Dom: Traktat var ikke i strid med grundloven
Redaktionen
Sagen er anlagt af en gruppe borgere mod statsminister Helle Thorning-Schmidt og udenrigsminister Villy Søvndal med påstand om, at Danmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten var i strid med grundloven. Højesteret frifinder i sin dom statsministeren og udenrigsministeren.
I en fælles pressemeddelelse har statsministeren og udenrigsministeren følgende kommentar til domsafsigelsen:
"Højesterets dom slår fast, at Danmark har tiltrådt Lissabon-traktaten i overensstemmelse med grundloven. Det har hele tiden været regeringens opfattelse, at Danmark ikke afgav ny suverænitet i forbindelse med tiltrædelsen af Lissabon-traktaten, og vi har nu Højesterets ord for det."
Lissabon-sagen blev anlagt mod statsministeren og udenrigsministeren ved stævning indgivet 2. juni 2008 af 28 personer. Østre Landsret afviste 28. oktober 2009 at realitetsbehandle sagen, idet sagsøgerne manglede retlig interesse i at få deres påstande prøvet.
Højesteret fastslog imidlertid ved dom af 11. januar 2011, at den række af borgere, som førte sagen mod statsministeren og udenrigsministeren, havde en sådan retlig interesse i sagen, at de havde søgsmålsret.
Dommen indebar, at Lissabon-sagen blev hjemvist til Østre Landsret til realitetsbehandling. Østre Landsret frifandt i sin dom af 15. juni 2012 statsministeren og udenrigsministeren. Sagsøgerne ankede imidlertid dommen til Højesteret. Med Højesterets dom af d.d. er realitetsbehandlingen af sagen endelig afsluttet.
Kilde: Statsministeriet