Konservative vil have metro til Hellerup, Hvidovre og Herlev. Regningen skal betales af færre almene boliger

Det går alt for langsomt med at udbygge den københavnske metro, mener børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager, der vil have de førerløse tog bredt ud til en lang række københavnske forstæder. På rådhuset bliver planen kaldt naiv af Socialdemokratiet.

M4-metroen åbnede tidligere på året. Men Konservative på Københavns Rådhus vil have sat mere fart på metrobyggeriet. 
M4-metroen åbnede tidligere på året. Men Konservative på Københavns Rådhus vil have sat mere fart på metrobyggeriet. Foto: Thomas Traasdahl / Scanpix
Søren Dahl

Den københavnske metro er en bragende succes, men politikerne på Christiansborg og overborgmester Sophie Hæstorp nøler med at udvide de førerløse tog til resten af København og de omkringliggende forstæder.  

Sådan lyder meldingen fra Konservatives børne og ungdomsborgmester Jakob Næsager, der i et nyt udspil foreslår en langt mere aggressiv udbygning af metroen frem mod 2050.  

“Metroen er en afgørende faktor for, at København hænger sammen i hverdagen, og utroligt populær blandt både københavnere og dem, der besøger vores hovedstad. Men vi hænger fast i en stop-start mentalitet, når det kommer til at udbygge den, og det skal vi væk fra,” siger Jakob Næsager.

Regeringen må komme København i møde. Det kan ikke passe, at det eneste infrastruktur, der kan få statslig støtte i Danmark er tomme motorveje på den jyske vestkyst.

Jakob Næsager, børne- og ungdomsborgmester (K)

Står det til borgmesteren og hans parti Konservative skal der således bygges seks nye metrolinjer i de kommende 25 år.  

De skal ifølge udspillet forbinde blandt andet Hvidovre, Herlev, Frederiksberg, Brønshøj og Hellerup med det eksisterende metronet. 

“Der er for mange områder i København, som nærmest er ørkener, når det kommer til offentlig transport, og hvor borgerne er afhængige af ustabile busruter. Det er metroen den bedste og mest simple løsning på,” siger borgmesteren.  

Savner plan fra overborgmester  

Ifølge Jakob Næsager udspringer en del af motivationen fra hans nye metroudspil også fra en utålmodighed med overborgmester Sophie Hæstorp Andersen og hendes parti Socialdemokratiet, der historisk har været det største og politisk toneangivende parti på Københavns Rådhus.

“Jeg savner en plan og visioner for, hvordan København skal udvikle sig i fremtiden,” konstaterer Jakob Næsager.  

“Derfor mener jeg, at vi som det største borgerlige parti på rådhuset skylder københavnerne at komme med et bud på, hvordan det kan ske,” fortsætter han.  

I juni åbnede den seneste del af den københavnske metro, der kaldes Sydhavnsmetroen eller M4. 

I samme måned besluttede Borgerrepræsentationen at sende det næste skud på metrostammen, M5, i offentlig høring.

Sådan vil Konservative udbygge Københavns metro

Konservative på Københavns Rådhus vil udbygge metroen med seks nye linier frem mod 2050. Herunder kan du se deres forslag: 

Metro fra Hovedbanegården via Islands Brygge og Amagerbrogade til Refshaleøen og Lynetteholme. Skal stå færdig i 2035 og finansieres via Lynetteholmen og allerede afsatte midler. 

Metro fra Hovedbanegården via Gammel Kongevej og Stengade til Rigshospitalet, der skal stå færdig i 2025. Den vil partiet finansiere af ubrugte midler på Sydhavnsmetroen (1,4 mia kr.) af grundsalg til DR på 600 mio kr. og af årligt kommunalt indskud på 400 mio kr fra 2029-2025  

Omdannelse af S-togslinje F til metro fra Hellerup til København Syd/Ny Ellebjerg Station.

Metro fra Rigshospitalet til Bispebjerg, Bellahøj og Brønshøj og på sigt til Herlevhospital - også kaldet Hospitalslinjen. Den skal ifølge partiet  finansieres via billetindtægter fra fortætning langs Frederikssundsvej og publikum til ny megaeventhal i Tingbjerg, og skal stå klar i 2045. 

Metro fra København Syd via Valby til Hvidovre Hospital. Skal delvist finansieres af Hvidovre Kommune. 

Metro fra København Syd via Zoo og Falkonerallé til Bispebjerg. Skal delvist finansieres af Frederiksberg Kommune. 

 

M5-linjen kommer til at få 10 stationer, og vil forbinde Lynetteholmen og dele af Vestamager med Københavns Hovedbanegård og Østerport station.  

Derudover er der mulighed for at forlænge M5-metroen med yderligere stop ved Forum, Stengade og Rigshospitalet. 

Udover det besluttede Metroselskabet  i 2023 at sætte gang i en undersøgelse af placeringen af kommende metrolinjer til eksempelvis Hvidovre og Malmø, når M5’eren planmæssigt er afsluttet i 2035.  

Ikke for utålmodig 

Selvom arbejdet med den københavnske metro altså på flere fronter er i fuld gang, mener Jakob Næsager stadig, at udbygningen af den førerløse togforbindelse går for langsomt.  

Jakob Næsager, der er allerede flere nye metroprojekter i gang. Samtidig er det jo byggerier, der koster mange penge, kræver utroligt meget planlægning, og skaber trængsel, mens det står på. 

Er du ikke bare for utålmodig?   

“Nej. For hvis vi skal fremtidssikre København, så skal vi holde op med at bygge efter, hvordan byen ser ud i 2024, men forberede os på, at vi i de kommende år bliver op mod 100.000 flere københavnere, som hverdagen også skal hænge sammen for,” siger Jakob Næsager.

