Ære være store bededags minde: En blåøjet idé gjorde dig til et meningsløst offer

Et vink med en bispestav

Det er trist, og dog er det ikke forgæves, at store bededag går bort.

Afskaffelsen af store bededag fik mange til at vågne op til dåd. Protestanterne protesterede, og de danske biskopper lavede en fælles udtalelse, hvor de forsøgte at give Folketinget et vink med en bispestav.

”Vi henstiller til, at indre kirkelige anliggender, hvorunder bestemmelse om helligdag hører, ikke gøres til genstand for afstemninger i Folketinget” lød det fra de ti danske biskopper og den grønlandske.

Afskaffelsen af store bededag fremkaldte et forsvar for kirkens frihed ikke just fra staten, men til at være andet og mere end statslig. Kirkeminister Louise Schack Elholm mente ganske vist, at ”det var overraskende, at de (biskopperne) blander sig i det parlamentariske flertals ret til at bestemme”.

Hvor er vi også henne, når folkekirkens biskopper blander sig i kirkens indre anliggender og får den tanke, at Folketingets ophøjede flertal kunne have gavn af at lægge sig Grundlovens §4 på sinde? Den, som lyder: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”.

Det føles altså mere underløbende end understøttende, når en helligdag dømmes ude, og folkekirken ikke får et kristeligt ord at sige, før beslutningen er truffet.

Hvad tror de egentlig giver mest mod til at ofre sig og ultimativt risikere liv og lemmer for den fælles sikkerhed – politisk bragesnak eller kristen bøn? De kan jo spørge ukrainerne

Jesper Bacher
Sognepræst

Ingen genopstandelse i sigte

Nej, store bededag går ikke stille i sin grav. Forløbet skabte opstandelse, og det har før været en succes for kirken. Store bededag kommer nok ikke tilbage fra de døde helligdage, men dens bortgang vil måske sætte sig til eftertanke og årvågenhed.

Her i det sidste år med store bededag som helligdag – og fridag – kan vi passende mindes de gode stunder, som den har givet os.

Der er blevet holdt utallige konfirmationer på store bededag, og vejret er ofte godt. Det kan hænde, at der i hvert fald i nyere tid er blevet spist flere hveder aftenen før, end der er blevet bedt bønner på dagen, men man skal ikke kimse ad bønnens nationale betydning.

Vel kan man gøre hver dag til en lille bededag, og det skal Folketinget ikke blande sig i, men en fælles bededag kan fastholde os på den styrkelse af den fælles sikkerhed, som det giver at samles i bøn.

Derfor er det virkelig paradoksalt, at store bededag afskaffes af hensyn til forsvaret. Den er ret beset en del af forsvaret. Også mod vores egen selvgodhed og selvhøjtidelighed.

Der er selvfølgelig dem, som ikke tror på det, men hvad tror de egentlig giver mest mod til at ofre sig og ultimativt risikere liv og lemmer for den fælles sikkerhed – politisk bragesnak eller kristen bøn? De kan jo spørge ukrainerne.

Ære være store bededags minde, den levede og døde ikke forgæves.