Aktivisme: Sæt kreativiteten fri hvis du vil have opmærksomhed

Hvilken aktivist ville du lytte til, hvis du en dag blev stoppet på Dronning Louises Bro? Ham med den traditionelle tale eller ham, der rappede sit budskab ud? Og hvem ville du sætte din underskrift hos? Hende, der taler dunder mod kødproducenters CO2-udledning eller aktivisten i ko-kostume, der bliver akkompagneret af høje pruttelyde fra et lydsystem i baggrunden?

Kreativ aktivisme er en voksende trend og har været det de seneste 10-15 år. Men videnskaben, politikere og aktivister selv har længe manglet svar på, hvorfor og hvordan kreativ aktivisme reelt virker. Sammen med professor Stephen Duncombe ved New York Universitet har Silas Harrebye, demokratiforsker og studieleder på Roskilde Universitet, forsøgt at finde nogle af svarene. Til formålet udviklede de et koreograferet projekt, der over tre dage sammenlignede konventionel aktivisme med kreativ aktivisme.  

LINK: Du kan finde en kort, opsummerende video af projektet her.

Nogle af resultaterne endte med at overraske forskerteamet. Men inden vi dykker mere ned i fundene, er det nyttigt at dvæle lidt mere ved det projekt, der fik navnet The Copenhagen Experiment, og som altså fandt sted over tre dage i maj 2018 på Dronning Louises Bro i København.

Tre dage med kreative aktioner
Først designede forskerne et politisk budskab - vi vil have grøn skat på kød - som forskerteamet skulle forsøge at samle opbakning til ved hjælp af i alt seks metoder fra aktivisternes værktøjskasse. Fra den konventionelle del af værktøjskassen blev traditionel underskriftindsamling, en tale og uddeling af flyers testet op imod tre mere spraglede og kreative metoder: ko-udklædte “facere”, der også samlede på underskrifter, politisk rap og pruttende køer, der uddelte flyers i et forhindringsløb af kokasser (kolort, red.). Effekten af de forskellige metoder blev målt via interviews, optælling og observatører, der tog noter af folks interaktion og reaktioner på broen. 

Når Silas Harrebye skal fortælle om effekterne af de kreative events, taler han både om kvantitet og kvalitet. 

“De kreative greb er mere effektive, når man vil fange folks opmærksomhed og have dem til at tage en flyer eller skrive under på noget. Det kan vi simpelthen måle kvantitativt i The Copenhagen Experiment. Efterfølgende kunne de også bedre huske det politiske budskab. Så vi kan se rent kvantitativt, at de kreative metoder er mest effektive, når man henvender sig til folk,” siger han og taler videre om kvaliteten af de to typer af mobilisering: 

“Det viste sig, at modtagerne synes, at de traditionelle tilgange er irriterende, forudsigelige og for anmassende. Ofte opleves de også som manipulerende og sælgende, og mange vil gerne undgå såkaldte facere, når de møder dem i bybilledet. Det modsatte gør sig gældende ved kreativ aktivisme. Flere bliver nysgerrige, for de kan ikke direkte afkode, hvad de bør tænke og mene. De føler sig heller ikke skamfulde, hvis de ikke er fuldstændig enige i budskabet. De er derfor mere åbne over for de budskaber og de mennesker, der møder dem”.

Kunne huske politisk substans trods spektakel
Som forsker, der over en årrække har beskæftiget sig med kreativ aktivisme, havde Silas Harrebye sine egne hypoteser om resultaterne. Men nogle af de foreløbige resultater tog fusen på det internationale forskerteam, husker Silas Harrebye: 

“Vi blev faktisk overraskede over, at folk kunne huske det politiske budskab bedre, hvis de havde været udsat for de kreative events. Vi havde en forventning om, at en ny og anderledes form ville få mere positiv opmærksomhed, men at indholdet - den politiske substans - måske nok ville blive taget mindre seriøst, og at budskabet ikke ville blive husket lige så godt. Det var ikke tilfældet.” 

LINK: The Copenhagen Experiment er udviklet sammen med The Center for Artistic Activism, der er et videnscenter for kreativ aktivisme. Find centret her.

