DF: DR skal ikke drive orkester- og koncertvirksomhed
MEDIEFORLIG: Står det til Dansk Folkeparti, skal alle musiske ensembler væk fra DR. Kulturministeren lufter samme tanker.
Amalie Bjerre Christensen
Market AnalystDR skal være et mediehus og ikke have musiske aktiviteter, hvis det står til Dansk Folkeparti. Det skriver Politiken.
Ifølge Politiken vil Dansk Folkeparti blandt andet fjerne Koncerthuset fra DR og omlægge det til en selvstændig enhed med musiske ensembler. Derudover ser Dansk Folkeparti gerne, at Symfoniorkestret og Vokalensemblet lægges under Det Kongelige Teater.
”Selve orkestrene skal virke på nøjagtig samme vilkår som i dag. Det bliver bare ikke DR, der har ansvaret for dem,” siger Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen.
Forslaget kommer, netop som forhandlingerne om et nyt medieforlig starter i løbet af de næste måneder. Baggrunden for udspillet er, at Dansk Folkeparti frygter, at DR ellers vil spare på orkestrene.
Til Jyllands-Posten lufter kulturminister Mette Bock (LA) også tanken om, at DR skal være et rent mediehus.
”Hvis min idé – min tanke – blev ført ud i livet, ville DR umiddelbart stå tilbage som en institution, der alene skulle koncentrere sig om at producere medieindhold, mens Det Kgl. Teater med orkestre og kor fra DR til gengæld ville komme til at stå på fire ben og dermed umiddelbart styrket som en national kulturinstitution i verdensklasse. Det kunne blive et smukt syn,” siger Mette Bock.