Her er Dansk Folkepartis nye ordførere
Dansk Folkeparti har nu uddelt partiets ordførerskaber blandt sine fem folketingsmedlemmer og sit eneste medlem af Europa-Parlamentet.
Carl Andersen
RedaktionsassistentDansk Folkepartis folketingsgruppe har konstitueret sig og fordelt ordførerskaberne blandt sine folketingsmedlemmer og deres mandat i Europa-Parlamentet.
Det oplyser Dansk Folkeparti til Altinget.
Efter det skuffende folketingsvalg i efteråret er ordførerskaberne denne gang fordelt blandt fem folketingsmedlemmer og en europaparlamentariker. Partiet havde efter, at mange folketingsmedlemmer i løbet af sidste år vinkede farvel til partiet, syv personer til at varetage ordførerskaberne. Det er dog stadigvæk 10 færre, end hvad de havde i starten af sidste folketingsvalg. Her varetog 16 folketingsmedlemmer ordførerskaberne.
Morten Messerschmidt kommer i kraft af sin rolle som partiformand til at stå for den politiske linje i partiet som politisk ordfører, men bliver derudover også kulturordfører, samt ordfører for kirke og kongehus – et helt nyt ordførerskab.
Peter Kofod, som fratrådte sit mandat som medlem af Europa-Parlamentet, vender tilbage som retsordfører, en post som han også havde før sin tid i Europa-Parlamentet.
Samtidig har han givet sit mandat i Europa-Parlamentet videre til Anders Vistisen, som også har fået posten som udenrigs- og udviklingsordfører i partigruppen. Det er ikke første gang, at en parlamentariker varetager partigruppens ordførerskaber, det samme skete efter folketingsgruppen blev mindre i efteråret, hvor Peter Kofod fik samme ordførerskab.
De andre ordførerposter er fordelt på Alex Ahrendtsen, Pia Kjærsgaard og det nyvalgte folketingsmedlem Nick Zimmermann. Den fulde liste findes her:
Alex Ahrendtsen
- Uddannelse- og forskningsordfører
- Børne- og undervisningsordfører
- Forsvarsordfører
- Europaordfører
- Nordatlantordfører
Morten Messerschmidt
- Kulturordfører
- Ordfører for kirke og kongehus
- Politisk ordfører
Nick Zimmermann
- Beskæftigelsesordfører (inkl. erhvervsuddannelser, AMU og efteruddannelse)
- Transportordfører
- Erhvervsordfører
- Indenrigs- og kommunalordfører
- Boligordfører
- Klima- og miljøordfører
Peter Kofod
- Retsordfører
- Sundhedsordfører
- Finansordfører
- Skatteordfører
- Fiskeri- og landbrugsordfører
Pia Kjærsgaard
- Socialordfører
- Ældreordfører
- Udlændinge- og integrationsordfører (inkl. indfødsret)
- Ligestilling
Anders Vistisen (medlem af Europa-Parlamentet)
- Udenrigs- og udviklingsordfører