Hver anden S-vælger er pensionist. Og det kan sende partiet udover afgrunden, siger professor
Det er en “stor, stor” udfordring, at Socialdemokratiet har en markant overvægt af ældre vælgere, mener valgforsker. Men S-ordfører deler ikke helt den analyse.
Ninna Gøbel Rønberg
JournalistTal kan være nådesløse. Direkte brutale.
For når man dykker ned i, hvem der egentlig stemmer på Socialdemokratiet, så står partiet over for en "stor, stor udfordring" og et strategisk problem.
Det mener professor og valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.
For partiet kan nemlig have mistet halvdelen af sine nuværende vælgere inden for 10-15 år. De vil simpelthen være døde, påpeger valgforskeren.
“Socialdemokratiet står og kigger ned i en afgrund, hvis de ikke får de nye generationer med.”
Valgforskeren laver hver tredje måned en række analyser af vælgerhavet for Altinget.
Og i den seneste analyse adskiller Socialdemokratiet sig markant fra de andre partier, når det kommer til deres vælgeres alder.
For en tredjedel af partiets vælgerkorps er ifølge analysen over 70 år, og halvdelen er gået på pension.