Anders Bondo: En stærk folkeskole – også for friskolernes skyld

Af Anders Bondo Christensen
Formand for Danmarks Lærerforening

Folkeskolen er vores vigtigste samfundsinstitution.

Den er med til at opbygge og udvikle et samfund præget af demokrati og sammenhæng, fordi folkeskolen er stedet, hvor børn med forskellige baggrunde mødes og indgår i et forpligtende fællesskab.

Folkeskolen skaber sammenhæng i tiden, men også gennem tiden, for folkeskolen er Danmarks vigtigste kulturformidlende institution.

Der er reelt kommuner, hvor man i dag kan sætte spørgsmålstegn ved, om der overhovedet eksisterer en folkeskole i den betydning, vi normalt har lagt i ordet.

Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening

Folkeskolen skal naturligvis ruste eleverne til fremtidig uddannelse og deltagelse på arbejdsmarkedet, men også til at blive en del samfundet og menneskelige fællesskaber i bredere forstand.

I folkeskolen skal man ikke bare lære at finde vej i uddannelsessystemet, men også at finde vej i sit eget liv. Derfor er livsoplysning en grundpille i folkeskolen.

Der er ingen tvivl om, at vores solide fælles folkeskole er en væsentlig forklaring på, at Danmark hører til blandt de mest udviklede og demokratiske samfund i verden.

Friskole som alternativt valg
Folkeskolens forudsætning er, at den er skolen for det store og brede udsnit af eleverne. Hvis de forældre, der har det største engagement i deres børns skolegang, i stigende grad vælger folkeskolen fra, ender vi med en folkeskole af navn og ikke af gavn.

Det vil være en katastrofal situation også for friskolerne, som vi kender dem i dag.

Vi har undervisningspligt i Danmark, og Grundloven sikrer, at samfundet stiller et gratis undervisningstilbud til rådighed i form af folkeskolen.

Vi har imidlertid også en god og lang tradition for, at forældre har mulighed for at vælge en friskole til deres børn som alternativ til folkeskolen. Der kan for eksempel ligge særlige religiøse, politiske eller pædagogiske synspunkter til grund for valg af friskole.

Fælles for friskolerne har været, at de repræsenterede et særligt valg fra forældrenes side. Et tilvalg af friskole – ikke et fravalg af folkeskole.

Forringede forhold for folkeskolerne
Gennem de seneste år har balancen imidlertid forrykket sig, og et stadigt stigende antal elever går på private grundskoler, når tallet gøres op på landsplan.

Dette dækker over meget store lokale forskelle, og der er reelt kommuner, hvor man i dag kan sætte spørgsmålstegn ved, om der overhovedet eksisterer en folkeskole i den betydning, vi normalt har lagt i ordet.

Lukningen af folkeskoler i lokalsamfundene har helt klart bidraget til denne udvikling, men også folkeskolens rammevilkår er en væsentlig del af forklaringen.

Siden 2009 er antallet af lærerstillinger faldet med 14 procent, mens elevtallet kun er faldet med fem procent i samme periode.

Fra 2012 skulle det stadigt faldende antal lærere også løse inklusionsopgaven, som betød, at elever med særlige udfordringer, der før havde modtaget specialundervisning, nu skal rummes i den almindelige undervisning. Og i 2014 blev elevernes timetal forøget med ikke mindre end 36 procent med den nye folkeskolelov, uden at der blev tilført flere lærerkræfter.

De helt konkrete konsekvenser på skolerne er blandt andet, at klassekvotienten stiger år for år, og at det antal undervisningstimer, som læreren skal præstere, også stiger år for år.

Ressourcer og opgaver hænger ikke sammen
Den manglende sammenhæng mellem de ressourcer, folkeskolen har til rådighed, og de opgaver, folkeskolen forventes at løfte, kan ikke undgå at få konsekvenser for lærernes mulighed for at løfte deres vigtige opgave – og dermed forældrenes oplevelse af kvaliteten i undervisningen i folkeskolen.

Problemet med, at flere fravælger folkeskolen, bunder dermed ikke primært i, hvorvidt de frie skoler får flere eller færre ressourcer, men at folkeskolen er forpligtet til at løse langt flere opgaver, end den har ressourcer til.

Politiske beslutninger fra Christiansborg og byrådet binder en stor del af ressourcerne, så prioriteringen på skolen er stærkt begrænset.

Det gælder for eksempel den lange skoledag, der er upopulær blandt en stor del af elever og forældre, de obligatoriske test og en række bureaukratiske opgaver som elevplaner, kvalitetsrapporter, læringsmålstyret undervisning med mere.

Folkeskolen kastebold mellem stat og kommuner
Ingen tager det politiske ansvar for, at folkeskolen kan lykkes med sin opgave. Politikerne på Christiansborg skubber ansvaret ud i kommunerne, og kommunalpolitikerne sender det retur til Christiansborg.

Resultatet er, at ledere, lærere og skolebestyrelser står tilbage med aben, og forældrene stemmer i stigende grad med fødderne.

Folkeskolen er heldigvis stadig fyldt med dygtige engagerede lærere, som hver dag gør deres yderste for at levere den bedst mulige undervisning.

Hvis vi også i fremtiden ønsker en folkeskole, der er det naturlige førstevalg, skal vi sikre den rammer og vilkår, der gør, at den har mulighed for at løfte sin vigtige opgave for eleverne og for samfundet.

Og husk - en stærk folkeskole er forudsætningen for, at vi kan fastholde vores værdifulde friskoletradition.