Løkke årets blæksprutte

BLÆKSPRUTTEN: Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) er Årets Blæksprutte 2008 efter tæt kamp med blandt andet Michael Jackson.
Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) er Årets Blæksprutte 2008.
Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) er Årets Blæksprutte 2008.
Af Anders Agner Pedersen og Jonas Sørensen

Det var næppe, fordi han nød det, men han tog det nu pænt, finansministeren, da han onsdag modtog prisen som Årets Blæksprutte 2008. Ifølge konferenciererne Thomas Wivel og Povl Carstensen havde Løkke slået prominente navne som Michael Jackson og Amy Winehouse, men at prisen var fuldt ud fortjent, var de to standuppere ikke i tvivl om.

For det har været et turbulent år for Lars Løkke Rasmussen, der i årets første måneder kunne se sine bilag blive endevendt af såvel pressen som oppositionen. Og selv om sagen fandt sted for flere måneder siden, kunne Løkke ikke dy sig for at sende en hilsen afsted fra scenen.

"Hvis I vil prøve, hvordan det er at være mig, så skal I bare spise noget af den frugt, der står på fadene," indledte Løkke med slet skjult henvisning til en gammel kending fra bilagssagen, nemlig frugtfadene i forbindelse med møderne i ministeriet.

Lige et par serviceoplysninger
At Løkke havde tænkt sig at klare sig igennem arrangementet ved hjælp af en god portion selvironi stod hurtigt klart. Ikke mindst, da ministeren kom med et par serviceoplysninger.

"Til dem, der gerne vil vide det, så er jeg i bil herind. Der er mere, hvis der er nogen, der skulle have lyst til at søge aktindsigt," jokede Løkke, der indviede publikum i en ting, som i den grad undrede ham.

Selvfølgelig har jeg selv et ansvar, men jeg deler æren med mange. Pressen har gjort, hvad den kunne for at fremme mit kandidatur her i dag. Og en stor tak til Rasmus Prehn.

Lars Løkke Rasmussen
Finansminister, Venstre

"Jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor der bliver lavet alle de der undersøgelser med, hvem folk helst vil drikke en øl med, når der tilsyneladende er noget helt galt, når så man drikker en øl," funderede finansministeren.

Glad for Roald Als-tegningen
Der blev dog også plads til, at Løkke fik givet sit besyv med på hele bilagshistorien, som var den direkte årsag til, at han modtog blæksprutten. Det var dog ikke det dominerende element i talen, og efter et par minutter med endnu et par vittigheder hoppede Løkke ned af scenen, for at bade sig i det blitzlys, som han under et døgn forinden havde mærket, da han kunne præsentere årets finanslov. Den var der dog ingen, der spurgte til. Tværtimod. Spørgsmålet, der i stedet trængte sig på, var: Hvad kan du bruge prisen som Årets Blæksprutte til?

"Alene det, at en så fremragende tegner som Roald Als (tegner på Politiken, red.) har tegnet en tegning til mig, er jeg meget glad for. Med den partifarve jeg har, er det normalt umuligt at få en tegning af Roald Als, for han nægter jo at sælge sine tegninger til os," smilede Løkke, som ikke forventede at få prisen igen næste år. Det mente finansministeren ikke, at der var tradition for. En ting, som der til gengæld er tradition for, når man modtager en pris, er, at man takker folk. Og den skik fulgte Løkke til punkt og prikke.

"Selvfølgelig har jeg selv et ansvar, men jeg deler æren med mange. Pressen har gjort, hvad den kunne for at fremme mit kandidatur her i dag. Og en stor tak til Rasmus Prehn (Socialdemokraternes kommunalordfører, red.)," gnækkede Løkke, inden han hankede op i sin blæksprutte og drog hjem mod Græsted.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024