Chefredaktør: Det frie ord er truet

Tale på Vartov i anledning af Grundtvigs fødselsdag 8. september 2011

Af chefredaktør Rasmus Nielsen, Altinget.dk

God morgen - og tillykke.

Tak til Vartov og alle vennerne af dagens fødselar for den ærefulde lejlighed til at tale i dag.

Hvad skal jeg tale om? Tja, i ægte grundtvigsk ånd er ordet frit, jeg har ingen overskrift fået stukket ud - men nu får I den:

"Valget, medierne - og det frie ord"

Valgkamp er den politiske journalistiks højtid. Tre uger ved demokratiets alter er både berusende - og mættende.

Tænk f.eks. at være Helle Thorning-Schmidt i aften. Kl. 20 er hun på direkte nationalt TV 2 i duel med den siddende statsminister. Kl. 21.50 er hun gæst på DR1 på Christiansborg i Mød Partierne, for at slutte 22.15 som gæst i Spørg Partierne på radioens program 1. Det hele foregår naturligvis direkte og uden ret til at fortryde.

Valgkamp stiller store fordringer til ikke bare vores ledende politikere, men også til os vælgere. For udbuddet alene i tv af valgstof er massivt. Medierne sætter alt på ét bræt for at give borgerne den bedste valgoplysning. Det er kernen i den frie presse.

Noget er fordummende, noget er sjusket, meget er uklart eller sløret - men generelt forsøger de medietrænede politikere at give vælgerne svar på, hvilket samfund de vil for fremtiden.

Kan I huske, hvordan vi alle gik rundt i månedsvis og ventede på valget? Hvornår kommer det? Gætterier på datoer var mange. Pludselig var valgdatoen der.

En sympatisk dato i forhold til tilrettelæggelse af Folkestyrets arbejde. Nu kan Folketinget åbne som planlagt tirsdag den 4. oktober. Det en festlig dag med mange nye ansigter, mindst hvert tredje folketingsmedlem vil være nyvalgt, og så skal vi jo ikke glemme det vigtigste: Åbningstale om regeringens politik og nyt lovprogram.

Valgkampen har indtil nu været sober, men på nogen punkter anderledes end forventet. Fra starten gik 10 års fasttømret VKO-samarbejde i opløsning. Konservative gik i alliance med De Radikale, sikkert noget mange i denne forsamling har sympati for, og Dansk Folkeparti stod isoleret tilbage. VK vil ikke lege mere, slet ikke regering, med Dansk Folkeparti. Uanset udfaldet af valget er der afgjort nye tider på vej i dansk politik.

Vi er nok mange, der nyder, at årets valgkamp ikke er nogen præsident-valgkamp, som vi oplevede i sidste årti. De to store partier tager hver ca. hver fjerde vælger, men ellers er det de små partiers valgkamp, vi er vidne til. Enhedslisten med sine klare budskaber og sin kommunikative frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen som ansigt stormer frem. Kan partiet blive lige så stort som Konservative?

Radikale har snedigt igen formået at placere sig, så det hverken er rødt eller blåt - men den såkaldt "tredje vej". Partiet samler "nok-er-nok"-vælgersegmentet, der samtidig vil en såkaldt ansvarlig økonomisk politik.

Valg kan være mærkelige. Som det ser ud nu, vil S og SF går tilbage i forhold til 2007-valget, og alligevel kunne danne regering, fordi de to støttepartier, Enhedslisten og Radikale, bliver valgets egentlige sejrherrer.

Medier nyder særlige rettigheder i vores samfund. De er aldrig på valg, og få stiller spørgsmålstegn ved deres udsendelser og udgivelser. Slet ikke indbyrdes i medieverdenen stilles der af nedarvet princip spørgsmål - endsige bringes kritik.

Ser vi alene på det stærke tv-medium, er valgdækningen helt enorm. DR mandsopdækker partilederne dagen lang, og moderne GPS-teknologi afslører, præcis hvor de alle befinder sig i landet. Det kan man da kalde overvågning.

Nogen, sikkert ikke mindst i denne kreds på Vartov til morgen, vil finde, at tv-dækningen er alt for poppet, med TV 2-vælgermødet i sidste uge i Silkeborg, afviklet som en håndboldkamp, som det foreløbige lavpunkt.

Men der er altså megen god folkeoplysning at få i disse dage. TV 2 NEWS sender mange grundige debatter, hvor der er tid til fordybelse. Ja, selv DRs Jens Olaf Jersild er på det allerseneste begyndt at lade sine gæster få lidt af sendetiden.

                                                             --- ooo ---

Værre ser det ud med folkeoplysningen og journalistikken efter næste torsdag kl. 20., når valget ringes ud. Har vi kvalificerede medier, vi kan stole på, og som kan aktivere det folkelige engagement i det danske demokrati?

Hér kan jeg godt frygte for fremtiden. Danske dagblade taber læsere - 5-10 procent hvert år, hvad skal det ikke ende med? I dag er der flere kommunikationsfolk end journalister i Danmark. Altså flere, der formidler for at sælge et budskab end journalister, der på vores vegne på kritisk, uvildigt grundlag stiller spørgsmål til magten. Magten hvad enten det er staten, kommunen eller virksomheden. Dér hvor individet slår panden mod en mur.

Dansk Journalistforbund har siden 2007 fået hele 33 procent flere kommunikationsmedlemmer, mens antallet af beskæftigede journalister "kun" er steget med 10 procent. I absolutte tal vurderes der at være 8.700 PR- og kommunikationsfolk i Danmark, der leverer stof til de lidt færre - 8.300 - journalister, der har ansvar for at udvælge og viderebringe til os samfundsborgere.

