Tænketank: Nationale interesser risikerer at spænde ben for von der Leyens forsvarsambitioner

Sammenligner man von der Leyens politiske visioner for den næste EU-Kommission med visionerne fra de seneste ti år, er det tydeligt, at EU's ambitioner på forsvarsområdet er blevet mere markante.

Dette skyldes ikke mindst, at EU-Kommissionen under von der Leyen har fået en markant rolle i EU's forsvarspolitik, som hidtil ellers har været EU's stats- og regeringslederes prærogativ.

Hvor EU's tidligere forsvars- og sikkerhedspolitik primært var fokuseret på EU-missioner og engagement i konflikter ude i verden, har der siden Lissabontraktaten trådte i kraft i 2009 – og særligt siden Jean-Claude Junckers tiltrædelse i 2014 – været en bevægelse mod et større fælles europæisk engagement.

Handling bag ordene

I 2016 præsenterede Juncker Den Europæiske Forsvarsfond, som fik til formål at støtte forskning og indkøb af militært isenkram.

De nationale interesser i den europæiske forsvarsindustri er forskellige.

Ditte Brasso Sørensen og Daniel Holsting
Hhv. senioranalytiker og studentermedhjælper, Tænketanken Europa

Med Ursula von der Leyens tiltræden i 2019 blev EU-Kommissionens forsvarsambitioner yderligere skærpet.

EU's kommissær for industri fik ansvaret for forsvarsindustri, og idéen om en europæisk forsvarsunion blev introduceret, dog uden at specificere hvad sådan en skulle indeholde.

Imidlertid blev der sat mere konkret handling bag ordene, da der for første gang blev indført et forsvarskapitel i EU's flerårige budget for 2020-2027. Et væsentligt skridt i retning af en yderligere institutionalisering af EU's forsvarspolitik i EU-kommissionsregi.  

At Ruslands invasion af Ukraine har skabt momentum for udviklingen af det europæiske samarbejde på området fremgår tydeligt af von der Leyens politiske prioriteringer fra juli 2024, der signalerer en betydelig opprioritering af EU's sikkerheds- og forsvarspolitik. Der lægges blandt andet op til en bred integration af sikkerhedsperspektivet på tværs af alle EU's politikker, hvor særligt forsvarsindustrien skal prioriteres.

Den Europæiske Forsvarsunion skal understøttes af en forsvarskommissær, etableringen af et indre marked for forsvarsmateriel og udvidelse af det forsvarsindustrielle investeringsprogram (EDIP).

Den styrkede forsvarsindustri skal målrettes investeringer i avancerede forsvarsteknologier i tæt samarbejde med medlemslandene og Nato.

EU's strategiske dagsorden

Det er ikke kun EU-Kommissionen, der skubber på. EU's stats- og regeringschefers strategiske dagsorden fra juni, der afspejler stats- og regeringsledernes bud på, hvad EU bør have fokus på de næste fem år, sætter også sikkerhed og forsvar i højsædet.  

EU-landene køber kun i begrænset omfang forsvarsmateriel af hinanden.

Ditte Brasso Sørensen og Daniel Holsting
Hhv. senioranalytiker og studentermedhjælper, Tænketanken Europa

Regeringslederne lægger her vægt på forsvarspolitik, herunder behovet for øgede forsvarsbudgetter, styrkelse af den europæiske forsvarsindustri og fælles indkøb af forsvarsmateriel.

Til forskel fra tidligere dagsordener indeholder den aktuelle version konkrete forslag til, hvordan EU kan styrke sin forsvarsprofil.

Hvem skal betale? 

Det er dog stadig et åbent spørgsmål, om der kan skaffes de investeringer, der skal til for at løfte EU's forsvarsindustrielle ambitioner.

I månederne op til præsentationen af von der Leyens politiske retningslinjer, havde der verseret rygter om, at der ville blive fremlagt nye finansieringsmodeller for forsvarsindustrien.

Dette kom sig både af, at den tidligere italienske premierminister Mario Draghis rapport om EU's konkurrenceevne – en rapport som blandt andet skulle komme med nytænkende bud på, hvordan EU's investeringsgab kunne lukkes – skulle være på trapperne.

Og at EU's stats- og regeringschefer tilbage i marts havde bedt EU-landene og EU-Kommissionen om at undersøge alle mulige finansieringsmodeller og fremlægge deres bud til, hvordan EU's forsvarsindustri kunne styrkes.

Draghi-rapporten er dog indtil videre udskudt til september, og de nye finansieringsmodeller er endnu ikke præsenteret.

Udskydelsen understreger, hvor følsomt spørgsmålet om finansiering er. Nye finansieringsprogrammer kræver enstemmighed, og det kan vise sig svært at finde opbakning til nye store udgiftsposter i en periode, hvor der er hul i det tyske budget, og hvor Frankrig står uden en fungerende regering.

Divergerende interesser 

Dertil kommer, at de nationale interesser i den europæiske forsvarsindustri er forskellige.

Frankrig, Europas største og verdens andenstørste eksportør af forsvarsmateriel, har betydelige industrielle aktører som Dassault Aviation, Naval Group og Thales. Det samme har Tyskland med Rheinmetall og Italien med Leonardo.

Divergerende nationale interesser og etablerede handelsmønstre understreger den udfordring, EU står overfor.

Ditte Brasso Sørensen og Daniel Holsting
Hhv. senioranalytiker og studentermedhjælper, Tænketanken Europa

På den anden side findes lande som Ungarn, der stort set ikke har en eksisterende forsvarsindustri. Et øget EU-engagement på dette område vil således både skulle imødekomme store landes betydelige industrispillere og mindre staters frygt for, at EU's finansielle programmer vil blive geografisk skævvredne.

Dertil kommer, at EU-landene kun i begrænset omfang køber forsvarsmateriel af hinanden.

Ifølge tal fra EU-Kommission er 80 procent af EU-landenes forsvarsinvesteringer siden 2022 gået til tredjelande. Før krigen i Ukraine var dette tal 60 procent.

Polen har for eksempel indgået en aftale med Sydkorea om handel og produktion med blandt andet kampvogne. Og mange EU-lande har USA som deres primære leverandør af forsvarsmateriel.

Så selvom EU-landene skruer op for deres forsvarsbudgetter, vil disse penge ikke hjælpe til at skrue op for den europæiske produktionskapacitet.

Stor våbeneksport til tredjelande

En stor del af den europæiske forsvarsindustrielle produktion bliver solgt til tredjelande.

For eksempel har Frankrig en omfattende eksport til Indien og Qatar, Tyskland til Egypten og Israel, og Spanien til Saudi-Arabien og Tyrkiet.

En SIPRI-rapport fra marts 2024 viser, at selv om flere europæiske lande er blandt verdens største eksportører af forsvarsmateriel, går størstedelen af denne eksport til lande uden for Europa.

Den næste von der Leyen-Kommission vil med sikkerhed arbejde for, at EU's sikkerheds- og forsvarspolitik skal have et ambitiøst løft.

Men de divergerende nationale interesser og etablerede handelsmønstre understreger den udfordring, EU står overfor, hvis alle 27 medlemslande skal samles omkring fælles initiativer inden for forsvarsindustrien.

Det er derfor stadig uklart, om den næste EU-Kommission vil lykkes med at styrke EU's forsvarsindustrielle produktion, eller om ambitionerne vil forblive netop dét – ambitioner.