Det ved vi om regeringens udspil om udenlandsk arbejdskraft

OVERBLIK: Onsdag eftermiddag præsenterer regeringen et nyt udspil, som skal gøre det lettere for virksomhederne at få udlændinge til at komme og arbejde i Danmark. Her er, hvad vi allerede ved.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Freja Søgaard

Klokken 14 onsdag kommer regeringen med sit udspil om at lette adgangen for udenlandsk arbejdskraft. 

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) berørte allerede emnet i sin åbningstale tirsdag, hvor han også annoncerede udspillet. 

"Danske virksomheder skaber den velstand, som muliggør velfærd. Derfor er det alvorligt, når de ikke kan få de medarbejdere, de har brug for," sagde Løkke.

Her er, hvad vi foreløbig ved:

Beløbsgrænsen skal ned
Et centralt forslag i udspillet bliver, at grænsen for, hvem der kan komme ind i landet på den såkaldte beløbsordning, skal ned.

I dag skal en EU-borger mindst tjene 418.000 kroner for at kunne komme og arbejde i Danmark på beløbsordningen. Men den grænse skal ned på 330.000 kroner, foreslår regeringen.

Det skrev Jyllands-Posten onsdag morgen, og Udlændinge- og Integrationsministeriet bekræfter oplysningerne over for Altinget.

Borgere fra disse 12 lande skal have lettere adgang
Den lavere beløbsgrænse på 330.000 kroner skal kun gælde for 12 bestemte lande, foreslår regeirngen. Det gælder Singapore, Australien, Canada, Japan, Brasilien, Malaysia, Thailand, Mexico, Rusland, USA, Indien og Kina.

Også dette er bekræftet af ministeriet.

S og DF afviser på forhånd
Men Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet afviser regeringens centrale forslag, før udspillet er præsenteret.

"Jeg synes, regeringen skal pakke dette sammen. Vi siger nej til på nogen måde at lempe beløbsordningen for at få mere udenlandsk arbejdskraft," siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten

Også formanden for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast, som står i spidsen for 20.000 ansatte i fødevarebranchen i Danmark, kritiserer forslaget.

”Det er uspiseligt for os. Vi er absolut modstandere af, at der åbnes op for mere udenlandsk arbejdskraft, sådan som regeringen lægger op til,” siger han til Avisen.dk.

Erhvervsledere er glade
Det er dog ikke alle, der er negativ stemt over for forslaget.

Flere erhvervsledere har udtrykt deres glæde for forslaget, heriblandt Dansk Industris administrerende direktør, Karsten Dybvad. Han skriver i en pressemeddelelse, at manglen på medarbejdere strammer til, og at der brug for politisk handling nu. 

Også administrerende direktør for Dansk Erhverv Brian Mikkelsen støtter forslaget.

En måling Norstat har lavet for Dansk Erhverv i august viser desuden, at 67 procent af danskerne er enige i, at udlændinge, der arbejder og betaler mere til de offentlige kasser, end de koster, er velkomne i Danmark.  

Pressemøde onsdag
Udspillet bliver præsenteret klokken 14 af udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen. Det foregår i Støjbergs ministerium.

Altinget følger op.

Dokumentation

Det sagde Lars Løkke Rasmussen om udenlandsk arbejdskraft i sin åbningstale

"Danske virksomheder skaber den velstand, som muliggør velfærd. Derfor er det alvorligt, når de ikke kan få de medarbejdere, de har brug for. Hver udlænding, som kommer til Danmark på det, der hedder beløbsordningen, bidrager med hundredtusindvis af kroner til de offentlige kasser. Samlet set tæt på halvanden milliard kroner hvert år.

Penge, som vi kan bruge direkte til uddannelse, sundhed, velfærd. Alligevel insisterer et flertal udenom regeringen på at gøre det så bøvlet som muligt for danske virksomheder at ansætte talenter fra udlandet. Folketingets opgave er ikke at modarbejde danske virksomheder. Tværtimod. Vi skal give virksomhederne ordentlige vilkår. De skal ansætte medarbejdere på gode vilkår.

Regeringen har længe forsøgt at få opbakning til at ændre reglerne. Uden held. Nu forsøger vi igen. Med inddragelse af arbejdsmarkedets parter. Som heller ikke ønsker unødigt bøvl. I morgen vil regeringen fremlægge et udspil. Det skal også gøre det lettere at tiltrække medarbejdere fra lande, som vi i forvejen har stærke økonomiske bånd til. Som USA, Canada, Singapore, Japan. Danske virksomheder, skal have den kvalificerede arbejdskraft, de mangler – uden at vi åbner døren for dem, vi ikke har brug for."


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024