Henrik Hjortdal: Situationen i embedsværket giver anledning til flere panderynker, end Grønnegårds bog lægger op til

Grønnegård kan med rette hævde, at de undersøgte sager som for eksempel Tibetsagen, Minksagen og Instrukssagen kun udgør en ubetydelig del af embedsfolkenes arbejde.

Det er jo helt korrekt. Men vi ved ikke, om det er den spektakulære top af et isbjerg. Om betænkelig adfærd i toppen gennem årene er sivet ned i systemet, så politik jævnligt hæver sig over loven, fagligheden og sandheden også i mellemste og nederste lag.

Der er utvivlsomt nogle kraftige modgående opdragende signaler ned og ind i organisationen, når skandalerne afsløres. Men hvis og når det efterfølgende af forskellige grunde ikke får mærkbare konsekvenser for de involverede topembedsmænd, kan effekten meget vel blive den modsatte.

Embedsfolks åbenhed om opgaver og ansvar i ministerierne er minimeret i en årrække

Henrik Hjortdal

Så bestyrkes embedsfolkene i at fortsætte ned ad den problematiske vej, når de overordnede kalder herpå.

En rød tråd?

I de sager, jeg har kendskab til, synes en rød tråd at være en vis tilbageholdenhed med at udfordre overordnedes ønsker og beslutninger. Der er begrænset vilje og evne til at forklare et højere niveau i hierarkiet, at han/hun er på gale veje. Og dernæst at få handlet herpå, hvis den overordnede fremturer.

Handlemuligheder som at gå til den overordnedes overordnede, whistleblowerordninger, Djøf/tillidsrepræsentanten, Statsministeriet eller i sidste instans medierne.

Hvordan fremmes en kultur og mekanismer, der understøtter udfordring af overordnedes ønsker, når disse misligholder de syv officielle pligter for embedsfolk? De centrale pligter heri er faglighed, lovlighed eller sandhed.

Indgår disse tre centrale pligter og mod til at stå vagt om dem med tilstrækkelig vægt ved rekruttering af centraladministrationens topchefer? Jeg har min tvivl, men det er mig bekendt ikke undersøgt.

Hvad betyder åbenhed

Embedsfolks åbenhed om opgaver og ansvar i ministerierne er minimeret i en årrække. Offentlighedsloven har indført et større fortroligt rum i ministerbetjeningen, og der laves nu og da juridiske krumspring, som betyder yderligere mindre adgang for medier og offentlighed.

Min erfaring har været, at deres chefer er mere i farezonen, når der skal findes bæredygtige løsninger, forstået som politisk og økonomisk gangbare beslutninger

Henrik Hjortdal

Ventetiden på aktindsigtansøgninger for medier og borgere er ofte parodisk og ikke noget, man mig bekendt offentliggør med henblik på nedbringelse. De fleste embedsfolk skal henvise til presseafdelingen eller særlige rådgivere, når medier, virksomheder og borgere kommer igennem til dem.

Ytringsfrihedskommissionen har beskæftiget sig med åbenhedsproblemet, og Dybvad-udvalget har foreslået at adressere disse med lovændring, kortere sagsbehandlingstid og ny teknologi.

Udover sådanne forbedringer burde det undersøges, om den langvarige tendens til at opprioritere hensynet til ministres og ministeriers behov i forhold til borgenes, påvirker embedsfolkenes opfattelse af deres rolle og for deres arbejdsmæssige adfærd. Hvad betyder det for kvaliteten i deres arbejde, hvis de i stigende grad er blevet orienteret opad og indad i deres opmærksomhed?

Embedsfolkene er mange

Hvilke forskelle i værdier og prioriteringer og dermed adfærd er der mellem forskellige slags embedsfolk? Som Grønnegård er inde på, er embedsfolk et vidt begreb. Og det kunne have været rart, at vi fik et lidt bedre blik for de meget store forskelle, der givet er mellem den måde embedsfolkene agerer på – afhængig af deres uddannelse, ministerområde og hierarkiske placering.

Det er næppe nødvendigt at klandre den typiske ingeniør i en styrelse for en lemfældig omgang med sandhed og faglighed. Eller den typiske menige juridiske sagsbehandler i Ankestyrelsen for at gå på kompromis med lovlighed.

Min erfaring har været, at deres chefer er mere i farezonen, når der skal findes bæredygtige løsninger, forstået som politisk og økonomisk gangbare beslutninger. Vi ved for lidt om de forskelle og de konsekvenser, de måtte have.

