Tryner Tyskland og Frankrig de små EU-lande?

Jeg har interviewet en del danske og svenske embedsmænd på repræsentationen i Bruxelles. Og her lyder det helt samstemmende, at hvis man er Tyskland, Frankrig og Polen, så kan man tillade sig at være meget mere besværlig, end hvis man er Danmark eller Sverige.

Caroline Grøn
Adjunkt ved statskundskab, Københavns Universitet

Mediefokus er ofte kun på de store lande. Ikke mindst ved topmøder mellem EU-landenes stats- og regeringschefer. Men dykker man ned i al politikken mellem topmøderne, så tegner sig et mere nuanceret billede af, hvilke lande der er dygtige til at få deres interesser vedtaget i EU.

”I forhold til det generelle mediebillede, så er der ingen tvivl om, at forskningen viser, at små lande er bedre til at få deres ting igennem, end hvad man ellers opdager, når man læser aviser eller ser TV,” siger Anders Wivel, lektor i statskundskab ved Københavns Universitet.

En af de, der har set på de små landes indflydelse, er Jonathan Golub fra University of Reading i Storbritannien. Ved at analysere data fra the European Union Decides project finder han, at lande som Finland, Sverige, Luxembourg, Danmark, Irland og Østrig ser ud til at have mere held med at få deres mærkesager gennemført end lande som Frankrig, Tyskland og Italien.

Det tegner et billede af nogle stærkere små lande, end man måske umiddelbart skulle tro.

”De små landes betydning bliver generelt undervurderet, fordi opmærksomheden ofte er på topmøderne, hvor de store lande tegner billedet. Men imellem topmøderne, når de konkrete ting skal forhandles, så er der også stærke små stater,” siger Anders Wivel.

Forskellige strategier
I udgangspunktet favoriserer EU-systemet da også de små medlemslande i forhold til, hvordan international politik normalt ellers fungerer. Blandt andet er de små lande ”overrepræsenteret” ved mange afstemninger. Men EU ’s forhandlingssystem giver også små lande bedre mulighed for, at det er de gode ideer og den administrative kompetence, som bliver afgørende – fremfor den mere rå magtpolitik.

”Nogle af de små lande er dygtige til at spille spillet i Bruxelles. De er ofte godt forberedt og har en strømlinet proces, der gør dem gode til at formulere deres nationale positioner og gå efter dem i Bruxelles,” siger Caroline Grøn, der er adjunkt ved statskundskab på Københavns Universitet, og har forsket i det danske EU-formandskab.

Hun fortæller, at de små lande kan bruge forskellige strategier for at påvirke dagsordenen. Er eksempelvis to store lande blevet uenige, kan et mindre land gå ind som en ”honest broker” og forhandle et kompromis. Men heri ligger også en stærk magt, da man er med til at præge, hvad de bliver enige om.

Det samme gælder, hvis et lille land påtager sig rollen som neutral mægler ved et forhandlingsmøde: Det sammenligner Caroline Grøn med, at være en referent ved et foreningsmøde - her har referenten også en magt til at formulere det, som står til troende. Men de små lande kan også gå forrest som entreprenør.

”Nogle gange kan det være en løftestang at være foregangsland,” siger Caroline Grøn.

Bliver det implementeret?
I praksis peger hun på, at i forløbet omkring den europæiske patentdomstol har Danmark i høj grad gjort sin indflydelse gældende. Men et andet eksempel er energisparedirektivet, der langt hen ad vejen er en afspejling af de danske forhold.

Anders Wivel peger også på arbejdsmarkedsområdet og miljø som områder, hvor Danmark er god til at skabe indflydelse. Han peger dog samtidig på, at man heller ikke må overvurdere de små staters magt. For en ting er at få sit ønske vedtaget, noget andet er at få det implementeret – og det kræver ofte de store landes ressourcer.

Et klassisk eksempel er Finland, der lykkedes med at få vedtaget en nordisk dimension til EU’s sikkerhedspolitik - et samarbejde omkring bløde sikkerhedsspørgsmål på tværs af landegrænser i Nordøst-europa.

”Det fik Finland faktisk meget stor held med at blive til en EU-prioritet til trods for indledende modstand. Men da det først var blevet gennemført, så skete der ikke så meget mere med det. Der var ikke nogen store lande, der havde interesser i at arbejde for det bagefter. Så det var noget, der så fint ud som symbolpolitik, men som var sværere at gennemføre i praksis,” siger Anders Wivel.

De store medlemslande ligner da også stadig at have privilegier, mindre lande ikke kan tage sig.

”Jeg har interviewet en del danske og svenske embedsmænd på repræsentationen i Bruxelles. Og her lyder det helt samstemmende, at hvis man er Tyskland, Frankrig eller Polen, så kan man tillade sig at være meget mere besværlig, end hvis man er Danmark eller Sverige,” siger Caroline Grøn.