Efter Rushdie-angreb: Centrum-venstre må genopfinde sig selv som sekulariseringens forkæmpere
Når staten sætter religiøse hensyn over sekulære, opgiver den sin sekulære status. Og lader derved sine borgere i stikken. Det har man forstået i SF, men ellers står det sløjt til, skriver filosofilektor Søren Gosvig Olesen.
Søren Gosvig Olesen
Lektor i filosofi, Københavns UniversitetReligionskritik straffes med døden. Det er der, vi er. Og det samme gælder satire over og i nogle tilfælde bare oplysning om religion.
Hvis vi havde fortrængt det, blev vi igen – efter alt at dømme – mindet om det her fredag den 12. august med attentatet mod Rushdie i New York.
Ganske vist har vi her i landet afskaffet Straffelovens paragraf om blasfemi, og ganske vist er det fornuftigt, for religiøse opfattelser eller følelser bør i et sekulært demokrati ikke indtage nogen særstatus i forhold til andre opfattelser eller følelser.
Men det betyder ingenting, hvad sådan et lille land gør med sådan en lille paragraf. For det, som for det lille land altid har været det store udland, er i globaliseringens tidsalder straks til stede også her.
Dødsdommene bliver også eksekveret her. Vi kan ikke være andedam mere. Det er svært nok at være demokrati. Og sekulær.
En ny virkelighed
De nye tilstande har været gældende siden 1989, nærmere bestemt den 14. februar, hvor Irans statsleder og religiøse overhoved i tiåret for sin revolution opfordrede troende af samme konfession som han selv verden over til at dræbe forfatteren Salman Rushdie.
Indtil i fredags var det ikke lykkedes at få ram på ham, men gennem årene 'kun' på flere af dem, der havde hjulpet hans værk til udbredelse, en forlægger, et par oversættere.
Man har fortrængt, i hvor kort tid den nogenlunde frie omgang med religion er blevet tolereret i den vestlige verden
Søren Gosvig Olesen
Lektor i filosofi, Københavns Universitet
På samme vis som det lykkedes at dræbe Theo van Gogh, instruktøren af en religionskritisk film, i 2004, at skyde fem satiretegnere og syv andre tilstedeværende ved et redaktionsmøde på ugebladet Charlie Hebdo i 2015, at halshugge skolelæreren Samuel Paty i 2020 for at vise et billede af den profet, der i samtlige de tilfælde anses for krænket. Enhver kan selv supplere listen.
Enhver kender efterhånden også betegnelsen for et religiøst overhoved som det nævnte og for en dødsdom som den nævnte eller tror vel at kende dem.
Siden den iranske revolution i 1979 har snart sagt alle i den vestlige verden skullet forestille at være fortrolige med betegnelser på et sprog, de færreste vesterlændinge kan: ayatollah, burka, fatwa, jihad, halal, niqab, sharia, og så videre.
Jeg kan ikke arabisk, og jeg kan ikke forsvare at udtale mig om ords betydning på et sprog, jeg ikke kan. Men jeg ved dog, at ét ord sjældent bare svarer til ét andet ord på et andet sprog.
Og så vidt jeg ved, kan for eksempel fatwa betyde meget andet end dødsdom, nemlig alt fra belæring til længere afhandling. Og jihad kan betyde meget andet end hellig krig, eksempelvis kamp for selvkontrol og for at lære at opføre sig ordentligt.
Sådan er vores stilling her omtrent som de antropologers, sociologers og religionshistorikeres, der i begyndelsen af det tyvende århundrede gav sig til at studere religiøse fænomener ud fra betegnelser som mana, tabu eller potlach, hentet fra sprog (polynesisk og chinook), som næsten ingen kan.
Man har senere tolket deres bestræbelser som tidstypiske: Religion var efterhånden blevet så fremmedartet for vestlige mennesker, at man måtte ty til fremmedartede betegnelser for at forstå bare lidt. Og det kan der være noget om.
Men man må dog anerkende, at bestræbelsen hos den tids forskere også gik ud på at sidestille alle religiøse fænomener under en fælles typologisering. Det vil jeg også gøre her.
For vi har også en erfaring med religionen og dens plads i de vestlige samfund. Det er den erfaring, jeg taler ud fra og ikke vil foregive at kunne løbe fra. Derfor skriver jeg: religiøst overhoved, dødsdom, profet, og så videre. Hvilket overhoved, hvilken slags dødsdom, hvilken profet er ud fra dette politiske synspunkt ligegyldigt.
Kristendommens tykke spor af blod og inkvisition
Spørgsmålet er, om den religiøse erfaring og de reaktioner, vi bliver ramt af, virkelig er så fremmede for os, som det skal forestille.
