Dagens overblik: Flere Kommuner har brugt kritiserede psykologer i børnesager

Grønlandske ’eksperimentbørn’ får nej til erstatning. Sundhedsstyrelsen kritiseres for nøl med vacciner til gravide. Læger er skeptiske over for nye corona-tabletter. Og Flere Kommuner har brugt kritiserede psykologer i børnesager. Få overblikket over dagens nyheder. 

Kommunerne bør genvurdere sagerne, hvor psykologer har fået kritik for forældrekompetenceundersøgelser, lyder det fra socialminister Astrid Krag (S) til Jyllands-Posten.
Kommunerne bør genvurdere sagerne, hvor psykologer har fået kritik for forældrekompetenceundersøgelser, lyder det fra socialminister Astrid Krag (S) til Jyllands-Posten.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Karl Emil Frost

God formiddag og velkommen til Altingets første morgenoverblik efter en kort julepause.

Vi begynder i Jyllands-Posten, hvor man kan læse, at nogle af de mest anvendte psykologer i sager om tvangsfjernelse af børn har fået skarp kritik af Psykolognævnet.

Psykologerne er blevet brugt af kommuner til at udarbejde de forældrekompetenceundersøgelser (FUK’ere), som kan ende med være udslagsgivende for, om børn fratages fra forældre eller ej.

Det vækker bekymring fra flere eksperter i avisen, som mener, at det i yderste konsekvens kan have påvirket stærkt indgribende afgørelser i en forkert retning.

Socialminister Astrid Krag (S) understreger, at der skal være sikkerhed for, at sagerne er ordentligt belyst.

”Jeg forventer, at de kommuner, hvor FKU’er har fået kritik, har genvurderet sagerne,” siger hun til Jyllands-Posten.

Læger er skeptiske over for nye corona-tabletter

De praktiserende læger mener ikke, at der er tilstrækkelig dokumentation for effekten af de nye corona-tabletter og har derfor ikke lyst til at udskrive dem til patienter, skriver DR.

Ifølge Sundhedsstyrelsen giver det god faglig mening at bruge pillen, som Danmark indtil videre har købt 50.000 af fra medicinalvirksomheden Merck.

Men Anders Beich, der er Dansk Selskab for Almen Medicins talsmand på coronaområdet, opfordrer til at genoverveje købet.

”Vi synes, at dokumentationsgrundlaget er virkelig, virkelig spinkelt. Vi er bange for, at vi bruger et middel, der i bedste fald er uvirksomt og i værste fald udsætter folks behandling for sygdommen,” siger han til DR.

Sundhedsstyrelsen kritiseres for nøl med vacciner til gravide

Der gik tre måneder fra Sundhedsstyrelsen modtog de første advarsler fra bekymrede eksperter og fagorganisationer om manglende coronavaccine til gravide, før myndighedernes retningslinjerne blev opdateret, skriver TV 2.

I mellemtiden har flere gravide haft voldsomme sygdomsforløb, og nogle har mistet deres barn under svangerskabet.

Alligevel står Sundhedsstyrelsen i dag fast på, at man tilbage i foråret ikke havde tilstrækkelig viden til at kunne anbefale vaccinen til gravide kvinder, lyder det fra Bolette Søborg, der er enhedschef i beredskabet for smitsomme sygdomme.

”Jeg synes ikke, at det var en fejl. Vi tog beslutningen ud fra det bedst mulige udgangspunkt, vi havde på det gældende tidspunkt. Men nu skal gravide lade sig vaccinere, det er vi fuldstændig overbevist om,” siger hun til TV 2.

Grønlandske ’eksperimentbørn’ afvist erstatning
Socialministeriet afviser at give erstatning til seks af de såkaldte Grønlandske ’eksperimentbørn’, som i 1951 blev sendt til Danmark som del af et opdragelsesforsøg.

Det siger advokat Mads Pramming, der repræsenterer de seks, til P1 Morgen.

"Når de afviser kravet og beder os om at gå til domstolene, er det det samme som i udgangspunktet at sige, at man ikke skylder nogen noget, og at det er noget, der skal løses ved domstolene," siger han.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sendte i december sidste år en officiel undskyldning til de 22 grønlandske børn, der blev sendt til Danmark som led i forsøget.

”Vi kan ikke ændre på det, der er sket. Men vi kan tage ansvaret på os og undskylde over for dem, som vi burde have passet på, men svigtede,” udtalte hun dengang i en pressemeddelelse.

Det sker i dag: 

  • Nye testkrav for indrejse træder i kraft
Læs også
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Astrid Krag

MF (S), fhv. social- og ældreminister
student (Tørring Amtsgymnasium. 2001)

Bolette Søborg

Fhv. chef, Enhed for Beredskab og Smitsomme Sygdomme, Sundhedsstyrelsen
cand.med. (Københavns Uni. 1999), Ph.D (Københavns Uni. 2010), speciallæge i samfundsmedicin, uddannet udbrudsepidemiolog (EPIET fellow) (ECDC EU 2013)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024