Europæisk coronapas på plads

EU-lovgiverne er nu enige om et digitalt covid-certifikat, der skal gøre det lettere for europæerne at manøvrere i rejserestriktionerne rundt om i Unionen, uanset om de er vaccinerede eller ej.

Foto: Louisa Gouliamaki/AFP/Ritzau Scanpix
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Håbet om udenlandsk sommerferie eller bare at kunne krydse grænser uden alt for meget bøvl er blevet tændt, efter EU's lovgivere torsdag aften efter intense forhandlinger blev enige om et europæisk coronapas.

EU’s digitale covid-certifikat, som det officielt er blevet døbt, skal gøre det lettere for rejsende at manøvrere i restriktionerne mellem de 27 EU-lande ved at have samme form for dokumentation for deres covid-status.

Målet med det europæiske coronapas er – ligesom det danske – at kunne bevise, om man er enten vaccineret, testet eller allerede har haft corona, i et format, som vil blive anerkendt i alle 27 EU-lande.

Alle EU-borgere har en grundlæggende ret til fri bevægelighed i EU. EU’s digitale covid-certifikat, der er tilgængeligt på papir eller digitalt, vil gøre det lettere for europæerne at rejse, uanset om det er for at se familie eller kære, eller for at få noget velfortjent hvile.

Ursula von der Leyen
EU-Kommissionens formand

Certifikatet vil bestå af en såkaldt QR-kode med den relevante information. De europæiske borgere kan selv bestemme, om de vil bruge certifikatet via en app eller på papir. Det er planen, at systemet skal kunne samarbejde med nationale digitale certifikater, som for eksempel det danske coronapas.

Særligt Europa-Parlamentet kæmpede hårdt med repræsentanter for EU-landenes regeringer for, at certifikatet skulle kunne fungere som en egentligt adgangsbillet til landene. Men de europæiske regeringer forbeholder sig retten til stadig at kunne kræve karantæne eller test, uanset hvad coronapasset siger, hvis der er tungtvejende sundhedsmæssige grunde til det.

”Det er skuffende, at medlemsstaterne nægtede at sætte en stopper for kludetæppet af tiltag og sætte borgernes interesser først,” lyder det i en pressemeddelelse fra Europa-Parlamentets liberale Renew-gruppe, hvor blandt andre Venstre og Radikale sidder.

Europa-Parlamentet kæmpede også til det sidste hårdt for, at det skulle være gratis at blive testet i forbindelse med rejser, hvilket langtfra er tilfældet i alle EU-landene.

Det kom de folkevalgte heller ikke igennem med. Til gengæld afsættes der 750 millioner kroner fra EU-budgettet til indkøb af de påkrævede tests i håbet om, at det kan reducere prisen for borgerne. Aftalen åbner også for, at beløbet øges med yderligere 750 millioner kroner, hvis det bliver nødvendigt.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024