Den nye regering er billedet på, hvordan vi stadig halter bagud på ligestilling

Ligestilling har altid været nedprioriteret i dansk politik. Det er det stadig. Men alene den nye regerings sammensætning illustrerer, hvorfor det burde prioriteres højere.

“Vi repræsenterer danskerne som de er flest, det er derfor vi ser sådan ud,” sagde Mette Frederiksen, da hun præsenterede sin nye regering foran Amalienborg.

Mette Frederiksen selv var ret iøjnefaldende i sin røde frakke, omgivet som hun var af Lars og Jakob og Nicolai og Peter og Dan og Troels og Kaare. En rød frakke i et sortblåt hav. Yderst på fløjene kom til venstre endnu en Lars og til højre Pernille og Louise, mens resten af flokken stod i anden række.

I alt to mænd for hver kvinde. Og nej, det var ikke tilfældigt, hvordan de stod.

Ligesom det heller ikke er tilfældigt, i hvilken rækkefølge, de forskellige ministerier bliver præsenteret af Statsministeriet.

Ligestillingsministeriet er igen gemt væk under et mindre ministerium nederst på listen. Denne gang ligger det under Digitaliseringsministeriet, tidligere var det under Transportministeriet og før det Fiskeriministeriet. Det har været og er stadig tydeligvis helt tilfældigt, hvor man har lagt ansvaret for kvindedrab, for ligeløn og for dét, som Statsministeren selv italesatte foran Amalienborg: repræsentation.

I Finland er hele 58 procent kvinder, men de har også Sanna Marin i spidsen, der er en stærk feminist, som går op i repræsentation og ligestilling

Rikke Viemose

Hun præsenterede en regering, hvor to ud af tre er mænd, og alligevel mener hun, at den er repræsentativ.

At sige, at ministrene ligner danskerne, som de er flest, afslører en privilegieblindhed, der måske er en af forklaringerne på, hvorfor ligestillingsspørgsmål ofte bliver så nedprioriteret.

Selvom man kan forledes til at tro det, hvis man først og fremmest færdes på Christiansborgs gange, så består den danske befolkning ikke mestendels af hvide midaldrende mænd i mørkeblå jakkesæt og slips og med en indkomst langt over gennemsnittet. Jeg er klar over, at repræsentation handler om andet end køn, men det er så let at se skævhederne, når vi taler om netop det:

Kun otte ud af de 23 ministre er kvinder, altså små 35 procent. Det er ikke godt nok. Både i Norge, Sverige, Island og Finland har man til sammenligning en kønsrepræsentation i regeringerne inden for 40/60 procent. I Finland er hele 58 procent kvinder, men de har også Sanna Marin i spidsen, der er en stærk feminist, som går op i repræsentation og ligestilling.

I Danmark er det til gengæld vores kvindelige statsminister, der har trukket gennemsnittet ned: Blandt de 11 socialdemokratiske ministre er kun tre kvinder, hvilket svarer til 27 procent.

Og når man ser på kønsfordelingen i de vigtigste udvalg, bliver tallene endnu værre.

I regeringsledelsen sidder kun én kvinde, nemlig statsministeren, mens de fire andre er mænd. I det magtfulde Koordinationsudvalg er kun to af otte medlemmer kvinder. Samme fordeling ser vi i Økonomiudvalget, mens der i Sikkerhedsudvalget er én kvinde ud af fire. I Ansættelsesudvalget er der én kvinde ud af fem, og i Udvalget for grøn omstilling er der også kun én kvinde blandt de ni medlemmer.

Samlet set har kvinder altså kun en repræsentation på mellem 11 og 25 procent, hvor magten fordeles. Det er dybt udemokratisk.

Må jeg minde om, at halvdelen af danskerne er kvinder. Kvinder har endnu aldrig været repræsenteret i et antal i Folketinget, der svarer til deres omfang i befolkningen, men ved det seneste valg stemte vælgerne et rekordstort antal kvinder ind, så de i dag udgør 44 procent af folketingsmedlemmerne.