Benny Damsgaard: Messerschmidt styrker Moderaterne og Kristendemokraterne

Selvom uroen i Dansk Folkeparti langtfra er slut, gav Morten Messerschmidts klare sejr ham et mandat til at forsøge at gennemføre den nye politisk-taktiske linje, som han allerede annoncerede under valgkampen, og som han gentog på pressemødet efter sejren søndag.

Centralt i denne linje er, at Dansk Folkeparti fremover skal gå målrettet efter at komme i en eventuel blå regering efter næste folketingsvalg.

"Læren er, at det er i ministerierne, indflydelsen ligger," som Messerschmidt formulerede det i interviewet i Berlingske i november. Forbeholdene fra Kristian Thulesen Dahls tid er væk.

Det er uklart, om Messerschmidts folkeparti også kan støtte en ren VK-regering med Nye Borgelige og Dansk Folkeparti som støttepartier.

Det er dog ikke uklart, om Dansk Folkeparti – og for den sags skyld Nye Borgerlige – kan støtte en borgerlig regering over midten baseret på De Radikale. Det har begge partier klart afvist.

Tilbage står derfor, at en borgerlig regering med eller uden Dansk Folkeparti enten skal kunne skaffe et "rent blåt" flertal af Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, hvad der ikke er nogen tegn på i målingerne, eller basere sig på Lars Løkke Rasmussens Moderaterne og Kristendemokraterne.

Politisk er den sidste kombination med Moderaterne og Kristendemokraterne ikke blevet lettere den seneste uge. Kristendemokraterne var sammen med Dansk Folkeparti med i fredagens reformaftale med regeringen, hvilket har fået dem til at kritisere især Venstre og Konservative for at svigte erhvervslivet og for "borgerligt liberalt forfald".

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige vil være til at tale med, hvis der skulle komme et borgerligt flertal

Benny Damsgaard

Efterfølgende har retorikken fået endnu et nyk opad. Ovenpå de strandene reformforhandlinger har Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige præsenteret deres eget forslag til en ny beløbsordning.

Centralt i dette "blå" forslag er, at det fremover skal være et krav, at personer, som vil til Danmark på beløbsordningen, ikke må komme fra lande i Mellemøsten og Nordafrika.

Et krav fra Nye Borgerlige, som Venstre, Konservative og Liberal Alliance valgte at acceptere, selvom det er i direkte modstrid med, hvad især Liberal Alliance og ikke mindst Konservative tidligere har sagt.

Reaktionen fra Kristendemokraterne kom prompte. "Jeg kan slet ikke være i det. Det kan aldrig nogensinde blive sund, borgerlig politik, at man som mennesker først vurderes på sin herkomst og først derefter på sine evner. En positivliste baseret på "erfaringer"? Lad os bare kalde det, hvad det er: En liste over fordomme og generaliseringer," skrev formanden for Kristendemokraterne, Isabella Arendt, på Facebook. Moderaterne har i skrivende stund ikke reageret på forslaget.

Forklaringen på den tilspidsede stemning er først og fremmest meningsforskelle. Man skal dog huske på, at der er mange borgerlige midtervælgere, som vil have det svært med en borgerlig regering med Dansk Folkeparti som medlem.

Især hvis det bliver en regering, som vil være nødt til og være villig til at give betydelige politiske indrømmelser til Nye Borgerlige undervejs.

Der er en forventning i Venstre og Konservative om, at både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige vil være til at tale med, hvis der skulle komme et borgerligt flertal.

Bolden er nu givet op til en perlerække af overbudsudmeldinger fra Nye Borgerlige og især Dansk Folkeparti

Benny Damsgaard

Bag linjerne er begge partier noget mere pragmatiske, end de er offentligt, lyder det fra Venstre og Konservative. De peger blandt andet på, at når Nye Borgerlige taler om "tre ufravigelige krav", skal de forhandlingsmæssigt ikke forstås som værende helt så ufravigelige, når det kommer til stykket.

Udfordringen for det borgerlige Danmark er dog bare, at i politik gælder reglen om, at "perception is reality" – opfattelsen er virkeligheden.

Det er, gudskelov vil nogen mene, kun relativt få vælgere, der følger så detaljeret med i det politiske spil, at de er klar over, at der er tegn på, at både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige under radaren er ved at blive mere pragmatiske.

Det, som langt hovedparten af vælgerne ser, er, at Venstre, Konservative og Liberal Alliance fremsætter forslag, som går fundamentalt imod det, som flere af dem tidligere har ment af hensyn til Nye Borgerlige.

Og de ser, at et Dansk Folkeparti, som går ind for en dansk udmeldelse af EU, vil i en borgerlig regering, uden at hverken Venstre og Konservative hælder det politiske krav ned ad brættet.

En del af forklaringen på den sidste meget afventende tilgang fra Venstre og Konservative skal man finde i julen.

Her meldte Søren Pape Poulsen ud, at han mente, at det var naturligt, at den borgerlige partileder, som kunne skaffe flest borgerlige mandater bag sig, skulle være borgerlig forhandlingsleder i tilfælde af et borgerligt flertal. Et på mange måder ganske logisk synspunkt.

En afledt effekt af det er imidlertid, at det har styrket Nye Borgerlige og Dansk Folkepartis forhandlingsposition gevaldigt. Når afgørelsen om, hvem der skal være den borgerlige statsministerkandidat, reelt ligger hos Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, har hverken Venstre eller Konservative noget incitament til at lægge sig ud med de to partier – tværtimod.

En næsten perfekt spillebane til Kristendemokraterne og Moderaterne op mod valget

Benny Damsgaard

Bolden er nu givet op til en perlerække af overbudsudmeldinger fra Nye Borgerlige og især Dansk Folkeparti, som står overfor en enorm genopbygningsopgave.

Under VKO-regeringen og til dels VLAK-regeringen var der en betydelig gruppe borgerlige vælgere, der accepterede samarbejdet med Dansk Folkeparti, men som grundlæggende havde det skidt med det. Noget, som man blandt andet så udmønte sig i etableringen af Ny Alliance under VKO, og som vi senest har set som en central del af Løkkes argumentation for etableringen af Moderaterne.

Alt peger derfor i retning af, at et Venstre og Konservative, som konkurrerer om gunsten hos Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, med tiden vil begynde at skalle vælgere af mod midten. En afskalling, der uden tvivl vil øges, hvis den interne, borgerlige konkurrence får et ekstra skud steroider med et nyt Inger Støjberg-parti.

Selvom der stadig er halvandet år til næste valg, er tiden for de store, brede forlig ved at være forbi for denne valgperiode. Stemningen på Christiansborg ovenpå coronapandemien, minksagen og ikke mindst statsminister Mette Frederiksens slettede sms'er er ikke til det længere.

Den uforsonlige tone mellem regeringen og oppositionen, og især et Venstre og Konservative, som konstant bejler til Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti i en intern borgerlig konkurrence, efterlader en næsten perfekt spillebane til Kristendemokraterne og Moderaterne op mod valget.

Noget, som især Kristendemokraterne, der igen er under spærregrænsen efter den første mediedækning af Jens Rohdes skifte, har behov for. Tiden vil vise, om de formår at udnytte den.