Dødsfald: Fhv. generalsekretær i MS Jørgen Andersen (92)
Fhv. generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke Jørgen Andersen, Helsinge, er død, 92 år gammel.
Redaktionen
Jørgen Andersen var gennem et langt liv en af de bærende kræfter i arbejdet for, at Danmark skulle påtage sig sin del af ansvaret for udviklingen i den tredje verden. Det skriver Politiken.
Som ung lærer præsterede Jørgen Andersen et rekordstort salg af de årlige Unicef-kort, ligesom han etablerede en stor foredragsvirksomhed rundt om i landet, hvor han fortalte danskerne om de voldsomme problemer, der fandtes i den fattige del af verden.
Det førte til en ansættelse i Mellemfolkeligt Samvirke, hvor han gennem en halv snes år udbyggede oplysningsafdelingen til at blive et uvurderligt informations- og inspirationscenter for den del af det folkelige Danmark, der søgte oplysning om udviklingslandene og Danmarks ulandsbistand.
I perioden 1973-1978 havde Jørgen Andersen som generalsekretær ansvaret for hele Mellemfolkeligt Samvirkes virksomhed, der bl.a. omfattede udsendelsen af et stort antal u-landsfrivillige, hvilket gav ham lyst til selv at prøve kræfter med arbejdet i marken.
I tre år var han således leder af frivilligprogrammet i Botswana – samtidig med at han repræsenterede Danmark som honorær konsul.
Efter hjemkomsten virkede han nogle år som konsulent i Danida.