Redaktionen
Simon Grotrian er død. Han døde 14. august og blev 57 år gammel. Dødsårsagen var en aneurisme, oplyser hans forlag Gyldendal.
Han var søn, bror, ven og digter af Guds nåde. Han var skrivende, troende, strikkende, kæmpende, elskende. Festlig og alvorlig. Enfoldig og klarsynet. Kompromisløs og generøs. Intet af det som modsætninger.
Han blev født 21. december 1961 – på årets korteste dag. En skytte født på tusmørkedagen. Dem, der kender ham, kender til at sidde i stuen i Lemming og lade mørket falde på, vænne sig til det, være i det og lade latter og samtale væve lys i tusmørket.
Med gløden fra cigaretten, lyden af strikkepindene, med vitser som brækjern og en åben adgang til den store virkelighed.
En tusmørkestue med en tusmørkemand, der satte sin lid til Gud og skrev, fordi fanden var i hælene på ham og måtte have modspil. Skrev, fordi der er dage, der må synkes som tabletter. Skrev, fordi der ikke er andet at gøre end at lade amenskibet sprede te på verdenspinens høje c. Skrev, fordi vi mennesker har brug for at håbet masserer.
Simon Grotrian voksede op på en gård i Lemming nord for Silkeborg og blev student fra Silkeborg Amtsgymnasium i 1980. I 1983 flyttede han til København og fik kontakt med andre digtere, heriblandt Poul Borum, der i 1984 trykte nogle af hans digte i Hvedekorn. Den første digtsamling udkom på Borgen i 1987 og bærer titlen ″Gennem min hånd″. Denne titel kan sættes over hele hans forfatterskab.
Man må omforme Grundtvigs gamle salmestrofe og sige: Gud gav Simon Grotrian en salmehånd. Ud af den hånd, ned på det hvide papir flød skaberkraft. Selv så han papiret – arket – som en ark, et redningsskib. Man må hale i de dovne ord. Give mening tilbage til verden.
Det mørke blæk i sindet og verden blev formet til bogstaver. Lagt ud på række med former som svaner og tårer, med kommaets vinge og punktummets brønd. Billeder og visioner faldt ud af pennen. Gennem hans hånd stod lugerne åbne, til fantasien, til Gud, til foråret, til drømmen, til mørket, til katten, til ånden, til sneen, til næsten.
Grotrian havde et helt særligt sprog. Det er stort og bevægeligt. Det er højtideligt og barnligt, rasende og kærligt. Humoristisk og fromt. Det omfatter det, der allerede er beskrevet, og det, der endnu ikke er beskrevet. Det benytter sig af kendte og ukendte ord til at beskrive en verden, der rummer både det kendte og det ukendte. Og som vi kun delvist har adgang til.
Fonde
