Kulturmand i spidsen for udviklingspolitikken

FIK DU LÆST: Han er nok mest kendt for sine klare kulturpolitiske holdninger. Men Mogens Jensen, der er ny udviklingsminister, er ikke blank på udviklingsområdet, lover han selv. Og så kan han ifølge folketingskollegaer både være en flink fyr og et magtmenneske.
Mogens Jensen bliver ny handels- og udviklingsminister. Han bliver den tredje minister for udviklingsområdet på tre måneder.
Mogens Jensen bliver ny handels- og udviklingsminister. Han bliver den tredje minister for udviklingsområdet på tre måneder.Foto: Thit Andersen/Altinget.dk
Kasper Frandsen

Kulturpolitik har de sidste mange år været centralt i Mogens Jensens politiske virke som medlem af Folketinget for Socialdemokraterne siden 2005.

Derfor var valget af Mogens Jensen som minister for udviklingsområdet nok en overraskelse for de fleste.

Men selvom han lige skal læse på lektien, inden han kommer med store programerklæringer, er han ikke helt "blank" på området, som Mogens Jensen selv udtrykker det.

Han arbejdede som 23-årig tilbage i 1986 og 1987 som ulandskonsulent i Arbejdernes Oplysningsforbund og har desuden arbejdet med oplysning om vilkårene i udviklingslande samt været rådgiver på et udviklingsprojekt i Pakistan, påpeger han selv.

Han (Mogens Jensen, red.) vil så meget, og hvis han skal op på et højere energiniveau end nu, ender han et sted, der ikke er menneskeligt.

Flemming Møller Mortensen (S)
Sundhedsordfører

Desuden har han også siddet i Udenrigspolitisk Nævn og Udenrigsudvalget, hvor også udviklingspolitiske emner bliver diskuteret. Han lover dog at fortsætte linjen, som allerede ligger i regeringsgrundlaget.

"Der står klart i regeringsgrundlaget, at vi vil prioritere udviklingsbistanden. Og jeg vil desuden fortsætte tidligere ministres kamp for menneskerettigheder og demokrati ude i verden," sagde han 3. februar efter ministeroverdragelsen i Udenrigsministeriet.

50-årige Morgens Jensen forventer ikke de store ændringer, efter udviklingsområdet går fra De Radikale til Socialdemokraterne.

Han overtager posten fra Rasmus Helveg Petersen (R), der kun nåede at sidde på posten i lidt over to måneder. De store spor i dansk udviklingspolitik siden valget er fortsat lagt af Christian Friis Bach, der trådte tilbage efter to år på grund af videregivelse af forkerte oplysninger til Folketinget.

Kulturen som drivkraft
Kulturpolitikken har fyldt en meget stor del af Mogens Jensen politiske liv – og her havde han også sit politiske gennembrud. Som 14-årig skulle han og hans jævnaldrende eftersigende have fået overtalt lokalpolitikerne i Nykøbing Mors til at droppe besparelser på det lokale bibliotek.

Det var med til at lægge grundstenene for Mogens Jensens medlemskab af Socialdemokraterne. Han har desuden – ligesom sit politiske idol, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen – en mangeårig fortid i fagbevægelsen som konsulent i LO.

Han har talt dunder for at mindske den kulturelle ulighed i Danmark og været Socialdemokraternes ordfører på forhandlingerne om et nyt medieforlig. Herfra bliver Mogens Jensen betegnet af Michael Aastrup, kulturordfører fra Venstre, som "kanon hyggelig og flink fyr", som man godt kan drikke en øl med trods stor politisk uenighed.

I det hele taget betegnes Mogens Jensen som en glad og jovial type, der "kender gud og hver en mand på kulturområdet", som en folketingskollega udtrykker det. Men samtidig er han en seriøs og idealistisk politikker, der står fast på sine holdninger. 

Omvendt er Mogens Jensen ifølge en anden folketingskollega på den ene side meget folkelig og på den anden side et magtmenneske ved blandt andet at "underløbe" kulturminister Marianne Jelved (R), efter Mogens Jensen i starten af året pludselig foreslog licensrabat til unge.

Flere folketingskollegaer påpeger, at Mogens Jensen er god til at tiltrække opmærksomhed på områder, der ikke normalt er stor bevågenhed omkring. Det kan der i høj grad blive brug for på Udviklingsområdet, som også de seneste år har kæmpet med faldende opbakning.

Loyal partisoldat
Efter valget i 2011 blev han udnævnt til gruppeformand for den socialdemokratiske folketingsgruppe. Og meget symptomatisk trådte han uden brok tilbage, da Henrik Sass Larsen overtog posten efter at være sat helt tilbage på de bagerste rækker efter PET-sagen.

Altinget.dks politiske analytiker, Erik Holstein, karakteriserer da netop også Mogens Jensen som en klassisk partisoldat, der er loyal over for partiet, fordi han altid går derhen, hvor partiet har brug for ham. Og han stod derfor til at blive minister i denne omgang efter at være blevet forbigået i flere ministerrokader.

Man kan ikke komme udenom at tale om de såkaldte kaffeklubber, når det handler om Socialdemokraterne. Nyvalgte medlemmer bliver ganske enkelt bedt om at tage stilling til, hvilken kaffeklub de vil være med i. 