Jeg er klar over, at det er nyt for Konservative at være et stort parti på rådhuset, men det var måske på tide, at også de kom til den erkendelse.

Lars Weiss, gruppeforperson, (S)

Af et notat fra Transportministeriet, som Berlingske har beskrevet, fremgår det, at den foreløbige regning for det københavnske metrobyggeri er løbet op i 48 milliarder kroner, mens regningen for metroens næste fase, M5, løber op i godt 30 milliarder kroner.

Af dem har Københavns Kommune selv skulle betale godt 20 milliarder kroner.  

Den finansiering har kommunen blandt andet skaffet gennem salg af fremtidige byggegrunde på Lynetteholm.  

Det har historisk vist sig svært at få staten til at finansiere metrobyggeri. Er det alene Københavns Kommune, der skal betale regningen for en storstilet udbygning af metroen?  

“Jeg mener, at vi sagtens kan finde en del af midlerne internt i Københavns Kommune. Det har vi bevist med de seneste budgetaftaler,” siger Jakob Næsager.  

Borgmesteren henviser til, at et flertal på rådhuset udenom Enhedslisten og Alternativet sidste år afsatte 6,3 milliarder kroner til byggeriet af den kommende M5-metrolinje.  

Derudover øremærkede partierne over en kvart milliard kroner til yderligere metrobyggeri ved årets overførselssag i marts. 

“Men jeg mener også, at regeringen må komme København i møde. Det kan ikke passe, at det eneste infrastruktur, der kan få statslig støtte i Danmark er tomme motorveje på den jyske vestkyst,” fortsætter han.  

Mere metro, mindre alment 

Jakob Næsager vil blandt andet finde pengene ved at skrue ned for andelen af almene boliger, der skal bygges på Lynetteholm. I stedet skal grundene sælges til boligselskaber, der vil bygge flere ejerlejligheder.  

“Vi ved fra undersøgelser, at rigtig mange københavnere gerne vil eje deres egen bolig. Samtidig er det en løsning, der kan hjælpe kommunen med at finansiere mere metro. Det synes jeg er tæt på en ideel løsning,” siger K-borgmesteren.  

Økonomiforvaltningen oplyser i et notat, at Københavns Kommune kan få en øget indtægt på op mod en milliard kroner, hvis man skruer andelen af almene boliger på Lynetteholmen ned fra 25 til 20 procent. 

Samtidig vil Jakob Næsager finde en del af pengene til eksempelvis udbygningen af metroen ud af Frederikssundsvej og mod Herlev Hospital gennem fortætning af byområder, og ved billetindtægter fra gæster til den kommende multihal i Tingbjerg.  

Rungende nej 

Hos Socialdemokratiet på Københavns Rådhus bliver den store konservative metroplan mødt med afmålt begejstring.  

“Der er meget få partier, der ikke synes, det er en god idé at bygge mere metro. Men udfordringen har jo været at skaffe pengene, og få skiftende regeringer til at indse, at det er en god idé at investere i mere metro til landets største og mest trafikerede by,” siger Lars Weiss, gruppeformand for Socialdemokratiet på Københavns Rådhus.  

“Så jeg er ikke uenig i Jakobs (Næsager, red.) forslag, men det er jo ikke tanker, som ikke er blevet tænkt på rådhuset før.”  

Gruppeformanden understreger også, at Socialdemokratiet siger “rungende nej” til Konservatives forslag om at finde midler til mere metro ved at bygge færre almene boliger på Lynetteholm. 

"En stor del af pointen med Lynetteholmen er netop at sikre, at vi i København i fremtiden har boliger til kommende københavnere, også til familier med helt normale indkomster,” siger Lars Weiss.  

Direkte useriøst  

Lars Weiss kalder også en del af finansieringsforslagene i Konservatives nye metroplan for “direkte useriøse”.   

“Hvordan forestiller man sig, at Frederiksberg Kommune, der har et blødende hul i kommunekassen skal finde milliarder til en ny metrolinje?” spørger Lars Weiss og fortsætter: 

“Uden at besidde et indgående kendskab til Hvidovre Kommunes økonomi forestiller jeg mig også, at det vil trække voldsomt på kommunekassen, hvis man skal finde midler til at betale for en ny metrostrækning.”  

“Samtidig må jeg sige, at idéen om, at billetindtægter skal kunne finansiere dele af strækningen er direkte naiv. Det har ikke vist sig muligt at gøre metroen selvfinansierende gennem billetindtægter på én eneste af de eksisterende strækninger, uagtet hvor populære de er.”  

Forkert og letkøbt 

Lars Weiss kalder Jakob Næsagers kritik af, at Socialdemokratiet under ledelse af overborgmester Sophie Hæstorp Andersen har sovet i timen, når det kommer til udbygningen af metroen for “letkøbt og forkert”.  

“I al den tid, jeg har siddet på rådhuset er der blevet arbejdet seriøst og målrettet for at udbygge metroen. Jeg tror, at Jakob Næsager i sommerheden har glemt, at metroer er store og dyre projekter, som det kræver vedholdende politisk arbejde at gøre til virkelighed,” siger Lars Weiss.   

“Og jeg er klar over, at det er nyt for Konservative at være et stort parti på rådhuset, men det var måske på tide, at også de kom til den erkendelse,” pointerer han.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Næsager

Børne- og ungdomsborgmester (K), Københavns Kommune
Cand.jur., Københavns Universitet 1997

Lars Weiss

Medlem af Borgerrepræsentationen (S), Københavns Kommune
økonom (Københavns Uni.), kommunikation (Journalisthøjskolen i Århus)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024