Nogle af os er gamle nok til at kunne huske, hvilke protester Jens Jørgen Thorsens planlagte Jesusfilm udløste i 1970erne, hvordan processen imod den blev trukket i langdrag og filmen først realiseret 1992. Og sagen med Brugsens såkaldte jesussandaler, der måtte trækkes tilbage, fordi de vakte anstød, er fra efter år 2000.
Men man glemmer hurtigt, og man har fortrængt, i hvor kort tid den nogenlunde frie omgang med religion er blevet tolereret i den vestlige verden.
Kristendommen skal være bedre. Men højrefløjen har glemt historien
Søren Gosvig Olesen
Lektor i filosofi, Københavns Universitet
Det samme gælder den tolerance af seksuel diversitet, som vi bryster os af og bebrejder andre trosretninger ikke at kunne rumme. I Danmark stod homoseksualitet på de officielle lister over sygdomme indtil 1981, og transseksualitet gjaldt for at være psykisk sygdom lige til 2017.
Det hører med til historien, at de nævnte reaktioner ikke har ført til blodsudgydelser. Men når det hører med til historien, er det, fordi det netop er historien, der har ført til mere afdæmpede reaktioner fra de religiøse.
Kristendommen trækker et tykt spor af blod, vold, tortur, inkvisition, korruption, kætterbål og så videre efter sig. Når det i dag er anderledes, skyldes det ikke religionen selv.
Det skyldes de århundreder af kritik, satire og oplysning, det har kostet at nå til en fredelig modus vivendi samfund og religion imellem. Kristendommen er ikke blevet ringere af det.
Udviklingen viser, at det fra et politisk synspunkt ikke bør have større betydning, hvilken religion man foretrækker, fredens eller næstekærlighedens, end hvilken fodboldklub, man holder med, eller hvilken hunderace man bedst kan lide. Hvad der derimod har politisk betydning, er, hvilken indflydelse en religion har på samfundet. Ikke mindst hvis denne indflydelse hverken er fredelig eller næstekærlig.
Den udvikling, der er tale om her, har ført til de sekulære eller sekulariserede samfund, vi kender. Med de første mener jeg for eksempel Frankrig, hvor kirke og stat har været adskilt siden 1905, eller den forfatning, Kemal Atatürk indførte i Tyrkiet (og som Erdogan nu gør alt for at afmontere).
Med de sidste mener jeg for eksempel Danmark, hvor vi har vænnet os til, at religion ikke betyder noget særligt, selv om kristendommen er indskrevet i grundloven (og stadig nyder 4-5 anakronistiske privilegier).
Fælles for de sekulære eller sekulariserede samfund er, at religion ikke er en begrundelse for de love, som vedtages. Begrundelsen er, hvad mennesker sammen kommer frem til som fornuftigt. Vi har demokrati og ikke teokrati.
Princippet for det kaldes sekularisme. Ikke ateisme. De to ting forveksles ganske vist ustandseligt. Men ateisme betyder afvisningen af gudstro. Intet samfund, der vil kalde sig et demokrati, kan forlange af sine borgere, at de ikke tror på noget. Derimod kan et demokratisk samfund forlange, at gudsdyrkelsen holdes privat.
Mine medborgeres tro angår ikke mig og skal ikke manifesteres i forhold til mig, så lidt som min angår eller skal manifesteres i forhold til dem. Altså skam få det samfund, der nægter en religiøs konfession ret til kult og rite. Men skam få også det samfund, der gradbøjer sin sekulære indretning efter religiøse hensyn.
Sekularismens princip er venstreorienteret. Hvis man er konservativ, går man ind for Gud, konge og fædreland, og så er der intet principielt til hinder for at motivere sine beslutninger religiøst.
Også de såkaldte kristendemokrater blander religion og politik sammen. Sådan ser man i dag på højrefløjen de heftigste angreb mod en bestemt religion med baggrund i en anden.
Kristendommen skal være bedre. Men højrefløjen har glemt historien. Kristendommen har ikke altid været bedre, men den er blevet det. Til at leve med. Og det skyldes ikke højrefløjen. Tværtimod.
Forskellen på højrefløj og venstrefløj er, at højrefløjen kritiserer en religion på baggrund af en anden, mens venstrefløjen er kritisk indstillet over for enhver religions indflydelse på samfundet. Men den forskel har i en årrække været svær at få øje på.
Filmen knækkede for venstrefløjen i Iran
Nogle af os er gamle nok til at kunne huske protesterne imod Thorsens Jesusfilm eller aktionerne imod Monty Pythons Life of Brian. Selv er jeg endda gammel nok til, at jeg lige så tydeligt kan huske den iranske revolution.