Morgens Jensen sidder i morgenmadsklubben sammen med blandt andre Morten Bødskov, Henrik Damm Kristensen, Nick Hækkerup, Karen Hækkerup og Henrik Sass Larsen. Morgenmadsklubben er groft sagt partiets højrefløj, der oprindeligt var den gamle Nyrup-fløj tilbage under formandsopgøret mellem Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken i starten af 90'erne.

Nyt område og fuld fart
Mogens Jensen får formel titel af handels- og udviklingsminister. Dermed får han både ansvaret for at styrke forholdene for verdens fattigste og danske erhvervsinteresser i udlandet. Netop sammenfaldet af de to områder er faldet flere udviklings- og nødhjælpsorganisationer for brystet.

"Handel er vigtig for udviklingslandene, men handelsministerposten blev i sin tid ikke just skabt for at gavne udviklingslandene, men derimod dansk eksport. Det kan således være en indbygget modsætning mellem de to ministerområder," lyder det blandt andet fra Caritas generalsekretær, Jann Sjursen.

Men Mogens Jensen ser gode muligheder i den nye konstellation.

"De to områder har særskilte formål. Men der er også blevet rettet kritik af, at man ikke i højere grad har kunnet samordne områderne og få dem til at spille sammen. Den kritik tager vi hånd om nu og ser, om vi kan skabe den synergi, der er," siger han og peger på solstråle-eksemplet Vietnam, hvor masser af danske virksomheder har slået sig ned som en konsekvens af den mangeårige danske støtte til landet.

Men hvis der er nogen, der har energi til at klare begge områder, er det Mogens Jensen, mener Socialdemokraternes sunhedsordfører, Flemming Møller Mortensen:

"Men ser man på, hvor meget energi han har brugt, håber jeg, han får et godt departement og gode rådgivere til at hjælpe med struktur. Det skal hjælpe ham at sikre den svære balance mellem privat- og arbejdsliv. Han vil så meget, og hvis han skal op på et højere energiniveau end nu, ender han et sted, der ikke er menneskeligt."

Dokumentation

Mogens Jensens Blå Bog

Født 31. oktober 1963 i Nykøbing Mors, søn af ekspedient Harry Jensen og hjemmehjælper Ebba Møller Jensen.

Medlemsperiode
- Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Vestjyllands Storkreds fra 13. november 2007.
- Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Ringkøbing Amtskreds fra 8. februar 2005 til 13. november 2007.
- Kandidat for Socialdemokratiet i Herning Sydkredsen fra 2007.
- Kandidat for Socialdemokratiet i Herningkredsen fra 2003 til 2006.

Parlamentarisk karriere
- Statsrevisor fra 26. oktober 2011 til 17. april 2013.
- Kultur- og medieordfører. Medlem af Kulturudvalget, Det Udenrigspolitiske Nævn, Udenrigsudvalget, Retsudvalget, Grønlandsudvalget og Færøudvalget. Formand for den danske delegation til Europarådets Parlamentariske Forsamling. Formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe 2011-2012.
Næstformand for Socialdemokratiet fra 2012.

Uddannelse og erhverv
- Fagbevægelsens lederuddannelse, LO-Skolen, Helsingør, fra 1997 til 1999.
- Student, Morsø Gymnasium, fra 1979 til 1982.
- Nykøbing Mors Folke- og Realskole, fra 1970 til 1979.

- Konsulent, LO, fra 1987 til 2005.
- Ulandskonsulent, Arbejdernes Oplysningsforbund, fra 1986 til 1987.
- Kulturkonsulent, Arbejdernes Oplysningsforbund, fra 1985 til 1986.
- Uddannelsessekretær, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, fra 1982 til 1985.

Tillidshverv
- Formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom på Mors og i Viborg Amt 1979-1982.
- Medlem af bestyrelsen for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning 1981-1982.
- Medlem af bestyrelsen for ARTE 1982-1985.
- Medlem af Socialdemokratiets kulturudvalg 1982-1986.
- HK-tillidsrepræsentant 1983-1985.
- Medlem af forretningsudvalget i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom 1986-1988.
- Medlem af bestyrelsen for foreningen Kunst på Arbejdspladsen fra 1998.
- Medlem af bestyrelsen for Bjørn Afzelius' Internationale Kulturfond fra 2003.
- Medlem af bestyrelsen for Arbejdermuseet fra 2005.
- Medlem af repræsentantskaberne for Statens Kunstråd og Statens Kunstfond fra 2005.
- Mors-ambassadør udpeget af Morsø Kommune fra 2007.
- Medlem af bestyrelsen for Kursuscenteret Laugesens Have fra 2008.
- Medlem af bestyrelsen for Kulturfonden Danmark-Grønland fra 2009.

Publikationer
Har bl.a. skrevet debatoplæggene »En samordnet ungdomsuddannelse«, 1985, og »Menneskene skal blomstre«, 1987. Bidrag til LO's 100-års-jubilæumsbog »I takt med tiden«, 1998. Diverse film- og teaterproduktioner.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mogens Jensen

MF (S), næstformand for Socialdemokratiet, fhv. minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde
Fagbevægelsens lederuddannelse (LO-Skolen 1999)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024