Når medier og politikere bagatelliserer krigsforbrydelser i Libanon, baner det vej for en gentagelse af Gaza

Det har Hizbollah gjort siden bevægelsen startede som en militant modstandsbevægelse under Israels invasion af Libanon i 1982, og særligt efter de i starten af 1990'erne overgik til at være et politisk parti.

I dag trækker gruppens netværk tråde til store dele af Libanons shiitiske samfund. 

At føre krig mod dette samfund er kun muligt, hvis man er indforstået med at ødelægge civil infrastruktur og dræbe civile.

Helt konkret har Israels militære efterretningstjeneste gennem flere år lavet lister med mål, som skal rammes når – og det er nu – en fuldtonet krig mod Hizbollah bryder ud.

Det kan man blandt andet læse i den uafhængige israelske sikkerhedsgruppe Meir Amits rapporter, som er offentlige tilgængelige.

Kampen mod politiske modstandere retfærdiggør ikke ødelæggelsen af hele samfund.

Sune Haugbølle
Professor, Roskilde Universitet

Skoler, kliniker, hospitaler og rådhuse i byer som Bint Jbeil, Nabatiyeh og Tyre i Sydlibanon, men også mange mål i Beiruts sydlige forstæder og Bekaa-dalen står på disse lister. Det stemmer overens med de sidste ugers angrebsmønstre.

13. oktober bombede Israel det gamle marked i Nabatiyeh og den nærliggende landsby Mayfadoun. Steder med stor kulturel værdi for området og mange hundrede års historie gik tabt på minutter, blandt andet et ældgammelt træ, som var Mayfadouns vartegn. 

16. oktober blev Nabatiyehs borgmester, Ahmed Kheil, dræbt på sit kontor. Kheil var medlem af Hizbollahs politiske gren, men ikke af den militære gren, som fører krig. Det er kun Hizbollahs militære gren, der står på EU's og Danmarks terrorliste.

Sådan ser Israel ikke på det, og fordi Hizbollah i denne udvidede forståelse ikke bare omfatter deres militær, så har Israel reelt en stor del af Libanon i sigtekornet. Men selvfølgelig først og fremmest Sydlibanon.

Sydlibanons byer og områder, der ofte bliver beskrevet som shiitiske, er socialt og religiøst blandede områder. Her bor også hundredtusinder af civile, som ikke har nogen direkte relation til Hizbollah.

Her er kristne landsbyer, kommunister, ateister, drusere, og sunnimuslimer.

Hvis Israel fører doktrinen om krig imod 'modstandssamfundet' ud i sin yderste konsekvens, så vil mange af de steder blive totalt ødelagt, præcis som det er sket i Gaza. Det er Libanons sociale sammenhæng og kultur, der bliver splittet ad. 

Benyamin Netanyahu lovede dette klart og tydeligt, da han 8. oktober sagde, at Israel vil gøre Libanon til et nyt Gaza. Andre israelske politikere som Benny Gantz har omtalt Hizbollah som en 'kræftsvulst', der skal fjernes.

Vi kan se på landsbyer nær grænsen til Libanon, hvor Hizbollah har haft baser, depoter og tunneller, for at få en idé om, hvordan den form for kirurgi vil tage sig ud.

Yaroun, Ain al-Delb og flere andre beboelser ligger i ruiner. 16. oktober blev det meste af landsbyen Muhaibib sprunget i luften. Israelske soldater optog operationen på video og uploadede den på X.

Vi har her i Danmark svært ved at tale klart og tydeligt om, hvad der foregår i disse angreb. De fleste medier og politikeres rettesnor er, at Israel fører en nødvendig forsvarskrig mod terrorgrupper. Interessen i at se nærmere på de faktiske krigshandlinger synes begrænset. 

Det er ulovligt i henhold til krigens regler, som de er vedtaget i de fire Geneve-konventioner, at nægte at skelne mellem fjenders civile og militære infrastruktur.

De fleste medier og politikeres rettesnor er, at Israel fører en nødvendig forsvarskrig mod terrorgrupper. Interessen i at se nærmere på de faktiske krigshandlinger synes begrænset.

Sune Haugbølle
Professor, Roskilde Universitet

Kampen mod politiske modstandere retfærdiggør ikke ødelæggelsen af hele samfund.

Det gælder heller ikke, hvis man anskuer sine fjender som terrorister. Det er hverken moralsk eller retsligt forsvarligt. Hvordan ser vi ikke en større reaktion? 

Jeg tror, at svaret skal findes i mediedækningen og i den politiske diskurs.

I TV Avisen 12. oktober mindede udlandsredaktøren for en stor avis seerne om, at de civile tab i Libanon er "collateral damage", den beklagelige men uundgåelige følgevirkning af militære angreb mod en terrororganisation, der gemmer sig blandt de civile. 

Samme budskab med lidt andre ord formulerede den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, i en tale til den tyske Bundestag 10. oktober.

Tyskland, sagde hun, mener, at civile mål, under bestemte omstændigheder, kan miste deres beskyttede status. "Det er det, Tyskland står for, og det er det vi mener, når vi taler om Israels sikkerhed".

Baerbocks udtalelser repræsenterer et skred i Tysklands efterlevelse af folkeretten, og de er da også blevet heftigt kritiseret efterfølgende. Krigens regler foreskriver, at den angribende part skal gøre sig umage for at beskytte liv og levned og skelne mellem militære og civile mål.

Ideen om, at Israels fortolkning af deres særlige omstændigheder tilsidesætter eller omdefinerer krigens regler, er frit opfundet til lejligheden og repræsenterer hverken jura eller for den sags skyld EU's position.  

Det har konsekvenser, når medier og politikere bagatelliserer veldokumenterede krigsforbrydelser. Ville det være en fodnote, hvis 22 mennesker blev dræbt ved et pludseligt luftangreb i en europæisk landsby, sådan som det skete 14. oktober i den kristne, libanesiske landsby Aito?

I TV Avisen lød det om aftenen lakonisk, at "i det nordlige Libanon har der i dag været angreb og flere meldes dræbt".

Aito ligger langt fra Hizbollahs områder og de dræbte havde ikke, så vidt vides, noget med krigen at gøre. Præcis som det er sket for tusinder i Gaza, så mistede disse civile livet uden retfærdiggørelse eller synlighed. 

Vores accept af 'collateral damage' i krigen mod terror har håndgribelige resultater. FN har beregnet, at hvis man samlede alle de 42 millioner tons murbrokker fra angrebne i Gaza sammen, ville man kunne bygge 11 keopspyramider. 

11 keopspyramider er ikke 'collateral damage'. Det er strukturel destruktion i en forsvarskrig, der skal sikre Israel. Men som også for længst er blevet til en regional angrebskrig med mandat til at gennemføre en monumental kollektiv afstraffelse af palæstinensere og nu libanesiske shiamuslimer.