Boganmeldelse: Bomholt har ikke fået den biografi, han har fortjent

Politik kan være en brutal arena at udfolde sig i. For de, der vier deres arbejdsliv til politik, ydes der langt fra altid retfærdighed. Nogle kanoniseres ind i Danmarkshistorien, mens andre glemmes, før de får fred.

Julius Bomholt (1896 til 1969) kronede et langt liv som socialdemokratisk politiker ved at blive Danmarks første kulturminister i 1961. Tre år senere fyrede statsministeren, Jens Otto Krag, ham i 1964. Det var en stor skuffelse for Bomholt, der døde som en bitter mand på Esbjerg Sygehus 2. januar 1969.

Med sin mursten af en biografi skriver Jørn Henrik Petersen nu Julius Bomholt ud af glemslen og ind i den politiske historie som en lille gigant i det 20. århundrede.

Først og fremmest søsætter han Statens Kunstfond med kunstnerstøtte, uddelt af sagkyndige med armslængdeafstand til de valgte politikere. Bomholts mantra er at støtte, men ikke dirigere kunsten

Niels Frid-Nielsen
Kulturkommentator

En god mand for Esbjerg
Efter en fattig opvækst i udkanten af Silkeborg uddanner Bomholt sig som teolog. I 1920'erne bliver han højskolelærer og senere forstander på Danmarks første arbejderhøjskole i Esbjerg. I 1922 melder han sig ind i Socialdemokratiet. Esbjergenserne vælger ham ind i Folketinget i 1929, og i 1930'erne sidder han også i en periode i Esbjerg Byråd.

Han er en god mand for Esbjerg. Arbejderhøjskolen er så succesfuld, at den danner model for en lignende højskole i Roskilde. På Christiansborg vælger den socialdemokratiske statsminister, Thorvald Stauning, at udnævne Hartvig Frisch som undervisningsminister.

I stedet udvirker Bomholt, at Esbjerg får en fiskerihavn på linje med dem i Hirtshals og Skagen. Også et imponerende hovedbibliotek får Bomholt til byen. Han foreslår en bro mellem Esbjerg og Fanø. Et universitet i Danmarks femtestørste by er ligeledes på ønskelisten. Broen blev dog ikke til noget, og universitetet kom først mange år senere.

Kunst og kultur til folket
I 1950 kommer det politiske gennembrud. Bomholt udnævnes til undervisningsminister i to perioder, men begge er så korte, at han ikke når at opleve sin virkelyst blive omsat til resultater i sin ministertid.

I stedet bliver han i 1957 socialminister. Her moderniserer og bereder Bomholt sociallovgivningen på velfærdsstaten, hvor socialhjælp ikke længere er en almisse, men en medmenneskelig rettighed.

I 1961 udnævner Viggo Kampmann ham så til kulturminister. I nogle få, men dynamiske år, skaber Bomholt grundlaget for den kulturpolitik, der føres i Danmark den dag i dag.

Først og fremmest søsætter han Statens Kunstfond med kunstnerstøtte, uddelt af sagkyndige med armslængdeafstand til de valgte politikere. Bomholts mantra er at støtte, men ikke dirigere kunsten.

Han vil have kunst og kultur ud til folket, men løber ind i problemer, da lagerforvalter Rindal fra Kolding skaber en folkelig protestbevægelse mod kunststøtten. Jens Otto Krag lytter til de folkelige protester og de yngre kræfter i Socialdemokratiet, der opfatter Bomholt som en gammel, selvhøjtidelig kulturpave. Krag beordrer kulturpause – og fyrer Bomholt.

Fra klassekamp til folkehjem
Ind i mellem det politiske får Bomholt også skrevet en række essays, digte og prosa, der giver hans livslange kamp for kulturen en dybere troværdighed.

Den politiske udvikling fra ung højskolelærer til gammel kulturminister er gjort af kompromisser, slesk tale og det, som forfatteren til biografien kalder politisk modning. Julius Bomholt argumenterer i sin ungdom for en klassebevidst arbejderkultur, der i dag nok ville blive opfattet som arbejderistisk socialrealisme.

Samtidig ivrer lysmageren Poul Henningsen om modernistisk billedkunst, jazz og dans med Josephine Baker. Men statsminister Stauning foretrækker Hartvig Frisch, der anslår en tredje socialdemokratisk vej i hovedværket 'Pest over Europa' (1933).

Frisch mener, at socialdemokrater sammen med andre demokratiske kræfter må danne en folkefront mod de totalitære kræfter, der ikke mindst i Tyskland og Italien truer demokratiet.

Frisch bliver undervisningsminister for næsen af Bomholt, der til gengæld dropper sin betonsocialistiske tilgang til tilværelsen og i løbet af 1930'erne bliver tilhænger af det socialdemokratiske folkehjem. Klassekampens socialistiske retorik smides i historiens skraldespand.

Vor tid i perspektiv
Jørn Henrik Petersens biografi handler om en person med en historie, der har historisk relevans, fordi den sætter vor tid i perspektiv. Rindals kritik af kunststøtten overlever nu om stunder i både i Dansk Folkeparti og Mette Frederiksens socialdemokrati.

Bomholt forbandt i sit virke altid ideer med konkrete handlinger. Petersen binder ikke i biografien på tilsvarende vis Bomholts konkrete liv sammen med hans ideer

Niels Frid-Nielsen
Kulturkommentator

Spørgsmålet er, om vi nogensinde har fået bygget den bro over kulturkløften, som Julius Bomholt drømte om i 1960'erne?

Desværre formår Jørn Henrik Petersen slet ikke at formidle sit enorme researchmateriale med det overblik, perspektiv og den distance, der kunne gøre biografien til relevant læsning i dag.

Som skribent er Petersen helt ukritisk over for sin hovedperson og kan knap skelne mellem Bomholt og sig selv. Det bliver i lange passager så familiært, at den voksne Bomholt omtales ved fornavnet Julius.

Alligevel får Petersen ikke tegnet et psykologisk sammenhængende portræt af den ærekære, selvhøjtidelige socialdemokrat, der hele livet kæmper "for de andre", som Bomholt yndede at sige.

Bomholt forbandt i sit virke altid ideer med konkrete handlinger. Petersen binder ikke i biografien på tilsvarende vis Bomholts konkrete liv sammen med hans ideer.

Biografien følger tematiske nedslag i en grad, så kronologien ryger fløjten, og man bliver helt rundtosset af at rejse frem og tilbage i bogens tidskarrusel. I en bedre verden ville manuskriptet have fået en gennemskrivning til, sådan at Julius Bomholt – og vi – havde fået den biografi, han har fortjent.