Direktør for Hotel- og Restaurantskolen fyret under alvorlig sygdom: "Det er jeg ked af og vred over"
Alt imens hun sad i venteværelset til CT-scanning modtog Anne-Birgitte Agger en fyreseddel. Formand har ingen kommentarer.
Johan Auken Alstrup
Redaktionsassistent"Tirsdag, mens jeg sad og ventede på at blive CT-skannet forud for min operation i går onsdag, modtog jeg en afskedigelse fra Hotel- og Restaurantskolens bestyrelsesformand. Det er jeg både ked af og vred over."
Sådan starter Hotel- og Restaurantskolens direktør, Anne-Birgitte Agger, sit Facebook-opslag.
Anne-Birgitte Agger, der i opslagets kommentarer bliver rost for sin udvikling og fremdrift af fagskolen, har siden 2018 været aktiv i debatten om erhvervsuddannelserne. Under hendes ledelse, er optaget på Hotel- og Restaurantskolen steget stødt.
"I er en masse venner, medarbejdere, elever, kolleger og samarbejdspartnere, som jeg gerne ville have orienteret direkte, men lige nu er det vigtigste at få lappet min aorta sammen igen. I skal nok høre fra mig," afslutter Anne-Birgitte Agger sit opslag.
Før sin tid hos Hotel- og Restaurantskolens har Anne-Birgitte Agger blandt andet været direktør i den erhvervsdrivende almennyttig fond Københavns Madhus samt sin egen virksomhed "Aggers Selskab".
Mediet A4 Uddannelse har kontaktet bestyrelsesformand for Hotel- og Restaurantskolen Peter Lykke Nielsen, der ikke har nogen kommentar til opsigelsen med den begrundelse, at det er en personalesag.