DI: Digital udvikling skal redde dansk film

Af Adam Lebech
Branchedirektør, DI ITEK (It-, tele-, elektronik- og kommunikationsvirksomheder)

Bølgerne har gået usædvanligt højt i forbindelse med efterårets filmforhandlinger. Især har forslaget fra dele af filmbranchen om, at teleselskaberne skal betale en internetskat til filmbranchen, vakt opsigt.

Filmbranchen hævder, at on demand-tjenester som Netflix og HBO er med til at udhule økonomien i den danske filmbranche. Producentforeningen og Danske Filminstruktører har derfor foreslået, at bredbåndsudbyderne skal betale for, at der er færre penge i dansk film.

Argumentet er dog komplet forfejlet og blottet for forståelse for, hvordan internettet fungerer. Realiteten er, at ligegyldigt, om internetforbindelsen bruges til at læse nyheder på nettet, tjekke arbejdsmails, spille spil, høre musik, se stakkevis af amerikanske tv-serier eller en dansk film, ændres bredbåndsudbydernes indtægter ikke med én øre. Tværtimod kræver den øgede nettrafik øgede investeringer i nye og hurtigere net.

Ingen rod i virkeligheden
Om man vil kalde filmbranchens ide om, at danskernes nettrafik primært drives af danske film, for naiv eller arrogant, er nok en smagssag, men én ting er sikker: Den har ingen rod i virkelighedens verden.

Den pudsige ide om, at teleselskaberne scorer kassen på den øgede trafik, undermineres kraftigt af, at en ny undersøgelse fra Erhvervsstyrelsen har vist, at telebranchen oplevede et fald i omsætning på syv procent i 2013 [se her]. Disse negative tal fik i øvrigt ikke telebranchen til at foreslå, at andre brancher skulle løse dén udfordring for dem.

Om man vil kalde filmbranchens ide om, at danskernes nettrafik primært drives af danske film, for naiv eller arrogant, er nok en smagssag, men én ting er sikkert: Den har ingen rod i virkelighedens verden.

Adam Lebech
Branchedirektør i DI ITEK

Filmbranchen derimod forventer, at telebranchen skal ind og tage et økonomisk medansvar for filmbranchens krise.

Den samarbejdets ånd, filmbranchen efterlyser, er desværre svær at genfinde, når én af dansk films førstemænd - Peter Aalbæk fra Zentropa - politianmelder den danske telebranche, fordi hans film piratkopieres [se her].

Det svarer vel nogenlunde til, at bankerne politianmeldte bilforhandlerne, fordi bankrøverne kører byttet væk i biler.

At Zentropas film i øvrigt især piratkopieres i Rusland gør ikke særligt indtryk på Peter Aalbæk [se her].  Danske teleselskaber må betale.

Teleselskaberne bidrager allerede
Men vil teleselskaberne slet ikke bidrage til dansk kultur? Jo, og det gør de skam også. Tidligere på året var teleselskaberne ligeværdig partner sammen med Rettighedsalliancen og Kulturministeriet i kampagnen Share With Care, der blandt andet skulle vise, hvordan det bedste våben mod piratkopiering er udvikling af lovlige tjenester [se her]. Peter Aalbæk var i øvrigt selv med i kampagnen, men må have glemt kampagnens budskab.

Nogle danske teleselskaber har desuden egne videotjenester, hvor man kan se film på linje med f.eks. Netflix og HBO. Her betaler selskaberne jo selvfølgelig rettighedshaverne for indholdet, ligesom f.eks. TDC, Stofa og Boxer betaler store summer hvert eneste år til CopyDan og Koda. Disse penge ender selvfølgelig i kulturlivet.

Men udviklingen slutter ikke her. TDC lancerer f.eks. snart deres nye Blockbuster-tjeneste, der blandt andet slår sig op på dansk film. I den forbindelse forventer TDC, at det bliver en trecifret millionforretning, der vil gavne hele filmfødekæden [se her].

Lad det være lektien til den danske filmbranche. Det er samarbejde på markedsvilkår om udvikling af nye forretningsmodeller og nye tjenester og produkter, der skal redde jer. Ikke politianmeldelser af andre brancher.