Det sker i EU: En uge i topmødets tegn

OVERBLIK: Helle Thorning-Schmidt og hendes stats- og regeringschefkolleger kommer til Bruxelles for at diskutere energiunion, frihandel og vækst og for at overveje, hvad der skal ske fremadrettet med sanktionerne over for Rusland.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt får fornøjelsen af EU-Kommissionformand Jean-Claude Junckers selskab både ved et møde i EU-Kommissionen og ved et to-dages topmøde i Bruxelles i denne uge.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt får fornøjelsen af EU-Kommissionformand Jean-Claude Junckers selskab både ved et møde i EU-Kommissionen og ved et to-dages topmøde i Bruxelles i denne uge.Foto: Europa-Kommissionen
Rikke Albrechtsen

Mandag 16. marts
Udenrigsministerrådsmøde i Bruxelles
Højt på dagsordenen står det uroplagede Libyen, hvor EU-ministrene skal overveje, hvordan de kan støtte op om en genopretning af det, der vurderes at være en fejlslagen stat. Muligheden for en reel EU-mission til landet er på bordet. Derudover skal ministrene diskutere migration og forholdet til EU’s partnere mod øst. Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) deltager.

Landbrugsministre diskuterer økologi, mælk og forenkling 
To uger før afskaffelsen af mælkekvoterne pr. 1. april vil fødevareminister Dan Jørgensen (S) og hans ministerkolleger diskutere situationen på mælkemarkedet. Desuden vil de forhandle om en ny økologiforordning og diskutere mulighed for forenkling af den fælles landbrugspolitik. Under frokosten vil ministrene diskutere internationale handelsforhold for landbrugssektoren.

Tirsdag 17. marts
Forberedelse af topmøde 
EU’s europa- og udenrigsministre vil skulle lægge sidste hånd på forberedelserne til det EU-topmøde, som løber af stablen senere på ugen.

Dom i sag om vikararbejde
EU-Domstolen skal give sin vurdering af, hvorvidt overenskomster i Finland, der forbyder permanent brug af vikarer til at varetage de samme job som fastansatte, er i strid med EU's regler. I en sag mod Shell Aviation har den finske arbejdsret bedt EU-Domstolen om svar på, om de finske overenskomster går mod EU's vikardirektiv.

Onsdag 18. marts
Kommissionen præsenterer nye forslag til bekæmpelse af skattesnyd
 
EU’s økonomikommissær, Pierre Moscovici, vil fremlægge en såkaldt skattegennemsigtighedspakke, som blandt andet vil indføre automatisk informationsudveksling mellem medlemsstater om skatteafgørelser. Det vil ifølge Kommissionen gøre dem i stand til at opdage, om virksomheder misbruger huller i skattelovgivningerne.

Torsdag 19. marts
Danmark og Grønland møder Juncker
EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, modtager statsminister Helle Thorning-Schmidt samt repræsentanter for det grønlandske hjemmestyre for at skrive under på en fælles erklæring om samarbejdet mellem EU, Danmark og Grønland.

Topmøde i Bruxelles
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil til det årlige marts-topmøde blandt andet skulle slå et slag for, at arbejdet med EU’s energiunion kommer til at dreje sig om andet end bare at gøre EU mindre afhængig af energi udefra. Derudover skal stats- og regeringscheferne runde den europæiske vækstdagsorden, frihandelsaftalen med USA og en række udenrigsemner, herunder ikke mindst Ukraine og Rusland, hvor det nuværende sanktionsregime skal op til overvejelse. Mødet varer både torsdag og fredag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dan Jørgensen

Danmarks kandidat til EU-Kommissionen, fhv. minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024