Rykker det ved uafhængigheden i den såkaldte frie, kritiske presse? Bliver mere og mere stof i virkeligheden sendt videre til borgerne, der er pakket ind som journalistik, men reelt er afsenderstyret reklame for produkter eller synspunkter? Ja, sådan oplever jeg det.

Avisannoncerne i milliardklassen er flyttet til amerikanske websites som Google og Facebook. De private mediehuse fattes penge, så det er svært at producere og udgive kvalitets-journalistik. Politisk understøtter Folketinget de danske medier med over seks milliarder kroner årligt, og uanset hvilken regering vi får om en uge, er der vilje til fremover at yde mediestøtte uanset hvilken teknisk platform, demokratioplysningen udkommer på.

Alligevel skrider den demokratiske folkeoplysning gennem medierne i disse år. Flere og flere historier bliver sat i gang på spindoktorernes initiativ. Sponseret indhold vinder frem, fordi medierne ellers ikke har råd til at fylde spalte og skærm.

Er man en organisation eller større virksomhed, er der nemlig masser af indflydelse og forretning i at kæmpe om den offentlige dagsorden.

En af det frie ords sande forkæmpere, Venstre-veteranen Bertel Haarder, kaldte det engang problemformulerings-privilegiet. Han var irriteret over organisationstyranniet, som i samspil med medierne - og hvem der så altså fodrer medierne med indhold - i så stor udstrækning satte sig på den offentlige debat med tilsvarende mindre plads til de folkelige bevægelser og partierne.

Det er kun blevet værre siden 1980erne, skal jeg hilse at sige.

Mere og mere stof er skrevet af de disse mange kommunikationsfolk. Nogle kommuner har direkte adgang til spalterne i de lokale aviser. Deres budskaber bringes pakket ind som redaktionelle artikler. Fødevareproducenten Knorr får reklame direkte i Alt for Damerne, pakket ind som færdiglayoutede artikler i damebladets stil.

Et i øvrigt sobert og vigtigt publicistisk tilbud som Avisen.dk bringer såkaldt "sponseret indhold", hvor eksempelvis rejsebureauet Apollo har indsendt og fået optaget artikler om egne produkter, der formidles over et journalistisk udtryk, men reelt er reklame, slet og ret. Placeret dejligt tæt på rigtige, journalistiske artikler om ferie, fritid og den store verden.

Nye danske regler betyder, at product placement, altså redaktionel omtale mod betaling, bliver tilladt på eksempelvis TV 2-regionernes nye døgnkanal fra nytår. Det er en farlig udvikling. For kan vi vælgere altid gennemskue, hvilke interesser der står bag budskaberne? Man kan ikke google sig til alt.

--- ooo ---

Det var mere uskyldigt engang. Før spindoktorernes og sponsorernes tidsalder. Må jeg i et personligt udgangspunkt tage jer tilbage til 60ernes Danmark?

Hvad er jeg selv rundet af, eller som det vel hedder på godt Vartov-jysk: runden af, når det gælder Grundtvigs frie ord?

I 1. klasse tilbage i slutningen af 60erne var jeg blevet valgt til elevrådet på Bernadotteskolen i Hellerup - elevforsamlingen grundlagt i 1953 som et af verdens første demokratier for børn.

Skolens leder var den legendariske skolemand og pædagog C.C. Kragh-Müller. Mødte man ham i skolegården, var jeg nok lidt ærefrygtig, som når man står og betragter Grundtvig-statuen mejslet i granit hér i gården. Oppe på lærerværelset til møde i elevrådet sad vi på række med C.C. - så var vi lige. Jeg var seks år, men har lige hér i hjertet er følelsen endnu. Den var stor, selv om man var lille!

Allerede dengang sagde man drillende om Bernadotteskolen, at dér gik magthavernes børn. De socialdemokratiske ministre sendte deres børn til den private, internationale skole i Hellerup, hvor de kunne gå sammen med diplomatiets poder. En problemstilling, vi også kender i dag.

Min far var da også aktiv som redaktør for det store, altdominerende parti liste A og indprentede os drenge, at Store Trappe op til Folketinget var noget meget fint; derinde lå grundloven. Jeg havde hørt om Grundtvig og var da sikker på, at så betydningsfuld en mand havde skrevet den. Grundloven.

Grundtvig - grundloven. Naturligvis.

Langt senere, i Statsministeriet, rejser vi journalister os, når statsministeren kommer ind. Men så er ordet også frit, så er vi lige.

Så er det næsten som et elevrådsmøde, hvor man bare sidder sammen med statsministeren.

Jeg tror, at elevrådsmøderne dengang undfangede lysten til at formidle og debattere i skikkelse af politisk publicist.

--- ooo---

Danmark er et strålende land for publicister. Det frie ord har ingen formelle grænser i det danske demokrati. Nogen vil sige, at rammerne er for vide. Med henvisning til grundlovens ord om ytringsfrihed kan man f.eks. formidle profeten satirisk - eller kan man? Bør man?

Tak Grundtvig, tak grundlov, tak folkestyre. Tænk at man kan ytre sig frit i Danmark. Tænk at man kan købe et domæne på internettet, sætte det historiske navn Altinget - verdens ældste parlament - sammen med den nationale forkortelse dk og med det således opståede fantasiord Altinget.dk få kontor i selveste Folketinget.

Ringe op til ministre og publicere det frit ud i det offentlige rum. Det vil jeg som samfundsborger altid være taknemmelig over. Grundtvig opfandt ikke internettet, men havde han levet, havde han brugt det flittigt.

"Frihed til fælles bedste," skrev Grundtvig. Jeg lover dagens fødselar, at det fortsat skal være en ledetråd bag den politiske journalistik, vi også i fremtiden vil tillade os at sende ud i cyberspace i håb om, at folkestyrets nysgerrige disciple vil række ud efter det frie ord.

Tak for det.