Boganmeldelse: Sundhedsvæsenets kompetencer er blevet ofret på djøfiseringens alter

Hovedpointerne er som titlen siger, at sygehusvæsenet er blevet forrykt. Det er sket i og med, at magten har forrykket sig, efter djøferne har holdt deres indtog. Et statement, der langt hen ad vejen vinder genklang hos en stor del af de sundhedsprofessionelle.  
 
Det er blandt andet sket ved, at de mål, et sygehusvæsen har, er erstattet af midler, der bliver vigtigere end målene, mener forfatterne. Det illustreres af de utallige projekter, som gennem årene har været igangsat. Et efter ét er projekterne blevet tabt i skoven af nye, der er dukket op. Det er igangsat af alle andre end de klinikere, der skal levere sundhedsydelserne – og uden ejerskab af de samme. 
 
Ulykkerne, må man forstå, tog sin start med indførelse af 1970'ernes perspektivplaner, og herefter er det kun accelereret. Forfatterne har været flittige. Det viser de mere end 154 referencer, der underbygger pointerne.  

Ingen tvivl om, at emnerne og konklusionerne er evigt aktuelle, og at de sundhedsprofessionelle føler sig som ofre for de stadig skiftende dagsordener, der er sat af politiske og administrative ledere. Og det duer selvfølgelig ikke.

Alligevel er det en lidt naiv holdning, at et sundhedsvæsen, der koster mere end 200 milliarder om året, ikke skal underlægges politisk og administrativ styring. Selvom det utvivlsomt kunne gøres bedre, end det er gjort.

Bogen har en væsentlig mangel: Ingen steder er det omtalt, hvilke udfordringer et hastigt voksende sygehusvæsen gennem de seneste 50 år har budt på.

Beth Lilja Pedersen
Speciallæge i gynækologi og obstetrik

Bogen har en væsentlig mangel: Ingen steder er det omtalt, hvilke udfordringer et hastigt voksende sygehusvæsen gennem de seneste 50 år har budt på. En ting var, at det lille firedelte sygehus kunne ledes af en vicevært – med andre ord en sygehusdirektør – en bogholder og fire overlæger. Men det er straks vanskeligere, når specialafdelinger er skudt op overalt, og antallet af patienter og ansatte kun er steget.

Når kompleksiteten i sundhedsvæsenet krævede mere for at blive udredt end en kop kaffe på overkirurgens kontor. Der er i bogen ingen anerkendelse af de fagligheder, som økonomerne, juristerne og HR-folkene kom med. Tværtimod.

Der er heller ikke skyggen af refleksion over, hvor lægerne blev af. Det er jo trods alt ikke sådan, at læger i dag ingen indflydelse har på sygehusvæsenet. Den stadig glubende appetit på nye behandlingsmetoder, nyt udstyr og ny medicin, som det faglige miljø har på godt og ondt, er ikke behandlet. I stedet gennemsyres bogen af, at de faglige kompetencer blev ofret på djøfiseringens alter.

Jeg kan ikke sige mig fri for at sidde tilbage med opfattelsen af, at forfatterne romantiserer de gode gamle dage, hvor lægerne havde magten, og alt var godt i modsætning til nu, hvor fagligheden påstås at være gået fløjten.