Bondo vil fortsætte forhandlingerne

SAMMENBRUD: Danmarks Lærerforening vil forhandle videre med KL om lærernes overenskomst. Det vil ikke give mening med konflikt, lyder det fra Anders Bondo Christensen. KL fastholder, at der er tale om et reelt sammenbrud.
DLF-formand Anders Bondo Christensen sagde på onsdagens pressemøde, at han ikke mener, der er tale om et reelt sammenbrud i forhandlingerne.
DLF-formand Anders Bondo Christensen sagde på onsdagens pressemøde, at han ikke mener, der er tale om et reelt sammenbrud i forhandlingerne.Foto: Agnete Finnemann Scheel/Altinget.dk
Agnete Finnemann Scheel

Det kan godt være, at KL's chefforhandler, Michael Ziegler (K), natten til onsdag meddelte, at overenskomstforhandlingerne med lærerne var brudt sammen.

Men sådan ser formanden for Danmark Lærerforening, Anders Bondo Christensen, ikke på sagen, og han ønsker nu at fortsætte forhandlingerne med arbejdsgiverne.

"Jeg vil opfordre til, at vi mødes igen og tager fat forfra. Og det er måske naivt, men det vil vi gøre," siger lærerformanden onsdag på et pressemøde i DL's bygninger i København.

Forbløffet og målløs
Anders Bondo Christensen er dybt forbløffet og målløs, som han udtrykte det, oven på nattens sammenbrud i forhandlingerne om lærernes arbejdstid.

"Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan det her er endt i sammenbrud. Det er mig ufatteligt," siger Anders Bondo Christensen. 

"Hvis man er nået dertil, hvor en af parterne siger, nu vil jeg ikke give mig længere. Men det var overhovedet ikke der, vi var," siger Anders Bondo Christensen.

Men kravet for Kommunernes Landsforening er fast og er sådan set et synspunkt, KL har haft i mange år. Lærernes arbejdstidsaftale skal droppes, og det står kommunerne fast på.

"Det er meget nedslående. LC (Lærernes Centralorganisation, red.) er på intet tidspunkt gået i realitetsforhandlinger med afsæt i vores krav. Vi har forhandlet indgående om det her tema igennem de seneste måneder. Desværre uden resultat. I sådan en situation må én af parterne på et tidspunkt trække en streg i sandet og tage ansvaret for at konstatere, at forhandlingerne er brudt sammen. KL's bestyrelse vil inden for de nærmeste dage tage stilling til det videre forløb. Dette er en alvorlig situation," udtalte Michael Ziegler i en pressemeddelese natten til onsdag. 

Ikke det, vi aftalte
"Det er en helt skæv vinkel, KL her kommer med. Det var ikke det, vi havde aftalt," siger Anders Bondo Christensen.

Ifølge Anders Bondo afbrød LC og KL forhandlingerne tirsdag, så LC kunne gøre en række spørgsmål klar til KL, som de kræver svar på. Spørgsmålene sender lærerne til KL kl. 19.35 tirsdag, og KL meddeler omkring kl. 01.00 natten til onsdag, at forhandlingerne er brudt sammen. 

Spørgsmålene drejer sig om at sikre lærerne mod, at skolelederne frit kan bestyre lærernes arbejdstider, varslingsbestemmelser og overarbejde (læs dem herunder), og det er drøftelser, som LC kræver skal være aftalebestemmelser og ikke bare en "betryggelse", som KL's Michael Ziegler har udtrykt det.

KL holder bestyrelsesmøde i morgen, hvor de vil beslutte, om forhandlingerne skal fortsætte, eller om de to parter skal gå i konflikt, hvor der vil komme en forligsmægler på.

Dokumentation

Danmarks Lærerforenings spørgsmål til KL: 

1. Hvordan kender læreren omfanget af de enkelte elementer (undervisningen, den tilhørende forberedelse og andre opgaver) i opgaveporteføljen?

2. Hvordan sikres det, at læreren kender omfanget og placeringen af den daglige/ugentlige/månedlige arbejdstid og den daglige/ugentlige/månedlige fremmødetid?

3. Hvilke bestemmelser er der for ændringen af arbejdstiden? Hvordan og med hvilket varsel?

4. Hvordan defineres præsteret arbejdstid? Og hvordan registreres den præsterede arbejdstid?

5. Hvordan sikres det, at der ikke planlægges med overtid i forhold til en 37-timers-arbejdsuge? 

6. Hvordan registreres overarbejdet, hvis det alligevel forekommer?

7. Hvordan sikres en sammenhængende arbejdsdag?

8. Hvilke regler er der for evt. delt/tredelt tjeneste?

9. Har læreren ret til at udføre alle arbejdsopgaver på skolen?

10. Kan der indgås aftale om hjemmearbejde? Hvilke arbejdsopgaver? Hvordan beregnes arbejdstiden i disse situationer?

11. KL har tidligere tilkendegivet, at dage med lovligt forfald medregnes med 7,4 timer. Hvordan sikres det, at det ikke giver undertid (evt. i forhold til det planlagte, når opgaverne ikke er planlagt jævnt fordelt over et skoleår)?

Der er ikke med overstående spørgsmål taget stilling til det konkrete indhold i KL’s forslag.

Kilde: Danmarks Lærerforening


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024