Blå partier forsøger at samle sig før forhandlinger med Wammen: "Så står vi stærkere," siger Konservative

Borgerlige partier kan opnå "bedre resultater" ved fælles front i finanslovsforhandlinger med Nicolai Wammen, siger Konservatives Rasmus Jarlov. Danmarksdemokraterne vil ikke drøfte sagen i pressen.

"Vi er i dialog med de andre blå partier, om vi kan finde fælles fodslag," siger Konservatives finansordfører, Rasmus Jarlov, til Altinget. Danmarksdemokraterne foretrækker, at drøftelserne mellem de borgerlige ikke tages i pressen.
"Vi er i dialog med de andre blå partier, om vi kan finde fælles fodslag," siger Konservatives finansordfører, Rasmus Jarlov, til Altinget. Danmarksdemokraterne foretrækker, at drøftelserne mellem de borgerlige ikke tages i pressen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Malte Bruhn

Partierne i den borgerlige opposition har indledt en "dialog" for at "finde fælles fodslag", før de skal stå ansigt til ansigt med finansminister Nicolai Wammen (S).

Målet med øvelsen er at stå stærkere overfor ministeren og SVM-regeringen i forhandlingerne om finansloven for 2025, der begynder officielt i næste uge.

Vi skal nok sige til, når vi er klar til at lade jer vide, hvad vi er blevet enige om

Rasmus Jarlov (K)
Finansordfører

Det fortæller Rasmus Jarlov, der er finansordfører for Konservative, i et interview med Altinget.

"Vi er i dialog med de andre blå partier, om vi kan finde fælles fodslag. Det kan der måske være en idé i, fordi så står vi stærkere overfor regeringen," siger han.

Kilder med tilknytning til andre borgerlige partier har overfor Altinget bekræftet de igangværende drøftelser.

Om Konservative, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti vil komme med et decideret fælles udspil, er ikke afgjort.

Hvad går dialogen på?

"Det får I at vide, når vi har haft den," siger Rasmus Jarlov.

Er det realistisk, at I kommer med et fælles borgerligt udspil til finanslovsforhandlingerne?

"Det får I også at vide, hvis vi gør det. Det må vi se. Vi lægger en forhandlingsstrategi, som vi selvfølgelig afstemmer med vores samarbejdspartnere, for det kan være, vi kan få forhandlet nogle bedre resultater igennem, hvis vi gør nogle ting fælles," siger den konservative finansordfører.

Sidste år var alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten med i den endelige aftale om finansloven.

Den borgerlige opposition har ikke tidligere i denne valgperiode indgået officielle og offentlige alliancer i forbindelse med forhandlingerne om finansloven.

Ved forhandlingerne om finansloven for 2023, endte Konservative og Danmarksdemokraterne udenfor den endelige aftale.

Læs også

Vil ikke presse de blå partier

Netop diskussionen om det blå sammenhold og mangel på samme var også et emne, da Rasmus Jarlov i sidste weekend deltog i Konservatives landsråd i Herning.

I sin partiledertale understregede politisk leder Mona Juul, at Konservative går målrettet efter komme med i "en blå regering" efter næste folketingsvalg.

Fra scenen sagde hun videre, at Konservative skal være et parti, der er med til at samle de borgerlige partier om et fælles politisk projekt.

"Alle, der kender konservativ transportpolitik ved, at vi om nogen kan bygge broer. Det kan vi også i den blå familie," sagde Mona Juul fra talerstolen.

Handler det her også om at vise, at der er et seriøst borgerligt alternativ til SVM-regeringen?

"Det er svært for mig at sige, hvad noget handler om, når vi ikke har gjort noget endnu. Vi må se, hvad vi gør fælles og ikke gør fælles. Det hører I om på et tidspunkt, vil jeg tro," siger Rasmus Jarlov.

Hvordan håber du, at dialogen ender?

