Flykapring får EU-chefer til at love hårdere linje mod Hviderusland

Der er økonomiske sanktioner på vej mod Hviderusland, og hviderussiske fly er ikke længere velkomne i luftrummet over EU, lyder det fra EU’s stats- og regeringschefer ved EU-topmøde.

Ved en støttedemonstration i Polen mandag holder demonstranter papirfly op i protest mod den hviderussiske regering.
Ved en støttedemonstration i Polen mandag holder demonstranter papirfly op i protest mod den hviderussiske regering.Foto: Agencja Gazeta/Reuters/Ritzau Scanpix
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Det hviderussiske regime skal rammes på pengepungen, efter det på dramatisk vis søndag under påskud af en bombetrussel tvang et Ryanair-fly til landing i Minsk for at arrestere en systemkritiker.

Ved et topmøde mandag i Bruxelles enedes EU’s stats- og regeringschefer om at indføre nye økonomiske sanktioner over for Hviderusland. Samtidig udvider de listen over hviderussere med forbindelser til præsident Aleksandr Lukasjenkos styre, som får indrejseforbud til Unionen og indefrosset eventuelle midler.

EU-landene lukker også deres luftrum og lufthavne for hviderussiske flyselskaber og beder europæiske selskaber om at undgå at flyve over hviderussisk territorium. Desuden ønsker de sagen undersøgt af den internationale luftfartsmyndighed ICAO.

"Vi vil ikke tolerere, at de spiller russisk roulette med uskyldige civiles liv," sagde mødets leder Charles Michel, formand for Det Europæiske Råd.

”Det er en fuldstændig uacceptabel adfærd, vi ser her, derfor er der også brug for yderligere sanktioner,” sagde statsminister Mette Frederiksen (S) allerede inden mødet.

EU-cheferne forlanger den 26-årige journalist og aktivist Roman Protasevitj, samt hans 23-årige kæreste, Sofia Sapega, der også blev tilbageholdt under søndagens usædvanlige flykapring, løsladt med det samme.

Den hviderussiske udenrigsministerium bedyrer i en udtalelse, at de har holdt sig "fuldt inden for de etablerede internationale regler". 

Protasevitj, der de seneste måneder før sin anholdelse levede i eksil i Litauen, er en markant oppositions-blogger, der på trods af sin unge alder har været en del af den demokratiske bevægelse mod præsident Aleksandr Lukasjenko i et årti.

Det er en fuldstændig uacceptabel adfærd, vi ser her, derfor er der også brug for yderligere sanktioner.

Mette Frederiksen
Statsminister (S)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024