På det tidspunkt var jeg studerende endnu og boede i Frankrig. Det er et land, som engang var en stor kolonimagt, så i kraft af de tidligere kolonier er udlandet tættere på der. Fjernøsten, Mellemøsten, Afrika, samt en række øriger, som i dag meget diplomatisk benævnes oversøiske departementer.
Der er ingen alliance mulig mellem venstrefløj og religiøs autoritet
Søren Gosvig Olesen
Lektor i filosofi, Københavns Universitet
I hvert fald blev det bemærket, hvad der var undervejs i Iran. Store folkemængder gik på gaden for at demonstrere i det tidlige forår 1979.
Det var venstrefløjen; det kunne man høre på de slogans, der blev råbt og gået i takt til. Altid det samme, først en stavelse, så to, så tre. Her var det: Shah! Na-zi! As-sas-sin! (altså: Shahen er nazist og morder).
Man opfattede shahens Iran som en amerikansk lydstat. Formentlig med god ret og formentlig i samklang med store dele af den iranske befolkning. Sandt er det i al fald, at shahen havde forsøgt at indrette Iran efter vestligt forbillede og til det formål havde brug for vestlig støtte, ikke mindst militært.
Og revolutionen lykkedes som bekendt. Shah Mohammad Reza Pahlavi måtte gå i eksil – i Kairo. Ayatollah Sayyid Ruhollah Khomeini kunne vende tilbage fra sit eksil – i Paris.
Måske var det der, om man så må sige, at filmen knækkede for venstrefløjen. At der var tale om en folkelig opstand mod vestlig imperialisme, var let nok at få øje på.
Mange intellektuelle, som ansås for venstreorienterede, bedst kendt Michel Foucault, var også optaget af, at der her artikulerede sig en ny form for magt, helt anderledes end den, man kendte i Vesten.
Hvad der derimod var vanskeligere at forudsige, var, at den iranske revolution resulterede i et regime, der var endnu langt mere rædselsfuldt for den iranske befolkning end det, som var blevet omstyrtet.
Resultatet af den iranske revolution var et præstestyre, et teokrati hvis lige sjældent er set. For venstrefløjen havde devisen om, at mine fjenders fjender er mine venner, vist sig at være en fejltagelse.
Men det kommer ikke nemt til nogen at indrømme en fejl. Siden den iranske revolution er lignende bestræbelser på at indføre religiøst styre set adskillige steder i verden. Og lige siden er der også set det ene håbløse forsøg efter det andet fra venstrefløjens side på at indgå alliancer med religiøse autoriteter.
Der er ingen alliance mulig mellem venstrefløj og religiøs autoritet. Lige så lidt kan venstrefløjen alliere sig med en bekæmpelse af den ene religion med baggrund i den anden. Og derfor er der grund til at genartikulere sekularismen.
Et tørklæde er ikke bare et tørklæde
Men der er foreløbig ingen ende på undvigemanøvrerne. Filminstruktør van Goghs sidste ord: "Can’t we talk about this?" er én gang besvaret. Så nu lader vi, som om vi kan tale om det, idet vi snakker udenom.
I stedet for at diskutere religiøse symboler politisk, relativerer vi de religiøse symboler. Et tørklæde, det er bare et stykke tekstil. Som om det ville have mindste troværdighed, hvis nogen påstod, at det kristne kors bare er et stykke træ.
Men du kan jo ikke vide, hvad de tænker, dem der bærer det. Som om et tegns betydning nu pludselig kom an på, hvad dets bærer følte eller oplevede eller, som man siger, tænkte.
Asmaa Abdol Hamid har til Information i 2003 udtalt: "Et tørklæde er ikke bare et tørklæde." Det er klar, religiøs tale. Og den fortjener at modsvares af lige så klar politisk tale. Der er ikke brug for bortforklaring eller sindelagskontrol her.
At et religiøst symbol er udformet som beklædning, betyder ikke, at det så bare er beklædning. En person, der ifører sig en religiøs klædedragt, vælger at møde andre, ikke som borger eller menneske simpelthen, men som troende af den og den observans.
De religiøse konfessioner har aldrig kunnet leve bedre i fred med hinanden end i samfund, som har været sekulære
Søren Gosvig Olesen
Lektor i filosofi, Københavns Universitet
Det er at sætte det religiøse forhold over det civile. I videre konsekvens er det at sætte teokrati over demokrati. Dertil kommer det dog ikke straks, så længe det foregår blandt folk, der stadig kan betragtes som civilister i forhold til hinanden.
