Ære være store bededags minde: En blåøjet idé gjorde dig til et meningsløst offer
For et år siden sagde vi farvel til store bededag. Lagt i graven af et folketing, der ser helligdagen som et meningsfuldt offer for et styrket forsvar. Men krig er altid en risiko i en falden verden, og det havde politikerne måske vidst, havde de gået mere i kirke, skriver sognepræst Jesper Bacher i sin gravtale over store bededag.
Jesper Bacher
Sognepræst, Tirsted-Vejleby-Hillested-Skørringe pastorat, Lolland-Falsters StiftDette debatindlæg blev bragt første gang 4. maj 2023 i anledning af SVM-regeringens beslutning om at afskaffe store bededag som en national helligdag.
I år skal vi tage afsked med store bededag. Helligdagen har ellers været med os længe, ja, lige siden 1686.
Store bededag har således været med os under Store Nordiske Krig, under Englandskrigene, under de slesvigske krige, under to verdenskrige, under besættelsen, under den kolde krig og under krigen mod terror, men store bededag skulle ikke overleve krigen i Ukraine. Da blev Danmark for fattig og verden for farlig til at beholde store bededag som national helligdag.
Store bededag måtte ofres og lade sit gamle liv for den fælles sikkerhed i en usikker tid, som det hedder i regeringsgrundlaget: ”Danskerne bidrager til styrkelsen af vores fælles sikkerhed ved afskaffelsen af en helligdag”.
Det blev så store bededag, og man må konstatere, at ikke alene er russerne rykket ind i Ukraine, de har også gjort deres indtog i den danske Helligdagslov og Alterbog. Det lykkedes dem alligevel aldrig under kommunismen.
En helligdag mindre er ikke nok til at rette op på årelange nedskæringer, selv om de sidste dages hellige forsvarsvenner nu er så ivrige for rette op på deres forsømmelser
Jesper Bacher
Sognepræst
Et meningsløst offer
Men er det ikke en ædel sag, som store bededag går i graven for? Er det ikke forsvarligt at stryge en helligdag for et styrket forsvar?
Det er Jesus selv, som siger: ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner”. Kunne man ikke sige, at store bededag sættes til af kærlighed til land og rige og vores fælles sikkerhed?
Men er det nu også så sikkert? Det er smukt og bevægende med meningsfulde ofre, men det er trist med meningsløse ofre.
Afskaffelsen af store bededag kommer jo ikke til at redde det danske forsvar. En helligdag mindre er ikke nok til at rette op på årelange nedskæringer, selv om de sidste dages hellige forsvarsvenner, nu er så ivrige for rette op på deres forsømmelser.
Havde politikerne gået mere i kirke på store bededag, hvor der prædikes anger, bod og bøn, fordi vi er syndere, og verden ligger i det onde, så havde de måske aldrig fået den blåøjet idé, at man bare kunne høste fredsdividenden, fordi krig var en saga blot i vores fredelige og velstående del af verden.
Men nu er det snart slut, ikke just med krig og aggression i den faldne verden, derimod rinder tiden ud for store bededag.
Et vink med en bispestav
Det er trist, og dog er det ikke forgæves, at store bededag går bort.
Afskaffelsen af store bededag fik mange til at vågne op til dåd. Protestanterne protesterede, og de danske biskopper lavede en fælles udtalelse, hvor de forsøgte at give Folketinget et vink med en bispestav.
”Vi henstiller til, at indre kirkelige anliggender, hvorunder bestemmelse om helligdag hører, ikke gøres til genstand for afstemninger i Folketinget” lød det fra de ti danske biskopper og den grønlandske.
Afskaffelsen af store bededag fremkaldte et forsvar for kirkens frihed ikke just fra staten, men til at være andet og mere end statslig. Kirkeminister Louise Schack Elholm mente ganske vist, at ”det var overraskende, at de (biskopperne) blander sig i det parlamentariske flertals ret til at bestemme”.
Hvor er vi også henne, når folkekirkens biskopper blander sig i kirkens indre anliggender og får den tanke, at Folketingets ophøjede flertal kunne have gavn af at lægge sig Grundlovens §4 på sinde? Den, som lyder: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”.
Det føles altså mere underløbende end understøttende, når en helligdag dømmes ude, og folkekirken ikke får et kristeligt ord at sige, før beslutningen er truffet.
Hvad tror de egentlig giver mest mod til at ofre sig og ultimativt risikere liv og lemmer for den fælles sikkerhed – politisk bragesnak eller kristen bøn? De kan jo spørge ukrainerne
Jesper Bacher
Sognepræst
Ingen genopstandelse i sigte
Nej, store bededag går ikke stille i sin grav. Forløbet skabte opstandelse, og det har før været en succes for kirken. Store bededag kommer nok ikke tilbage fra de døde helligdage, men dens bortgang vil måske sætte sig til eftertanke og årvågenhed.
Her i det sidste år med store bededag som helligdag – og fridag – kan vi passende mindes de gode stunder, som den har givet os.
Der er blevet holdt utallige konfirmationer på store bededag, og vejret er ofte godt. Det kan hænde, at der i hvert fald i nyere tid er blevet spist flere hveder aftenen før, end der er blevet bedt bønner på dagen, men man skal ikke kimse ad bønnens nationale betydning.
Vel kan man gøre hver dag til en lille bededag, og det skal Folketinget ikke blande sig i, men en fælles bededag kan fastholde os på den styrkelse af den fælles sikkerhed, som det giver at samles i bøn.
Derfor er det virkelig paradoksalt, at store bededag afskaffes af hensyn til forsvaret. Den er ret beset en del af forsvaret. Også mod vores egen selvgodhed og selvhøjtidelighed.
Der er selvfølgelig dem, som ikke tror på det, men hvad tror de egentlig giver mest mod til at ofre sig og ultimativt risikere liv og lemmer for den fælles sikkerhed – politisk bragesnak eller kristen bøn? De kan jo spørge ukrainerne.
Ære være store bededags minde, den levede og døde ikke forgæves.