Debat

Eksportrådet: Ny strategi for eksport til Frankrig

DEBAT: Frankrig står over for en mulig reform af ældreplejen. Det skaber muligheder for danske løsninger, der i forvejen har et positivt ry i Frankrig. Salgsalliancer og myndighedssamarbejde skal åbne nye døre for dansk eksport, skriver Dorthea Damkjær, chefkonsulent i Eksportrådet.

Salgsalliancer og myndighedssamarbejde skal åbne nye døre for dansk eksport af velfærdsteknologi til Frankrig, skriver Dorthea Damkjær, chefkonsulent i Eksportrådet.
Salgsalliancer og myndighedssamarbejde skal åbne nye døre for dansk eksport af velfærdsteknologi til Frankrig, skriver Dorthea Damkjær, chefkonsulent i Eksportrådet.Foto: Colourbox.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Dorthea Damkjær
Chefkonsulent i Eksportrådet

Salgsalliancens værdi for virksomhederne ligger i at blive promoveret samlet under brandet ”dansk ældrepleje”, hvor der fokuseres meget på de erfaringer, danske kommuner har med brugen af velfærdsteknologi.

Dorthea Damkjær
Chefkonsulent i Eksportrådet

Siden 2012 har Eksportrådet i Paris sammen med Dansk Rehab Gruppe, Aalborg Kommune og danske virksomheder målrettet arbejdet på at øge kendskabet til dansk ældrepleje i Frankrig og dermed skabe rammerne for, at danske virksomheder kan få succes på det franske marked.

Fakta
Velfærdsteknologidebatten på Altinget : velfærdsteknologi har til formål at fokusere og styrke den politiske og faglige debat om velfærdsteknologi i Danmark.

Løbende inviterer vi derfor eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for velfærdsteknologiområdet.


Velfærdsteknologidebatten vil i den kommende tid sætte fokus på europæiske erfaringer med velfærdsteknologi. Hvad kendetegner debatten om velfærdsteknologi i de europæiske lande, og hvor er der potentiale for dansk eksport? Hvor er der muligheder, og hvor er der barrierer?  

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten. 

Send dit indlæg til [email protected]

Bagtæppet er, at man i Frankrig er i gang med at diskutere en mulig reform af ældreplejens opbygning. Her inspirerer den danske ældrepleje, som har et meget positivt ry i Frankrig.

Specielt vores mangeårige fokus på, at de ældre skal forblive selvhjulpne, og vores tilgang til de ældres ret til et værdigt liv interesserer franskmændene. Endelig vurderer den franske sygesikringskasse CNSA, som administrerer handicap- og ældremidlerne og blandt andet delvist finansierer byggerier og renoveringer, at 20-40 procent af de franske plejehjemspladser trænger til at blive renoveret. Det skaber interessante markedsperspektiver for danske virksomheder.

Som en del af dette arbejde har Eksportrådet i Paris og Dansk Rehab Gruppe to år i træk under konceptet ”Fremtidens Plejehjem” præsenteret dansk velfærdsteknologi på den største franske rehab- og sundhedsmesse.

I samarbejde med Aalborg Kommune og virksomhederne har Eksportrådet på messen præsenteret en plejebolig inklusiv stue, køkken og sove- og badeværelse med inspiration fra Fremtidens Plejehjem i Aalborg. I alt har næsten 2.000 besøgende været forbi den danske stand, heriblandt den franske social- og sundhedsminister, Marisol Touraine.

Salgsalliance skal promovere dansk ældrepleje 
Desuden har Eksportrådet i Paris faciliteret dannelsen af en strategisk salgsalliance mellem de deltagende producenter af velfærdsteknologi, der har komplementære produkter. De dækker alt lige fra loftslifte, højderegulerbare køkkener, justerbare badeløsninger, en tablet specielt udviklet til ældre, intelligente gulve, senge og gardiner samt særlige arbejds- og støttestole til ældre.

Formålet med alliancen er primært at positionere producenterne over for konkrete byggeprojekter, blandt andet ved at fortælle historien om dansk ældrepleje, og hvordan vi i Danmark bruger velfærdsteknologi til at gøre de ældre mere selvhjulpne.

I 2014 inviterede salgsalliancen 25 franske plejehjemsdirektører og andre nøglepersoner fra den franske ældrepleje på en studietur til Danmark, hvor de med stor succes besøgte Fremtidens Plejehjem i Aalborg og så danske løsninger i funktion.

I Frankrig blev der også arrangeret et road-show til udvalgte byer med særligt mange igangværende og kommende byggerier. Udviklingsdirektør Lars Nøhr fra Fremtidens Plejehjem i Aalborg deltog og præsenterede idéerne bag Fremtidens Plejehjem og de erfaringer, man allerede har gjort sig. Virksomhederne supplerede med film, der viser, hvorledes produkterne bidrager til at gøre de ældre mere selvhjulpne samt forbedre arbejdsforholdene for personalet.

Endelig er de danske virksomheder blevet promoveret over for en stor privat udbyder af plejehjemspladser, der også har besøgt Danmark.

Samler danske virksomheder
Salgsalliancens værdi for virksomhederne ligger dels i at blive promoveret samlet under brandet ”dansk ældrepleje”, hvor der fokuseres meget på de erfaringer, danske kommuner har med brugen af velfærdsteknologi, og dels i at få direkte kontakt til en mere eksklusiv kreds af beslutningstagere på konkrete byggeprojekter end traditionel markedsføring åbner mulighed for.

Eksportrådet samarbejder med brancheorganisationen Dansk Rehab Gruppe om også at lancere konceptet Fremtidens Plejehjem på øvrige relevante markeder.

Indsatsen er både udtryk for en ny strategisk tilgang til det franske marked for velfærdsteknologi og et strategisk myndighedssamarbejde.

Åbner nye døre for eksport
Begge dele bruges som løftestang for at åbne nye døre for dansk eksport. Det er en tilgang, Eksportrådet i samarbejde med danske lokale og nationale myndigheder, brancheorganisationer og virksomheder vil opprioritere i de kommende år.

Forudsætningerne for at høste frugterne af strategiske salgsalliancer og myndighedssamarbejde er både, at ambassaderne opbygger netværk og skaber adgang til de rigtige beslutningstagere, og at virksomhederne - både individuelt og inden for en given alliance - indstiller og forpligter sig på at kunne løfte den indsats, et sådant samarbejde kræver.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024