Grænsen går, hvor de religiøse symboler indføres i møder mellem mennesker, hvor den ene repræsenterer en offentlig instans i forhold til den anden. Som hvis den ene part er dommer, politibetjent, tolder, sygeplejerske, socialrådgiver, hjemmehjælper, eller lignende. Den civile part kan iføre sig eller bære de religiøse symboler, vedkommende vil. Men ikke offentlighedens repræsentant.
Hvor det omvendte er tilfældet, har staten sat religiøse hensyn over sekulære. Derved har staten opgivet sin sekulære status. Og derved har den ladt sine borgere i stikken.
For så er der ikke længere nogen klar tilkendegivelse af, at det er en sekulær autoritet, de står over for. Og der er heller ingen mulighed for som borger ved en tilsvarende manifestation at gøre sit ønske om et rent sekulært forhold gældende.
Når jeg taler om, at det går ud over borgerne, mener jeg vel at mærke alle, hvad enten de tilhører en religiøs konfession eller ej. De religiøse konfessioner har aldrig kunnet leve bedre i fred med hinanden end i samfund, som har været sekulære.
De radikale bekender sig ikke længere til sekularismen
Det er en vanskelig kamp at tage; vi har vænnet os af med at kæmpe for den frie tanke, der ikke skal adlyde religiøse dogmer. Billederne af vrede katolikker, der slås mod ordensmagten op til den franske forfatningsændring dengang, er falmede nu. Ikke desto mindre: Det er der, vi er, igen.
Forhåbentlig kan vi være forudseende, forhåbentlig har vi lært så meget af fortiden, at al for megen blodsudgydelse kan undgås. Men hvem skal vi sætte vores lid til?
I sin tid var det de radikale, som gik forrest med indførelsen af et verdsligt skole-, sygehus- og forsorgsvæsen. I dag er radikalismen forstummet i Frankrig, og i Danmark har det radikale parti de sidste femten år lidt af tiltagende principforvirring.
Det Radikale Venstre vedkender sig ikke mere sekularismen, det vil sige man kender ikke mere sit eget grundlag. Politiken er blevet et livsstilsmagasin for de mennesker, der altid har de pæneste meninger (lige meget hvor meget det går ud over andre). Og bedre står det efterhånden ikke til med Le Monde.
Her er den gode nyhed, at socialisterne, som de radikale i sin tid måtte alliere sig med for at få deres sekularisme igennem, på det seneste er begyndt at få øjnene op. Ganske vist ikke i Frankrig. Men såmænd her i Danmark.
I dag er det ikke en radikal, men en socialist, der spørger: "Kan vi tie det faktum ihjel, at undervisning i historie og samfundsfag kan betyde dødstrusler og – som vi så det i Frankrig – føre til et bestialsk drab?"
Det er Pia Olsen Dyhr, som spørger sådan i sin formandstale på SF’s landsmøde den 11. september 2021, og som svarer, at hvis satiretegnere eller komikere eller politikere skal frygte for deres liv, for deres holdninger, så må vi sige stop: "Vi kan ikke lade voldsmanden diktere grænserne for vores frihed."
Hvis udviklingen begynder at betyde, at "vi får skåret i vores frihed skive for skive," så skal vi ikke se den anden vej.
Hvordan kan en socialist sige alt det, som enhver radikal burde sige? Pia Olsen Dyhr gør det meget behændigt ved at minde om, hvordan det danske Socialistisk Folkeparti udsprang af et opgør med kommunismen, det vil sige med lukketheden og diktaturet.
"SF blev stiftet som en direkte konsekvens af Sovjetunionens indmarch i Ungarn 1956." Siden har SF støttet frihedsbevægelser alle steder, hvad enten det var i Sydamerika eller i Sydafrika. Derfor skal socialister selvfølgelig gøre det samme, når det gælder Europa.
For en gangs skyld er en tiltrængt fornyelse på venstrefløjen kommet fra Danmark. Til at begynde med har man vrænget ad os i udlandet, og de pæne aviser har vanen tro serviceret deres segmenter med vrængende artikler både her og der.
Men efterhånden lyder de nærmere misundelige, de røster man hører især fra vores nabolande Sverige og Tyskland, hvor man gerne ville være kommet først med den opvågnen til virkeligheden.
Heldigvis er det ikke nogen konkurrence. Det gælder om at stå sammen, når demokratiet er truet. Hvad den religiøse trussel imod demokratiet består i, er vi igen og igen blevet mindet om, lige fra den epokegørende dødsdom for over tredive år siden til det seneste forsøg på at udføre den for få dage siden.
Hvordan demokratiet forsvares, så der vælges side, ikke for eller imod en eller anden religion, men for den sekulære samfundsorden ind imod den religiøse, det er derimod en opgave, som venstrefløjen først lige er begyndt at tage alvorligt.