Statskundskabernes indtog

En gruppe embedsfolk burde påkalde sig helt særlig interesse. Statskundskabernes position er kraftigt styrket, og dominansen er nu også tydelig på departementschefniveau. Det rejser spørgsmålet om effekten heraf? Det ved vi meget lidt om.

Både Grønnegård og Heinsen skriver meget lidt om den kolossale forandring, som udviklingen i samspillet mellem medier og politikere har gennemgået

Henrik Hjortdal

De (vi) har givet været nyttige i en periode med stigende politisering af centraladministrationen. Eller har de (vi) medvirket til den politisering? Er de (vi) i kraft af deres (vores) scient.pol.-uddannelse tilbøjelige til at være for docile, det vil sige for lærenemme, bøjelige og føjelige i forhold til embedsfolk med en ikke-politologisk faglighed? Er de (vi) derfor nu og da lidt for hurtige til at tilpasse sig de rammer og bestillinger, der stikkes ud fra politikere og fra topchefer?

Man burde spørge, om embedsfolk kan være for optagede af at gøre ministeren tilfreds.

Jeg tror, spektret fra de mest følgagtige til de mest autonome scient.pol.’er er meget stort. Men mere viden kunne være virkeligt interessant i forbindelse med evaluering af scient.pol.-uddannelsen og overvejelser i forbindelse med rekruttering og ”indkitning” af scient.poler.

Forhastet arbejdsmiljø

Både Grønnegård og Heinsen skriver meget lidt om den kolossale forandring, som udviklingen i samspillet mellem medier og politikere har gennemgået. Politisk nyhedsdækning døgnet og ugen rundt samt opkomsten af sociale medier har betydet et ønske om og pres for politisk ageren og for oplysninger og medvirken fra embedsfolk heri.

De særlige rådgivere og den markante vækst i kommunikationsmedarbejdere i staten vidner herom. Som blandt andre Djøf har peget på, og som departementscheferne i Stats-og Finansministeriet nødtvunget har erkendt, er der i perioder opstået et helt uholdbart arbejdsmiljø i flere departementer.

Det er i sig selv et problem, der må håndteres. Et manifest for bedre ledelse er nu lavet af departementscheferne. Men mindst lige så vigtigt som at imødegå de skadevirkninger, det opskruede tempo har på medarbejderne, er det at undersøge, hvad udmattede medarbejdere og chefer betyder, når det gælder evnen til at leve op til Kodeks VII?

I min erfaring betyder opskruet tempo flere fejl i forhold til jura og faglighed, manglende tid til reflektion over konsekvenser af forskellige løsningsmuligheder og et fravær af rettidig omhu. Dybvad-udvalgets data viser, at næsten halvdelen af de adspurgte finder det vanskeligt at efterleve kravene i Kodeks VII, når der er et stort tidspres.

Magtudredningens bidrag

Vi ved meget om de overordnede rammer og udviklingstræk i centraladministrationen. Grønnegårds bog sammenfatter meget af det, vi ved, på en læseværdig måde. Vi ved også fra Dybvad-udvalget mangt og meget, og særligt dybtgående om embedsmændenes egen oplevelse af deres arbejdsvilkår.

Man kan undre sig over, hvor lidt vi egentlig ved om embedsfolkenes – og forskellige typer embedsfolks – faktiske adfærd i forhold til de daglige dilemmaer

Henrik Hjortdal

Men som jeg har søgt at beskrive ovenfor, kan man undre sig over, hvor lidt vi egentlig ved om embedsfolkenes – og forskellige typer embedsfolks – faktiske adfærd i forhold til de daglige dilemmaer.

Altså den faktiske afvejning i løsningsforslag af politiske ønsker og stramme tidsmæssige krav i forhold til lovkvaliteten og Kodeks VII. Altså i de sager, som ikke bliver til velbelyste skandalesager.

Også emner som mulige konsekvenser af ”scient.poliseringen” af staten, af centraliseringen og begrænsningen af kontakten mellem centraladministration og medier og om vægtningen af evne til at praktisere Kodeks VII ved valg af topchefer i centraladministrationen.

Måske vil Magtudredningen prioritere forskning – og regeringen åbne for ministeriernes medvirken og data – i sådanne emner, som Grønnegårds og Dybvads data ikke dækker.

Måske kunne statskundskaberne i nært samarbejde med andre fagligheder som for eksempel antropologer og historikere med nye forskningsmetoder skaffe vigtige nye forståelser om, hvordan tilstanden i centraladministrationen egentlig er.