Det sker i EU: Den danske ghettopakke foran Domstolen i Luxembourg

Er Danmarks ghettolovgivning racistisk? Østre Landsret har bedt om en vurdering fra EU-Domstolen, som i denne uge åbner sagen med et retsmøde. Samtidig lægger Europa-Parlamentet slagplan for høringerne af de nye kommissærer i Bruxelles.

Gellerupparken i Aarhus er et af de 12 boligområder, som ved sidste opgørelse stadig stod på Boligministeriets liste over ghettoer eller "parallelsamfund" i Danmark.
Gellerupparken i Aarhus er et af de 12 boligområder, som ved sidste opgørelse stadig stod på Boligministeriets liste over ghettoer eller "parallelsamfund" i Danmark.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Thomas Lauritzen

Mandag 30. september

Må man tvinge lejere ud af deres bolig for at undgå ghettoer, blandt andet med henvisning til deres etniske oprindelse? Det er det svære spørgsmål, som Østre Landsret har bedt EU-Domstolen tage stilling til i en stærkt principiel sag, som nu kommer til høring foran dommerne i Luxembourg. Den danske ghettopakke fra 2018 indeholdt stramninger af Almenboligloven, som pålægger kommunerne at skære ned på antallet af almene familieboliger i boligområder med over 1.000 beboere, der blev defineret som ”hårde ghettoområder” (senere omdøbt til det mere neutrale ”omstillingsområder”). Definitionen indeholder kriterier om lav beskæftigelse, lav indkomst, dårlig uddannelse og høj kriminalitet – men også, at over 50 procent af indbyggerne er ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande.”

Siden er mange lejere blevet tvunget fra deres boliger på grund af ghettoloven, og en hel del af dem rundt om i landet har lagt sag an om ulovlig etnisk forskelsbehandling. Både Højesteret og andre domstole har sat en række sager i bero, mens man afventer denne såkaldte præjudicielle afgørelse fra EU-Domstolen, som Østre Landsret har bedt om.

De konkrete sager til høring i Luxembourg handler om fem lejere fra Schackenborgvænge i Slagelse og 11 lejere fra Mjølnerparken i København. Spørgsmålet er, om ghettopakken og dens følger er i strid med EU’s direktiv om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse. Sagen ventes afgjort engang næste år, og den bliver fulgt med interesse i andre medlemslande også.

I Bruxelles tager sundhedskommissær Stella Kyriakides imod en gruppe medlemmer fra Folketingets sundhedsudvalg, som er i byen for at blive klogere på blandt andet EU's Sundhedsunion og Lægemiddelpakken. Delegationen skal også mødes med repræsentanter for HERA, som er den nye myndighed for kriseberedskab på sundhedsområdet, der skal sørge for hurtig reaktion på epidemier og andre fremtidige sundhedskriser.

Europa-Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg får besøg af direktøren for Den Europæiske Centralbank (ECB), franske Christine Lagarde, som vil drøfte rentesatser og kapitalmarkedsunion med parlamentarikerne. Det er Lagardes første møde med parlamentsudvalget siden EU-valget i juni.

Samtidig kan Udvalget om Borgernes Rettigheder byde velkommen til den europæiske chefanklager, Laura Kövesi. Hun vil give en status om arbejdet og udfordringerne for Den Europæiske Anklagemyndighed, EU's Narkotikaagentur og det strafferetslige samarbejde, Eurojust.

Formændene for Europa-Parlamentets forskellige udvalg samles for at lægge en slagplan for, hvordan den kommende tids høringer af de nye EU-kommissærer skal foregå. Kommende energikommissær Dan Jørgensen og alle hans nye kolleger fra de andre lande vil skulle godkendes af Parlamentet efter lange og detaljerede høringer i fagudvalgene, som nu skal organiseres og planlægges omhyggeligt. Mødet bliver fulgt af en konference for alle de politiske gruppers formænd onsdag.

Et af de svære spørgsmål under høringerne for Dan Jørgensen kan komme til at handle om atomenergi, som han aldrig har været særlig begejstret for. Der er planer om udvikling af mange flere små modulære atomreaktorer (SMR) på tværs af EU – og det er et af hovedemnerne for en stor konference i Prag tirsdag.

EU-Kommission er sammen med den tjekkiske regering vært for årets europæiske forum om atomkraft (ENEF), hvor toppolitikere, diplomater og eksperter i atomkraft samles for at drøfte teknologiske muligheder og fremtidsplaner. Konferencen bliver åbnet med taler af regeringslederne fra Tjekkiet og Slovakiet, Petr Fiala og Robert Fico. Blandt deltagerne er topfolk fra EU-Kommissionens energidirektorat og generaldirektøren for OECD’s atomenergi-agentur, William D. Magwood.

Altinget logoEU
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget EU kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra EU

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024