, men hvor langt færre lykkes med det forehavende, fordi branchen sjældent har råd til at lønne dem.

Gråzonerne i kulturbranchen dækker både over de praktikanter, der er arbejdsløse, og som kommer i virksomhedspraktik for at se branchen lidt an.

Ikke sjældent har jeg haft på fornemmelsen, at det jobcenter, som har sendt en person i virksomhedspraktik på et af de steder, hvor jeg har arbejdet, har talt varmt om, at fire eller otte ugers praktik kunne resultere i en fastansættelse.