EU-parlamentarikere: Høringsprocessen af den næste EU-Kommission er for svag

Det er her, at et af de vigtigste kriterier fastlægges: Om kommissionskandidaterne har for store interessekonflikter til, at man kan betro dem jobbet.

Det er en proces, der som sagt tidligere har ført til, at kandidater er blevet afvist af EU-Parlamentet allerede inden, høringerne var nået til ende.

Vi taler med andre ord om, hvad der på godt nordisk kan kaldes for granskningsfasen; en fase, der skal overstås, før den egentlige politiske høringsproces kan begynde.

Problemerne med granskningsfasen af de håbefulde kandidater kan opsummeres på følgende måde:

Ufyldestgørende erklæringer

For det første granskes interessekonflikterne bag lukkede døre i det såkaldte Juri-udvalg, der er EU-Parlamentets retsudvalg.

Mange politikere støtter ukritisk politikere fra deres egne politiske familier, næsten lige meget situationen, mens de kun er interesseret i at se på dem, der kommer fra andre politiske cirkler.

Per Clausen, Hanna Gedin

Her skal EU-Parlamentarikerne vurdere kandidaterne på basis af erklæringer, som kandidaterne selv har fyldt ud, og som er sendt kun tre dage før selve mødet, og med en gennemgang af de enkelte erklæringer, der kun varer få minutter.

En proces, man skal være ualmindeligt meget optimist for at kalde tilfredsstillende. Men det stopper ikke her.

Problemerne vokser, når man ser på, hvad det er for erklæringer, de håbefulde kommissionsaspiranter rent faktisk skal udfylde.

De er nemlig langt fra fyldestgørende, og kandidaterne "glemmer" ofte at inkludere alle deres finansielle aktiver, noget der understreges af, at hele 23 af de 26 kandidater, herunder både den danske og den svenske kandidat, der skal undersøges, allerede er blevet bedt om at sende uddybende information.

Hertil kommer, at der af uransagelige årsager ikke skal oplyses, hvorvidt man tidligere er blevet dømt for korruption.

Manglende mulighed for kontrol

Selve Juri-udvalget har for snævre kompetencer. På trods af at flere af de foreslåede EU-kommissærer i årevis har arbejdet for store multinationale firmaer eller lobbyvirksomheder med specifikke interesser, må udvalget ikke tage stilling til, om det kunne være en interessekonflikt, fordi man kun må se på de rent finansielle aspekter.

Det betyder, at man ikke kan sige, at der er en mulig interessekonflikt, hvis en tidligere højtstående lobbyist fra eksempelvis tobaksindustrien skal være ansvarlig for sundhedspolitikken.

Der mangler også mulighed for kontrol. For ikke alene begrænses den første granskning til udelukkende det finansielle aspekt, man er ydermere tvunget til kun at forholde sig til kandidaternes gode vilje, og hvad de selv har erklæret.

Der er ingen måde eller ressourcer sat af til at kontrollere, om de tal, der opgives, rent faktisk passer.

Det kræver en nærmest blind tiltro til de kommende EU-kommissærer. En tiltro, man ikke kan være sikker på, at de fortjener.

Slutteligt er der tale om en gennempolitiseret proces. Mange politikere støtter ukritisk politikere fra deres egne politiske familier, næsten lige meget situationen, mens de kun er interesseret i at se på dem, der kommer fra andre politiske cirkler.

Det er interessant at bemærke, at selv med den slags restriktioner har flere tidligere kandidater allerede på dette trin fået problemer, hvilket understreger det nødvendige af en interessekonfliktsgranskning.

Kontroversielle høringer

Problemerne med høringsprocessen begrænser sig dog ikke til første skridt, for også den del, hvor EU-Parlamentets forskellige udvalg skal høre kandidaterne, kan være kontroversiel.

Allerede før høringerne er begyndt, har EU-Parlamentet taget stilling til to overordnede problemstillinger; hvornår processen skal starte, og hvor længe der skal sættes af - og hvem der skal høre de enkelte kandidater.

Den kommende EU-Kommission bliver næppe bedre eller får et højere niveau af integritet af en forhastet og beskåret proces.

Per Clausen, Hanna Gedin

EU's konservative, som EU-Kommissionsformanden tilhører, pressede på for at få en kort og forhastet proces, der i praksis ville have betydet, at Parlamentets udvalg dårligt ville have tid til at forberede sig.

Den kamp blev heldigvis vundet, men selv den vedtagne tidsplan er dog for tæt og holder næppe, hvis der bliver brug for opfølgende spørgsmål.

Samtidigt med den diskussion lå også den bestemt ikke irrelevante diskussion om, hvilke udvalg der skulle lede de forskellige høringer. Her har vi desværre for alvor set kommissionsformandens politiske bagland alliere sig med det yderste højre for at sikre nogle mildest talt underlige beslutninger.

Eksempelvis skal EU's kommende kommissær for havene og fiskeri pludseligt ikke længere have spørgsmål fra Miljøudvalget, men alene fra Fiskeriudvalget. Det på trods af en portefølje, der klart indeholder miljø- og klimamæssige aspekter.

Samme logik synes at have gjort sig gældende over for den kommende kommissær for Middelhavet. Her fjernede højre-blokken nemlig også udvalget for borgerrettigheder fra en ledende rolle.

Et udvalg, der ellers havde været ret passende at have med, når man tænker på, hvor ofte migranters rettigheder – og EU's egne regler – overtrædes i netop Middelhavet, herunder af EU's eget grænseagentur Frontex.

Manglende debat

Man kunne sådan set blive ved, for det er, som om der er stærke kræfter, der vil gøre, hvad de vil for at svække EU-Parlamentets effektivitet i høringerne.

Det kan man jo godt undre sig over, ligesom man kan overveje, hvorfor det ikke skaber mere debat, at høringsprocessen er så relativ svag.

Årsagerne bag skal man ikke lede længe efter, for mon ikke det skyldes, at visse politikere er mere interesseret i blot at haste "deres" kandidater igennem end at have en reel høringsproces, der kortlægger kompetencer, visioner og interessekonflikter?

Vi tænker derimod, at den kommende EU-Kommission næppe bliver bedre eller får et højere niveau af integritet af en forhastet og beskåret proces.

For helt ærligt, hvis der er nogle kandidater, der ikke kan klare mere granskning af potentielle interessekonflikter, eller som ikke kan tåle spørgsmål fra kritiske udvalg, var det så ikke bedst for os alle at få dem sorteret fra så hurtigt som muligt?