Vores farvel til store bededag betyder ikke, at vi vil arbejde mere

Kritikken fra fagbevægelsens gik først og fremmest på, at det var et groft indgreb i den danske aftalemodel at fjerne en helligdag uden drøftelser med arbejdsmarkedets parter.

Desuden stillede fagbevægelsen et stort spørgsmålstegn ved de beregninger som Finansministeriet lavede på, hvad en fjernelse af en helligdag ville give af mere arbejdskraft. Det første bud fra Finansministeriet var, at en afskaffet helligdag ville skaffe et arbejdsudbud på 8.500 fuldtidspersoner.

Et tal, de inden vedtagelsen måtte korrigere og nedskrive til 6.500 fuldtidspersoner. Selv de økonomiske vismænd sagde efter vedtagelsen i deres rapport om dansk økonomi, at SVM-regeringen ingen evidens havde for, at danskerne på lang sigt vil arbejde mere og bidrage yderligere til økonomien, når store bededag afskaffes fra 2024. Hvilket gjorde afskaffelsen til en mere og mere strategisk plumret forestilling.

Danskerne arbejder nemlig omtrent så meget, som de selv ønsker. Afskaffelsen af store bededag ændrer ikke ved de incitamenter, vi har for at arbejde og holde fri.

Specielt Socialdemokratiet måtte mærke vreden fra ikke mindst fagbevægelsens medlemmer efter afskaffelsen af store bededag

Bente Sorgenfrey
Tidligere næstformand, FH

Der vil, som vismændene siger, være en effekt på kort sigt, hvilket skyldes, at mange følger en overenskomst og derfor fremover skal arbejde på store bededag, hvilket på kort sigt øger arbejdsudbuddet.

Men fordi incitamenterne for den enkelte lønmodtager ikke er ændret, vil mange nu syntes, at de arbejder for meget.

De, der har den følelse, vil finde nye veje til at nedbringe deres arbejdstid på. Mange har mulighed for selv at styre deres arbejdstid, for eksempel ved at tage mindre overarbejde eller købe sig en ekstra fridag.

Det kan heller ikke udelukkes, at fagbevægelsen vil mærke presset og kræve ekstra fritid. Og vi vil derfor se, at både det ekstra arbejdsudbud og de ekstra skatteindtægter vil fordufte.

Balancen på arbejdsmarkedet, som vi har været enige om i en menneskealder, og som har været forudsætningen for et stabilt og konkurrencedygtigt velfærdssamfund, fik med vedtagelsen nogle gevaldige skrammer.

Der var op til vedtagelsen en massiv folkelig modstand med protester, underskriftindsamling og en stor demonstration.

Der var ingen tvivl om, at SVM-regeringen havde trådt på en meget øm tå, og specielt Socialdemokratiet måtte både før og efter mærke vreden fra ikke mindst fagbevægelsens medlemmer.

Specielt de unge, med et langt arbejdsliv foran sig, gik på barrikaden. I en Epinion-måling lavet for Fagbevægelsens Hovedorganisation op til vedtagelsen, var der det kun ti procent af de 18-34-årige, der støttede regeringens plan. Mens hele 78 procent var imod.

Det er måske ikke så mærkeligt, at netop de unge svarer, som de gør. For trods politiske hjælpepakker til bedre trivsel blandt unge er antallet af alvorligt stressramte unge alarmerende højt.

Det at skulle arbejde mere får ikke ligefrem smilet frem hos de unge

Bente Sorgenfrey
Tidligere næstformand, FH

Blandt de 15-30-årige er det 28 procent, som har haft så alvorlige stresssymptomer, at de enten har opsøgt læge eller været sygemeldt fra deres uddannelse, viser en undersøgelse fra Ungetrivselsrådet. Så det at skulle arbejde mere får ikke ligefrem smilet frem hos de unge.

Det, at regeringen blandede sig i overenskomsterne og ovenikøbet op til overenskomstforhandlingerne, øgede vreden og risikoen for konflikt. Det kom dog ikke så vidt, men kun fordi begge parter ved forhandlingsbordet strakte sig langt for at nå gode aftaler, der kunne stemmes hjem.

Et sted, hvor konflikten mellem fagbevægelse og ikke mindst Socialdemokratiet blev tydelig i 2023, var ved de efterfølgende 1. maj-arrangementer. Her blev Socialdemokratiet de fleste steder bedt om at holde sig væk, hvilket var et hårdt slag for partiet.

Hvorfor valgte SVM-regeringen så, så meget ballade for så lidt? Det er et godt spørgsmål.

Måske var det for at vise handlekraft? Men prisen har været høj, ikke mindst i form af dårlige meningsmålinger og et dårligere forhold til fagbevægelsen i en ellers vigtig periode.

Jeg håber, at denne og fremtidige regeringer bliver bedre til at stikke fingeren i jorden og invitere til dialog og trepartsforhandlinger, når spørgsmålet om arbejdsudbud eller andre vigtige spørgsmål presser sig på.