EU-bevægelsen

Af Søren Søndergaard
Medlem af Europa-Parlamentet, Folkebevægelsen mod EU

I lørdags den 6. april 2013 valgte Europabevægelsen ny formand. Det blev det mangeårige medlem af EU-Parlamentet, og min snart forhenværende kollega i samme, Venstre-kvinden Anne E. Jensen.

Med valget af Anne har foreningen fået en både yderst kompetent og saglig formand, hvis hjerte banker for EU-samarbejde og Danmarks fulde deltagelse deri. Derfor vil jeg både ønske tillykke til Anne og til Europabevægelsen.

Varedeklarering efterspørges
Men sjældent er roser helt uden torne. Og jeg synes måske nok, at tiden er kommet, hvor foreningen også i sit navn burde varedeklarere, hvad den egentlig er, nemlig en EU-bevægelse.

Dannelsen af Europabevægelsen daterer sig tilbage til tiden efter 2. verdenskrig, hvor mange bestræbelser blev gjort for at sikre et mere samarbejdende Europa. Et resultat af dette var etableringen af Europarådet i 1949, som baserede sig på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Et andet resultat var Kul- og Stålunionen fra 1952, som blev forløberen til EU.

Gennem tiden har Europabevægelsens formidlet oplysninger om de forskellige europæiske samarbejdsformer. For eksempel husker jeg foreningens deltagelse i "Den danske Nationalkomité til Fejring af Europarådets 50-Års Jubilæum" i 1999, hvor jeg selv indgik som folketingsmedlem.

Man må konstatere, at Europabevægelsen mere og mere har udviklet sigt til et hyldestkor for den del af det europæiske samarbejde, som foregår inden for rammerne af EU og dets 27 medlemslande. Omvendt er det arbejde, som foregår inden for rammerne af Europarådet og dets knap 50 medlemslande, stort set ikke-eksisterende.

Søren Søndergaard
Medlem af Europa-Parlamentet, Folkebevægelsen mod EU

Det er også netop dette brede oplysningsarbejde, som har kunnet begrunde, hvorfor Europabevægelsen år efter år har modtaget millioner af kroner i støtte fra Europa-Nævnet.

En EU-bevægelse?
Imidlertid må man konstatere, at Europabevægelsen mere og mere har udviklet sigt til et hyldestkor for den del af det europæiske samarbejde, som foregår inden for rammerne af EU og dets 27 medlemslande. Omvendt er det arbejde, som foregår inden for rammerne af Europarådet og dets knap 50 medlemslande, stort set ikke-eksisterende.

Europabevægelsens hjemmeside er et synligt udtryk for dette. Her kan man finde mængder af information om EU og "nyheder" af typen: "Enhedslisten og Dansk Folkeparti spreder ideologisk EU-gift for små og mellemstore virksomheder".

Til gengæld kan man ikke finde noget om Europarådet. Der er ganske vist en bjælke om emnet, men når man går ind i underbjælkerne om Europarådets historie, arbejdsområder og eksempler på sager, så står der absolut intet.

Selvom Europabevægelsen modtager store statslige bidrag, så er det en privat forening. Som sådan må den naturligvis selv bestemme, hvad den vil beskæftige sig med. Derfor er det helt i orden, at den synes bedre om det overstatslige samarbejde i EU, som bygger på markedskræfterne, end på det mellemstatslige samarbejde i Europarådet, som bygger på menneskerettighederne.

Men måske var det alligevel en overvejelse værd for den nye formand, om ikke Europabevægelsen også skulle bekende kulør i sit navn og kalde sig det, den er: EU-bevægelsen!