Demenskor vinder Folkeoplysningens Pris 2024
Demenskor i Danmark løb med sejren, da Folkeoplysningens Pris 2924 blev uddelt i København.
Frida Flinch
JournalistVinderen har "skabt forandring hos mennesker og for vores fælles samfund", lød dommen fra juryen, da årets vinder af Folkeoplysnings Pris skulle findes.
Det blev Demenskor i Danmark, der løb afsted med sejren.
Det oplyser Dansk Folkeoplysningens Samråd, som hvert år overrækker prisen, i en pressemeddelelse.
"Når folkeoplysning er bedst, rykker det os mennesker tættere sammen og forandrer noget både i det enkelte menneske og i vores fælles samfund. Det er Demenskor i Danmark et pragteksempel på. Initiativet slår tonen an for fremtidens folkeoplysning ved - gennem et stærkt partnerskab - at finde nye veje og skabe nye fællesskaber i den folkeoplysende verden," lød det fra Dansk Folkeoplysningens Samråds formand, Per Paludan Hansen.
Demenskor i Danmark er et samarbejde mellem Alzheimerforeningen, Sangens Hus, Aalborg Universitet og Danmarks Radio. Samarbejdet blev særligt kendt for offentligheden i DR-programmet "Demenskoret".
Initiativet har efterfølgende blomstret i flere kommuner, hvor der er blevet skabt en række demenskor og udannet flere korledere.
Folkeoplysnings Pris bliver hvert år givet til en forening, organisation eller borger, der har startet et ekstraordinært folkeoplysende initiativ, der både har udviklet folkeoplysningen og skabt nye fællesskaber.