Niels Frid anmelder: Ny bog om Kulturministeriets første 60 år er udsøgt læsning

Kulturkløft. Armslængde. Gummistempel. Og ventil. 

Det vrimler med opfindsomme begreber og metaforer som ukrudt i et rosenbed i den verden af kulturpaver, rindalister, røde lejesvende, hashrygende trappeartister og Solvognens Julemandshær, der alle sammen har Kulturministeriet som finansielt omdrejningspunkt.

Det har føget med spektakulære debatter, konflikter og persondramaer siden Kulturministeriet blev oprettet for i dag 60 år siden. Man kan sige, at lige så meget ministeriet har fyldt i medielandskabet, lige så lidt har kulturen fået lov at fylde i finansloven. Omkring én procent af statens årlige udgifter er siden 1961 gået til kunst og kultur.

Alligevel har kunststøtten affødt vedvarende protester lige siden. Kulturkløften mellem lagerforvalter Peter Rindal og kultureliten, der nød godt af kulturstøtten, bed sig fast fra oprettelsen af Statens Kunstfond i 1964. Fanden var løs i Laksegade, da forfatteren Klaus Rifbjerg blev indstillet til støtte. Lagerforvalteren så sig så rasende på den succesrige forfatter, der kørte rundt i en rød sportsvogn, at det udviklede sig til en hel protestbevægelse: rindalismen.

Bomholts kulturoffensiv
Det var ellers efterkrigstidens begyndende velfærd, den voksende fritid og den kommercielle underholdning fra USA, der fik statsminister Viggo Kampmann (S) til at se behovet for Ministeriet for Kulturelle Anliggender. Som den første kulturminister indledte socialdemokraten Julius Bomholt (S) en kulturoffensiv, der ud over kunstfonden betød, at teatrene fik deres egen lov, og at film blev anerkendt som en kunstart, der både skulle støttes og distribueres i biografer. Det blev også obligatorisk for hver eneste kommune at have et folkebibliotek med gratis udlån af bøger og "andet egnet materiale", som det hed i formålsparagraffen.

Når nu rindalismen ligger som latent kritik af den førte kulturpolitik i 60 år, kunne det måske være, at der var noget om kritikken af kulturpaverne i elfenbenstårnet?

Niels Frid-Nielsen
Kulturkommentator, forfatter

Bomholt gennemførte kulturoffensiven med bred støtte fra Radikale Venstre, Venstre, Konservative og SF. Det kulturpolitiske flertal har bestået lige siden. Man har været uenige om hvordan, hvor meget og hvem, der skulle støttes, men behovet for kunststøtte har der været bred opbakning til. Kun Fremskridtspartiet videreførte Rindals principielle modstand mod kunststøtte.

I de sidste ti år er Dansk Folkeparti og markante socialdemokrater dog begyndt at genopbygge kulturkløften på Rindals præmisser, som Poul Bache påviser i sin bog 'Finkultur og mangfoldighed - 60 års dansk kulturpolitik', der udkommer på Kulturministeriets 60 års fødselsdag i dag 7. september.

Fra folkeoplysning til ungdomsoprør
Poul Bache fortæller hele historien om dansk kulturpolitik fra oprettelsen af ministeriet i 1961 til i dag. Ikke mindst formidler han Bomholts virke i de første år med stor indsigt. Fra begyndelsen lancerede Bomholt en kulturpolitik, der skulle støtte kunsten og udbrede kunst og kultur til hele befolkningen som en del af velfærdsprojektet.

Mens statsminister Kampmann appellerede til kultureliten om at deltage i samfundsdebatten med "kærlig og forstående" rådgivning, så Julius Bomholt nødvendigheden af at give kunsten den samme frihed som videnskab og forskning. Beslutningen om, hvad der skulle støttes, skulle derfor overlades til "den mest uhildede sagkundskab". Bomholt udtrykte det på den måde, at staten skulle "støtte, men ikke dirigere" kunsten. Det er dette princip, vi i dag kender som armslængdeprincippet, og som lige siden har været det bærende i kulturpolitikken.

Man kan med nogen ret beskrive Bomholts kulturoffensiv som et forsøg på at bygge bro over kulturkløften til Peter Rindal og hans meningsfæller. Kunst og kultur skulle ud og ned til folket. Denne holdning moderede først den radikale K. Helveg Petersen i perioden  1968-71 og siden socialdemokraten Niels Matthiasen i 1970'erne under indtryk af ungdomsoprøret.