"Vi har mange håb, men det er mest hensigtsmæssigt, at vi melder det ud, når vi har aftalt, hvad vi gør. For jeg vil ikke lægge pres på andre blå partier gennem pressen. Så det vil jeg ikke sige for meget om," siger han og tilføjer:

"Men vi skal nok sige til, når vi er klar til at lade jer vide, hvad vi er blevet enige om," siger han.

Vil ikke drøfte det i pressen

Danmarksdemokraternes finansordfører, Dennis Flytkjær, har ikke lyst til at kommentere på Rasmus Jarlovs udtalelser.

"Vi tager den drøftelse med de andre borgerlige partier og ikke gennem pressen," skriver han i en sms til Altinget.

Ved finanslovsdebatten tidligere på måneden lovede Dennis Flytkjær, at Danmarksdemokraterne vil præsentere et finanslovsudspil, før forhandlingerne starter.

Jeg springer over på den, da vi tager den drøftelse med de andre borgerlige partier og ikke gennem pressen

Dennis Flytkjær (DD)
Finansordfører

Heller ikke Dansk Folkepartis gruppeformand og finansordfører, Peter Kofod, vil give sit besyv med, da Altinget ringer ham op.

"Jeg har ikke noget at sige for nuværende," siger Peter Kofod.

Og du vil heller ikke fortælle om de her drøftelser?

"Nej, det vil jeg ikke. Jeg vil lige afvente," siger DF'eren.

Liberal Alliances finansordfører, Ole Birk Olesen, er ikke vendt tilbage på Altingets henvendelser i denne omgang.

Konservatives hovedkrav

Rasmus Jarlov vil ikke sætte ord på det politiske indhold i de drøftelser, der foregår mellem de blå partier.

Men han vil gerne fortælle om Konservatives egne prioriteter i de kommende forhandlinger om statens budget.

"Hullerne i Forsvarets økonomi skal lukkes. Det er et af vores hovedkrav," siger Rasmus Jarlov og fortsætter:

"Vi er enige om, at Forsvarets skal styrkes. Alligevel er der besparelser mange steder, som sætter Forsvaret tilbage og demoraliserer soldaterne. Det vil dreje sig om et trecifret millionbeløb, hvis vi skal lukke hullerne. Men på finanslov, hvor vi bruger 1200 milliarder, så må man også kunne finde det," siger han og tilføjer:

"Vi ville også have brugt flere penge på miljø og klima".

Læs også

På den store klinge mener den konservative finansordfører, at regeringen er for rundhånede med skattepengene.

Han påpeger, at finansminister Nicolai Wammens udspil lægger op til en offentlig vækst på 2,5 procent.

"Regeringen bruger for mange penge, og den forvalter ikke dansk økonomi ret godt. Der er for meget vækst i staten og især i bureaukratiet. Selvom dansk økonomi er virkelig godt kørende, blandt andet på grund af Novo Nordisks enorme succes, så bør man ikke bruge så mange penge, som regeringen gør," siger han og uddyber:

"Det risikerer at føre til inflation igen, og det presser det private arbejdsmarked, at staten ekspanderer så meget, som den gør. Det fjerner hænder fra erhvervslivet".

Da I førstebehandlede finansloven tidligere på måneden sagde du, at regeringen har lagt op til "skinforhandlinger", fordi der kun er sat en halv milliard af i forhandlingsreserven. Kan Konservative gå med i den endelige aftale, selvom udspillet har alle de mangler og problemer, du her fremhæver?

"Det kommer an på, hvad vi får for vores underskrift. Det afgør vi ikke på forhånd. Vi er slet ikke gået i gang med forhandlingerne," siger Rasmus Jarlov.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Jarlov

MF (K), formand for Folketingets Forsvarsudvalg
cand.merc. (Handelshøjskolen i København 2003)

Dennis Flydtkjær

MF (DD)
datamatiker (Erhvervsakademi Midtjylland 2002)

Peter Kofod

MF (DF)
lærer (UC Syddanmark 2015)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024