Carolina M. Maier: Tørklædeforbuddet er skammelig, opblæst og forudbestilt propaganda

Anita Johnson er direktør for RED Center mod æresrelaterede konflikter. RED er et tilbud til kvinder, der har været udsat for negativ social kontrol og æresrelateret vold. RED's arbejde er både vigtigt og nødvendigt. Samtidig må vi antage, at de erfaringer, Anita Johnson tager med sig ind i kommissionsarbejdet, er baseret på møder med kvinder, der har været udsat for negativ social kontrol og æresrelateret vold.

Halima El Abassi er socialrådgiver og debattør med dansk-marrokansk baggrund. Hendes historie er rørende. Hun blev gift som 15-årig og fik tre børn. Hun tog en uddannelse som socialrådgiver. Som 28-årig flyttede hun fra sin mand, hvilket førte til et brud med hendes familie og en flugt, fordi hun følte sig truet af sine brødre. På et tidspunkt lod hun sig indlægge på en psykiatrisk afdeling på grund af det store pres, hun oplevede fra sin familie.

Halime Oguz er folketingsmedlem for SF. Hun blev født i Tyrkiet og kom til Danmark, da hun var seks år gammel. Hun voksede op i Vollsmose, og blev som 15-årig forlovet med en mand fra Tyrkiet. Hun fik ophævet forlovelsen, men indgik i et arrangeret ægteskab med en anden mand som 17-årig. Som 28-årig begyndte hun at uddanne sig på trods af mandens ønske, men med sin families støtte.

Kefa Abu Ras er medstifter af og talskvinde for organisationen Søstre mod vold og kontrol. Kefa Abu Ras har været en tur i mediemøllen på grund af en sag, hvor hun truede en forsker fra SDU med en udskamningskampagne, hvis han ikke trak to faglige udtalelser tilbage. Direktøren for Søstre mod vold og kontrol indskærpede efterfølgende overfor Kefa Abus Ras, at ingen må føle sig truet af organisationen.

Lise Egholm er forfatter, foredragsholder og forhenværende leder af Rådsmandsgades Skole. Egholm havde i sin tid som skoleleder stor succes med at påkræve forældre til ikke-etnisk danske børn et aktivt engagement i børnenes skolegang og i skole/hjem-samarbejdet.

Maria Bjørn er underviser på VUC i Lyngby, men er nok mere med i kommissionen på baggrund af sin meget aktive Twitter-konto, hvorfra hun ofte tweeter om ytringsfrihed og social kontrol i muslimske miljøer.

Sofie Danneskiold-Samsøe er lektor på socialrådgiveruddannelsen og medforfatter til bogen 'Æresrelateret social kontrol'. Den har fået blandede anmeldelser, blandt andet af professor i religionssociologi Lene Kühle og adjunkt Mustafa Topal. Begge anerkender vigtigheden af at sætte spot på fænomenet, men kritiserer også bogens manglende inddragelse af nuancer og nysgerrighed på, hvordan vi skal forstå de mennesker, der ikke ser strukturerne som undertrykkende, og på om staten bør påtvinge borgere sin frihedsforståelse. Mustafa Tupal skriver i sin anmeldelse af bogen, at den beskriver minoritetssamfund som et kollektivt patriarkalsk samfund med uforanderlige hierarkier, mens den ikke stiller spørgsmål ved, hvorvidt der findes patriarkalske mønstre i det danske velfærdssamfund.

Roya Moore er medlem af Odense Byråd for Konservative, medlem af Det Nationale Integrationsråd og formand for en forening for etniske minoritetskvinder. Hun er derudover debattør, og hun har blandt andet har forsvaret Konservatives "Stop Nazi-islamisme"-kampagne i et indlæg i Fyens Stiftstidende.

Hvad skal vi med kommissioner, hvis deres mandat er usagligt? I mine øjne er det en omgang forudbestilt propaganda

Carolina M. Maier (R)

Lad mig understrege igen: Hver især bør vi anerkende de kommissionsmedlemmer, der har personlige erfaringer med social kontrol for deres oplevelser. Men når man sammensætter en kommission, som i overvejende grad består af personer, der har negative personlige erfaringer med social kontrol og af personer, der i deres hverdagspraksis ofte møder fænomenet, så bliver spørgsmålet, om kommissionen kan løfte sin opgave på nuanceret og saglig vis? Hvorfor sidder der for eksempel ikke en kvinde i kommissionen, som med stolthed bærer sit tørklæde og definerer sin frihed derigennem?

Udpegningen af medlemmer af kommissionen er ikke bare dårligt håndværk af regeringen. Det er også en tendentiøs politisk beslutning, som vel fra starten har lidt under, at konklusionerne helst skulle føre i retning af anbefalinger om mere statskontrol. Og det undrer vel ingen, at udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) har udtalt, at han finder kommissionens anbefalinger modige, og at der nu bør iværksættes et arbejde for at undersøge, hvad der, i henhold til Grundlov og konventioner, kan lade sig gøre.

Ingen er overrasket over, at det hele endte, hvor det gjorde. Heldigvis har mit eget parti, Radikale, meget hurtigt taget afstand fra anbefalingen om et tørklædeforbud. Næste skridt må blive, at vi alle forholder os mere kritisk til kvaliteten af anbefalinger, der hviler på så skrøbeligt et grundlag.

Hvad skal vi med kommissioner, hvis deres mandat er usagligt? Og hvordan kan vi på nogen måde fremme tilliden til dansk politik, hvis dette er en siddende regerings fremgangsmåde for at belyse samfundsmæssige problemstillinger? I mine øjne er det en omgang forudbestilt propaganda.

Mere saglighed. Mere faglighed. Flere nuancer. Tak.