Mens Bomholt stod for dannelse og folkeoplysning, ville Matthiasen, der fik kælenavnet "Kultur-Niels", det kulturelle demokrati. I løbet af 1970'erne blev nøgleordene i samfundsdebat og kulturpolitik: Nærdemokrati, decentralisering og deltagelse. København fik landets første kulturhus, Solvognens Julemandshær delte gratis julegaver ud som en slags teaterhappening, og provokunstneren Jens Jørgen Thorsen gav politikerne grå hår i hovedet med sit Jesus-filmprojekt. For skulle man virkelig med armslængdeprincippet i baglommen støtte en erotisk frivol film om Jesus?

Da centrumdemokraten Mimi Jakobsen blev kulturminister i 1982, sagde hun klart nej til at agere gummistempel for kunststøtte. Gummistemplet blev dog ikke afskaffet. Derimod blev de folkelige og alternative strømninger lukket ind i kulturens hellige haller i takt med, at kommunerne blev inddraget som økonomisk malkeko på linje med staten.

Siden da er kulturpolitikken herhjemme svinget mellem finkultur og mangfoldighed. Den radikale Ole Vig Jensen (1988-90), socialdemokraten Jytte Hilden (1993-96), den konservative Carina Christensen (2008-2010) og den radikale Marianne Jelved (2012-15) stod alle for den folkelige, decentrale kulturpolitik, som Kultur-Niels havde udstukket.

I modsætning hertil stod den konservative Brian Mikkelsen (2001-08), partikammeraten Per Stig Møller (2010-11), Venstres Bertel Haarder (2015-16) og Mette Bock (2016-19) for en mere elitær, kulturelt opdragende holdning.

Selv om ministre kommer og går, så består det kulturpolitiske flertal dog årti efter årti.

Niels Frid-Nielsen
Kulturkommentator, forfatter

De lange linjer i kulturpolitikken
Poul Bache har i mange år arbejdet som afdelingschef i Kulturministeriet (1993-2003), derefter som direktør i Kunststyrelsen og indtil 2015 i Kulturstyrelsen. Som formidler af 60 års kulturpolitik er han helt nede i detaljen og beskriver sikkert, hvordan tiderne skifter, så han uden at ryste på hånden kan konkludere, at selv om ministre kommer og går, så består det kulturpolitiske flertal dog årti efter årti.

Også begrundelserne for den danske kulturpolitik har Bache et skarpt blik for. Det ældste argument for statens kunststøtte er nationens anseelse i udlandet, skriver han. Under Bomholts kulturoffensiv fungerer kulturpolitikken som et værn mod popkultur og amerikansk underholdningsindustri. Som en slags kulturel folkeopdragelse.

I 1970'erne afløses folkeoplysningen af en kulturpolitik, der betoner den demokratiske dannelse i medborgerhuse, biblioteker og lignende. I 1990'erne betones kulturens betydning for den nationale sammenhængskraft i en globaliseret tid, og i dag forsvares det kulturelle kit mod digitaliseringens giganter.

Jeg savner, at Bache bruger sit overblik til at grave dybere i kulturkløftens årsager. Når nu rindalismen ligger som latent kritik af den førte kulturpolitik i 60 år, kunne det måske være, at der var noget om kritikken af kulturpaverne i elfenbenstårnet?

Jeg havde også gerne set, at Bache i højere grad havde prioriteret begivenhederne i det kulturpolitiske landskab efter væsentlighed i stedet for at bogføre revl og krat, fra de mindste justeringer til de største principielle slagsmål på samme, omhyggelige og loyale måde.

Jeg ville heller ikke have skjult, at nogle kulturministre (Matthiasen, Mikkelsen og Jelved) fylder mere end andre (Møller, Haarder og Bock). For slet ikke at nævne dem, der faldt igennem (Elbæk og Mogensen).

Når det er sagt, er 'Finkultur og mangfoldighed' bogen om Kulturministeriets første 60 år. Den er udsøgt læsning for den, der interesserer sig for vor tids danske kunst og kultur - og et must for enhver, der beskæftiger sig professionelt med kulturpolitik.