Danmark til kamp for friheden

Af Michael Aastrup Jensen (V) 
MF og næstformand i den danske delegation til Europarådet

I regeringsprogrammet står der, at Danmark skal "turde kritisere alle, der groft krænker menneskerettighederne". Det lyder flot og rigtigt, men er det så rent faktisk det, Danmark gør? En nylig undersøgelse fra CEPOS slår fast, at der er meget langt fra ord til handling i dansk udenrigspolitik.

Tag bladet fra munden 
Det er især inden for FN-systemet, at Danmark forholder sig bemærkelsesværdigt tavs, eksempelvis når det gælder de såkaldte UPR-vurderinger (Universal Periodic Review, red.). Danmark modtager selv skarp kritik fra tvivlsomme regimer som Pakistan, Bangladesh og Hviderusland. Desværre har vores mange udenrigsministre stukket piben ind over for de selv samme lande.

Vi lader rask væk Bangladesh kloge sig i problemer med "hate speech" i Danmark, men forholder os nærmest tavse overfor de grove menneskerettighedsovertrædelser, der foregår i landet. Et land, som vel og mærke i årevis har modtaget danske bistandskroner.

Danmark benytter, i modsætning til andre vestlige lande, i mindre omfang muligheden for at tage bladet fra munden. Mest besynderligt er, at Danmark end ikke kritiserer flere af de lande, som vi giver udviklingsbistand.

Når Danmark tager ordet i FN, er det ofte blot for at påpege nicher inden for menneskerettighedsområdet, f.eks. homoseksuelles og oprindelige folks rettigheder. Det er tilfældet i forbindelse med Rusland, hvor Danmark helt undgår at kritisere de mere dybereliggende problemer i forhold til journalisters arbejdsvilkår, frie valg og domstolenes uafhængighed.

Det er for ringe, at Danmark putter sig i internationale sammenhænge, og det er direkte uforståeligt, at vi afholder os fra at kritisere de lande, vi giver millioner af skattekroner i bistand til hvert år.

Michael Aastrup Jensen (V)
MF og næstformand, Den danske delegation til Europarådet

I stedet tager Danmark fat i et hjørne af Ruslands menneskerettigheds-krænkelser, som i virkeligheden er symptomer på de førnævnte dybere problemer. Er det, fordi vi er bange for at skade danske handelsinteresser? Nej, eksempelvis Tyskland, Canada og de ellers meget politisk korrekte svenskere forsømmer ingen lejlighed til at påpege væsentlige overtrædelser af menneskerettighederne, og navnlig Tyskland har jo som bekendt et tæt økonomisk samarbejde med Kreml.

Efterlyser politisk mod
Det er for ringe, at Danmark putter sig i internationale sammenhænge, og det er direkte uforståeligt, at vi afholder os fra at kritisere de lande, vi giver millioner af skattekroner i bistand til hvert år. Det er jo netop de lande, vi skal være mest kritiske over for, netop for at sikre os at vores bistandsmidler har en virkning. Regeringen bør opprioritere at overholde sit eget regeringsprogram, også når det drejer sig om internationale forpligtigelser.

Derfor efterlyser jeg mere politisk mod i den danske udenrigspolitik og navnlig inden for vores ageren i FN. Danmark skal i en førerposition i kampen for frihed og demokrati. Det kræver, at vi tager bladet fra munden og genfinder en markant linje i dansk udenrigspolitik.