Kend aktivismens begrænsninger
Mens det var positivt, at testpersonerne midt i spektaklet kunne huske, hvad det politiske budskab var, så viste forsøget også, at doseringen af de kreative elementer skal foretages med måde: 

“Det blev klart, at der er grænser for, hvor kreativ man kan være. Hvis man er for klovnet, er der risiko for, at man ikke bliver taget seriøst. Der kan nemlig opstå en ubalance mellem publikum, deltagere, budskab og egen organisation, hvis det bliver for gøglet og skørt.” 

For kreativ aktivisme har begrænsninger, som man skal gøre sig klart, understreger Silas Harrebye. For hvor man måske taler til nye målgrupper, risikerer man også, at andre falder fra. Eksempelvis hvis man bruger ironi, der bliver for indforstået, eller hvis tonen eller metoden bliver for skarp og frastøder andre. 

Flere kreative indspark i fremtiden
The Copenhagen Project hævder ikke at give alle svarene på, hvad kreativ aktivisme kan, understreger Silas Harrebye. For metodisk har projektet sine begrænsninger. Derfor er det blandt andet meningen, at det samme setup skal afprøves forskellige steder i verden for at skabe større sikkerhed om resultaterne. 

LINK: Beautiful Trouble er et netværk, hvor aktivister blandt andet deler metoder og ideer. Dyk ned i deres værktøjskasse her.

Til gengæld tør Silas Harrebye godt skrive under på, at taktisk og strategisk aktivisme er noget, vi kun vil se mere af fremadrettet. Blandt andet fordi det taler godt ind i det nuværende politiske landskab, men også fordi den offentlige samtale i dag er præget af symboler, billeder og gode historier. 

“Opmærksomhedsøkonomien stiller større krav til dem, der gerne vil sætte en dagsorden. Clickbait, forstærkede ekkokamre og komplekse dagsordner betyder, at også aktivister må opdatere deres værktøjskasse og slibe de vigtigste redskaber. Det ser vi eksempelvis, når klimabevægelsen laver nye varianter af klassiske demonstrationer, strejker og boykots”.

Udstiller forfængelige diktatorer
Derudover er kreativ aktivisme ikke kun noget, frie samfund kan bruge. Det er også tilpasningsdygtigt til undertrykkende regimer. 

“Hvis forsamlings- eller ytringsfriheden er under pres, kan kreativ aktivisme bruges til at omgå disse pressionsmekanismer. Vi har set eksempler på, at folk går på gaden, mens de hamrer på potter og pander, synger, fløjter eller sætter lys i vinduet for at markere deres utilfredshed,” siger Silas Harrebye og uddyber: 

“Det kan også bruges til at gøre grin med forfængelige og undertrykkende magthavere, hvilket nok er det værste, de ved. Det underminerer de stærke ledere, ikke ved at sætte hårdt mod hårdt, men ved at flytte folks opfattelser og indgyde håb om en bedre fremtid - blandt andet fordi det har et stærkt billedsprog,” siger Silas Harrebye. 

Slip den politiske fantasi løs
I en dansk kontekst kan kreativ aktivisme potentielt bruges til at mobilisere begejstring, bygge bro hos dem, der ellers er uenige, og tilvejebringe nye løsninger, som vi ikke har fantasi til at forestille os. Noget, der vil blive mere og mere efterspurgt, forudser Silas Harrebye. 

“Hjernescanninger har vist, at kreativitetsøvelser åbner centre i hjernen, som gør os mere tolerante, mere fleksible og mere åbne for nye og andre måder at tænke på. Vi tænker simpelthen anderledes, når vi får nogle provokerende eller inspirerende indspark. Det faktum bestyrker mig i min hypotese om, at kreativ aktivisme også kan stimulere den politiske fantasi i et samfund som det danske, som længe har været kvalt af selvtilfredshed og pragmatisme,” siger han. 

LINK: For nylig udgav demokratiforsker Silas Harrebye bogen "Sæt strøm til Demokratiet", hvor han argumenterer for, at vores demokrati har glemt, hvad det vil sige at være innovativ. Læs mere om bogen her.

Netop hvordan kreativ aktivisme kan påvirke den politiske fantasi er næste projekt i pipelinen for Silas Harrebye. Og spørger man demokratiforskeren, er der al mulig grund til at dyrke netop det felt:  

“Vi har et hjemligt politisk klima, hvor man for guds skyld ikke må opfattes som urealistisk eller utopisk. Man skal helst søge kompromiser, og ingen tør rigtig give slip. Men jeg tror, at vi må gå nye veje for at finde løsninger på de store udfordringer og kriser, vi står overfor.