Kronik

Analysechef og antropolog: Beredskabet skal være forankret i de lokalsamfund, det skal beskytte

Det er afgørende, at det nye ministerium bygger bro til lokale beredskabsinitiativer og understøtter de uformelle strukturer, som det formelle beredskab skal spille sammen med, skriver Mette Volquartzen og Kirstine Behrmann Cool.

Lokale og frivillige initiativer kan bidrage til beredskabet på måder, som centraliserede strukturer ikke kan efterligne, skriver Mette Volquartzen og Kirstine Behrmann Cool.
Lokale og frivillige initiativer kan bidrage til beredskabet på måder, som centraliserede strukturer ikke kan efterligne, skriver Mette Volquartzen og Kirstine Behrmann Cool.Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Mette VolquartzenKirstine Behrmann Cool
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det nye Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab står over for en enestående mulighed for at nytænke, hvordan vi som samfund håndterer kriser og katastrofer og styrker vores samfunds modstandsdygtighed, robusthed og resiliens.

I Danmark er vi velsignet med mange velfungerende lokale og frivillige initiativer, som har vist sig at være uundværlige i tider med kriser. Disse initiativer er dybt forankrede i deres lokalsamfund, er baserede på gensidighed og mere eller mindre uformelle organisationsformer og opererer med en fleksibilitet og en dyb forståelse for lokale forhold, som centraliserede strukturer ofte mangler.

Den stærke frivillige aktivitet og kultur styrker allerede i dag samfundets resiliens: Vores evne til at modstå ydre kriser og pres – og at komme os hurtigt, når katastrofen er overstået. Derfor bør de fange ministeriets interesse.

Et stærkt beredskab bygger på et stærkt samfund

Et godt beredskab udgør en integreret indsats på tværs af nationale, regionale og lokale aktører. Derfor er det meget positivt, at ressortområder fra Forsvarsministeriet og Justitsministeriet sammen med opgaver fra Miljøministeriet, Erhvervsministeriet og Finansministeriet nu samles i et ministerium. Det øger muligheden for en samlet, koordineret indsats.

Stærke samfund, hvor borgerne kender og hjælper hinanden, er bedre stillede både før, under og efter en katastrofe.

Mette Volquartzen og Kirstine Behrmann Cool
Hhv. Analysechef, Beredskabsforbundet og direktør, Is it a bird

Men beredskab er mere end disse formelle instanser, der tjener rigets sikkerhed, hvis katastrofen rammer. Et stærkt beredskab består af formelle instanser, som vi alle kender og vel tænker på, når vi hører ordet beredskab: Politi, brandvæsen, redningstjenester, hospitaler og forsvar med mere.

Beredskab er også velorganiserede frivillige aktører, der supplerer det formelle beredskab og er en integreret del af det offentlige beredskab, selvom de er frivillige – for eksempel de sønderjyske brandværn, deltidsbrandmænd, Ø-beredskaberne samt medlemmer af Beredskabsforbundet og Hjemmeværnet.

Men beredskab er også naboens hjælpende hånd over hækken. Det er akutgrupperne og Gæsteberedskabet på de små danske øer, der hjælper tilskadekomne, indtil fastlandets beredskab når ud til ulykkesstedet. Det er hjerteløberen, der træder til ved hjertestop, og det er Facebookgruppen, hvor man hjælper hinanden på tværs af geografi og sociale bånd og med både stort og småt.

Det er ildsjælene, der brænder for deres lokalsamfund og kender hvert et hjørne og krog af den lokale geografi og har et stærkt og dybt lokalt netværk. Det er borgere, der træder til for hinanden i en krisesituation, selvom de aldrig har mødt hinanden før. Og det er den kommunale embedsmand, der kører ud en sen aftentime efter fyraften og lægger sandsække ud sammen med borgerne ved en stormflod.

Stærke samfund, hvor borgerne kender og hjælper hinanden, er bedre stillede både før, under og efter en katastrofe. Derfor bør det nye ministerium interessere sig for og understøtte alle disse uformelle strukturer, som det formelle beredskab skal spille sammen med.

Gemeinschaft og Gesellschaft: En ramme for forståelse

Den tyske sociolog Ferdinand Tönnies præsenterede i slutningen af 1800-tallet begreberne Gemeinschaft og Gesellschaft, der tilbyder en ramme for at forstå vores samfundsberedskab.

