Fagbevægelsen har reelt opgivet store bededag. Nu er et råt magtspil begyndt

Forud for den store demonstration på Christiansborg Slotsplads mødte jeg en gruppe unge 3F’ere, der havde søgt ly for kulden på Sørens Værtshus. Gruppen var ikke i tvivl om, at fagbevægelsens muligheder for indflydelse er svækket efter dannelsen af SVM-flertalsregeringen.

"Socialdemokratiet har altid villet samarbejde med os som fagforening og lyttet på os og spurgt ind, når der var noget, der skulle træffes beslutning om. Nu siger de koldt og kynisk, at de er ligeglade. De vil ikke høre på os," som Maria Nielsen udtrykte det, mens de øvrige ni hoveder i gruppen nikkede samstemmende.

Store dele af fagbevægelsen har en historisk tradition for et tæt samarbejde med Socialdemokratiet. Det har betydet, at fagbevægelsen ofte er blevet taget med på råd forud for politiske beslutninger, som den unge 3F’er ganske rigtigt beskrev det. Ja, i nogle tilfælde, som for eksempel ved udformningen af Arnepensionen, har fagbevægelsen været med helt inde i maskinrummet.

Indflydelsen under borgerlige regeringer var også ofte ganske betydelig. Fagbevægelsen kunne så at sige spille på to heste. Mange borgerlige regeringer så en fordel i at kunne bryste sig af gode relationer til Socialdemokratiets traditionelle kernevælgere. Og hvis det ikke var tilfældet, kunne fagbevægelsen alliere sig med oppositionen og på den måde gøre livet vanskeligere for regeringen.

Denne magtposition er fundamentalt ændret med flertalsregeringen henover midten. Fagbevægelsen kan ikke længere tage for givet, at den direkte eller indirekte har adgang til den politiske beslutningsproces på Christiansborg.

Når Socialdemokratiet samtidig melder ud, at de ikke føler sig bundet af tidligere forlig, hvor der ikke længere er et flertal bag, får det for alvor alarmklokkerne til at ringe i fagbevægelsen

Anders Bondo Christensen

Regeringsgrundlaget er udtryk for et særdeles kompliceret kompromis mellem tre partier, der – som de ærligt vedstår – har et fundamentalt forskelligt udgangspunkt. At holde sammen på det kompromis vil have absolut førsteprioritet for alle de tre partier, hvor især Venstre og Socialdemokratiet har lagt ekstrem stor prestige i projektet.

Mange i fagbevægelsen opfatter regeringsgrundlaget som langt mere blåt end rødt. Det handler eksempelvis om topskattelettelser, lempelse af arveafgift og fokus på øget arbejdsudbud herunder afskaffelse af store bededag.

Og når Socialdemokratiet samtidig melder ud, at de ikke føler sig bundet af tidligere forlig, hvor der ikke længere er et flertal bag, får det for alvor alarmklokkerne til at ringe i fagbevægelsen. Med udsigt til svækket indflydelse frygter mange, hvad der kan ske i de kommende år.

Formanden for FOA, Mona Striib, giver udtryk for, at regeringen med afskaffelsen af store bededag er kommet rigtig dårlig fra start. Hun henviser til, at regeringen, da den blev dannet, udtrykte ønske om en permanent trepartsinstitution. I stedet starter de nu med at tromle henover fagbevægelsen og ser helt bort fra FH’s 28 sider lange høringssvar.

På trods af fagbevægelsens argumenter og advarsler stikker regeringen et sugerør direkte ned i overenskomsterne. Frygten er, at flertalsregeringen på den måde bare ignorerer fagbevægelsen.