"Burkaen er et mobilt fængsel"

DOKUMENTATION: "Engang imellem må man sige, at dét vil vi bare ikke se i det offentlige rum." Naser Khader langer i et blogindlæg kraftigt ud mod brugen af burka.
Dokumentation

Burka - et mobilt fængsel
af Naser Khader

Folk må gå med, hvad de vil derhjemme, og det skal vi ikke blande os i. Men når det kommer til burkaen i det offentlige rum, så er det på tide at markere, at dér går grænsen.

I morgen offentliggør vi i Det Konservative Folkeparti et integrationsoplæg med 13 hovedpunkter og flere underforslag. Et af punkterne handler om burka. Vi siger, at vi ikke vil have burka i det offentlige rum overhovedet. I Frankrig er man ved at indføre et forbud, i Holland ligeså. I den islamiske verden har der også været en del debat om burkaen og niqab (burka er, hvor kvinden er dækket af en 'kjole' fra isse til fod, f.eks. som det ses i Afghanistan, niqab er når ansigtet er helt tildækket undtagen øjnene, som det f.eks. ses i Saudi Arabien, og hijab er tørklædet, der dækker håret og hals men ikke ansigtet.)

I den islamiske verden understreger flere kommentatorer, at det er kvindeundertrykkende og ikke har støtte i koranen. F. eks læste jeg, at en egyptisk kommentator havde skrevet, at burka og niqab symboliserer undertrykkelse og derfor aldrig burde være velkomne i lande, der respekterer kvinder. Andre i den islamiske verden har ligesom vi også blik for hvordan burkaer og andre tildækninger af kvinder er blevet et politisk, islamistisk symbol snarere end et religiøst. En saudisk, kvindelig kommentator spørger med adresse til islamisterne, der hævder at burka er et religiøst påbud, hvordan det mon så kan være, at det er forbudt for kvinder at bære lige nøjagtig disse to typer beklædning mens man foretager sig noget af det helligste for muslimer, Hajj - pilgrimsfærden i Mekka? Helt rigtigt, hvordan mon Allahs selvbestaltede politi, islamisterne, vil komme ud af den argumentationsknibe.

Generelt mener jeg da også, at der er grænser for politik, og at man ikke skal lovgive om hvad som helst. Hvad folk bærer indenfor hjemmets fire vægge, vil jeg ikke blande mig i. Og principielt set heller ikke ude på fortovet. Men jeg må indrømme, at burkaen støder min demokratiske grundfølelse. Jeg er heller ikke glad for tørklædet, hijab, og slet ikke på børn og myndighedspersoner. Men jeg har ikke ondt af, at lægen der behandler mig på hospitalet eller kassedamen i Føtex bærer det.

Vi kan sikkert føre lange debatter, og komme med mange teoretiske, ideologiske og mange andre sange fra de varme lande for og imod forbud mod burka og niqab. Helt ærligt, vi skal kunne se vores medborgeres ansigter - hvilket i øvrigt også vil gavne trafiksikkerheden, tænkte jeg for nylig da jeg så en kvinde i burka køre ned af Vesterbrogade i bil med sine små børn på bagsædet. Tale om blinde vinkler. Men der er faktisk også et praktisk argument i forhold til burka og niqab. Det hæmmer på alle leder og kanter, og er et mobilt fængsel.

Dem, der forsvarer det uden at have det på, ved ikke, hvad de taler om. Vi må gerne vise tænder med lovgivning, herunder forbud, engang imellem. Det er jo det, der er forskellen på at værdikonservativ og liberalist. Vi skal ikke tillade, at demokratiet får for mange blinde vinkler. En gang imellem må man bare korslutte diskussionen og sige at dét vil vi bare ikke se i det offentlige rum. Vi vil se vores medborgeres ansigter.

http://naser.blogs.berlingske.dk/2009/08/17/burka-et-mobilt-f%C3%A6ngsel/


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Naser Khader

Ejerleder, rejseselskabet Palmyra Rejser, senioranalytiker ved Middle East Forum
cand.polit. (Københavns Uni. 1993), master i teologi (Københavns Uni. 2015)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024