En kort introduktion: Gemeinschaft er en samfundslogik hentet fra traditionelle samfund, der er præget af nære, personlige bånd, uformelle relationer baseret på tillid, fælles værdier og gensidig støtte. Denne type af relationer er hjertet i mange af de lokale og frivillige beredskabsinitiativer, som allerede fungerer godt rundt om i landet.

Fællesskabets styrke og fleksibilitet og et dybt lokalt kendskab gør det muligt at reagere hurtigt og effektivt på lokale kriser.

Mette Volquartzen og Kirstine Behrmann Cool
Hhv. Analysechef, Beredskabsforbundet og direktør, Is it a bird

På den anden side beskriver Gesellschaft en moderne, industrialiseret samfundslogik reguleret af kontrakter, etablerede strukturer og professionaliserede institutioner. Den tænkning ser vi i de centraliserede beredskabsinstitutioner, der opererer på grundlag af klare regler, hierarkier og professionel ekspertise.

Vi mener, at en forståelse og anerkendelse af begge måder at arbejde med beredskab på er nødvendig for, at vi bedst kan håndtere de udfordringer, der truer vores samfund. Det handler om at facilitere et godt møde imellem uformelle, lokale indsatser båret af nære relationer og omsorg på den ene side, og de formelle, institutionaliserede og stærkt regulerede indsatser båret af formelt ansvar på den anden.

Det handler om at erkende, at idealet ikke er rent rationelle, systemiske løsninger, men at det mest effektive beredskab etableres i mødet mellem system og lokal kultur, mellem Gesellschaft og Gemeinschaft.

Det er derfor afgørende, at det nye ministerium ikke ser på de lokale frivillige initiativer som svagheder, der skal rettes op på, men snarere som ressourcer, der kan bidrage med noget værdifuldt.

Visioner for et beredskabsministerium, der arbejder for lokal resiliens

Det nye ministerium har altså potentialet til at styrke samfundets resiliens ved at understøtte og skabe synergi til de mange lokale og frivillige initiativer, som allerede har vist deres værd. De kan nemlig bidrage til beredskabet på måder, som centraliserede strukturer ikke kan efterligne.

I stedet for at se på de centraliserede beredskabsstrukturer og de lokale initiativer som modsætninger, bør ministeriet derfor se dem som komplementære.

Fællesskabets styrke og fleksibilitet og et dybt lokalt kendskab gør det muligt at reagere hurtigt og effektivt på lokale kriser. Men samtidig er der brug for klare strukturer og veldefinerede hierarkier for at sikre sammenhæng og effektiv koordinering af lokale initiativer.

De centraliserede strukturer kan tilbyde den nødvendige rygstøtte og ressourcer, som de lokale initiativer har brug for, mens de lokale fællesskaber kan tilføre den personlige og kulturelle indsigt, som gør beredskabet mere relevant og effektivt, når den centraliserede indsats møder den specifikke lokale kontekst.

Med ministeriets støtte kan disse lokale ordninger blomstre endnu mere. Ministeriet kan bidrage med ressourcer, træning og koordinering, uden at overtage eller udvande de unikke egenskaber, der gør de lokale initiativer succesfulde. Ministeriets Gesellschaft-logik bør derfor møde lokale Gemeinschaft-systemer med nysgerrighed, anerkendelse og støtte.

Hvis det nye ministerium formår at bygge bro til de lokale, frivillige beredskabsinitiativer, har vi en enestående mulighed for at udvikle et stærkt og samlet beredskab, der ikke blot er effektivt, men som også er dybt forankret i de samfund, det skal beskytte.

Det er vejen frem for at skabe et Danmark, der er rustet til at modstå fremtidens udfordringer med både styrke og sammenhold. Hvor fællesskabet betragtes og behandles som vores første forsvarslinje. Hvis vi lykkes med det, står vi måske ved begyndelsen af en ny æra, hvor vi kan bygge et stærkere og mere modstandsdygtigt samfund – sammen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Volquartzen

Analysechef, Beredskabsforbundet
cand.mag historie (Københavns uni. 2008), ph.d. jura (Københavns uni. 2019)

Kirstine Behrmann Cool

Antropolog og direktør, Is it a bird
cand.scient.anth. (Københanvs Uni.)

Torsten Schack Pedersen

Minister for samfundssikkerhed og beredskab, MF (V)
HH (Nordvestjysk Handelsgymnasium 1995), cand.polit. (Københavns Uni. 2004)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024