Anders Bondo advarer: OK24 bliver en katastrofe, hvis stridighederne ikke begraves

I 2018 kom fagbevægelsens modsvar til Moderniseringsstyrelsens strategi. Under slogan som "nok er nok" og "en for alle – alle for en" gik en samlet fagbevægelse på det offentlige område i offensiven for at bryde arbejdsgivernes dagsorden om forringelser og ikke mindst for at rette op på forringelserne fra OK15.

Arbejdsgiverne kom i defensiven og med udsigt til, at forhandlingerne ville ende i Forligsinstitutionen, holdt de kortene ualmindeligt tæt til kroppen. Det havde den selvforstærkende effekt, at forhandlingerne rent faktisk endte i Forligsen.

Enhver, der kender forhandlingssystemet, ved, at det ikke er i Forligsinstitutionen, at de nye progressive tanker tænkes. Målet er at undgå en konflikt. Stumperne blev reddet, og den truende omfattende konflikt undgået i ellevte time.

Den seneste overenskomst blev indgået for godt et år siden på et tidspunkt, hvor coronapandemien fortsat hærgede. Langt hovedparten af organisationerne havde opfordret til, at forhandlingerne blev udskudt, da en samfundskrise er et elendigt bagtæppe for en overenskomstforhandling.

Men da der ikke kunne opnås fuldstændig enighed på lønmodtagersiden, blev forhandlingerne gennemført med det, der bedst kan betegnes som en vedligeholdelsesoverenskomst, som resultat.

Det er nu, inden det officielle forhandlingsspil går i gang, at parterne skal skabe grobunden for nogle langt mere perspektivrige forhandlinger

Anders Bondo Christensen

Ved ikke mindre end seks overenskomster i træk har vi på det offentlige område forpasset muligheden for at bruge den danske forhandlingsmodel til at løse påtrængende fælles udfordringer. Nu er manglen på kvalificeret arbejdskraft i hele den offentlige sektor imidlertid så alvorlig en trussel, at det dødvande må og skal brydes i 2024.

Og 2024 er faktisk lige om hjørnet. Det er nu, inden det officielle forhandlingsspil går i gang, at parterne skal skabe grobunden for nogle langt mere perspektivrige forhandlinger.

Arbejdsgiverne må endegyldigt forlade deres ensidige effektiviseringsdagsorden og i stedet tage den omsiggribende rekrutteringsdagsorden alvorligt og fokusere på, at den kommende overenskomst understøtter en helt nødvendig målsætning om at skabe mere attraktive arbejdspladser.

De faglige organisationer må skabe en fælles forståelse af, at rekrutteringsudfordringen gælder stort set alle faggrupper: Sosu-assistenter, speciallæger, fængselsbetjente, pædagoger, lærere, sygeplejersker og flere endnu.

Der er brug for, at de faglige organisationer nedtoner de interne uenigheder og møder arbejdsgiverne med en fælles strategi for at løse denne komplekse og alvorlige udfordring for vores velfærdssamfund.

Det bliver ikke nogen nem opgave, og alle os, der er brugere af velfærdssamfundet, må derfor krydse fingre for, at parterne hver for sig og sammen allerede nu er i gang med disse overvejelser.

Det kan blive katastrofalt, hvis vi endnu en gang i 2024 forpasser mulighederne i den danske forhandlingsmodel.