Forsker om børneaftale: Politikerne har løst deres del, nu skal kommunerne klare det svære

De skarpeste kanter er blevet slebet af regeringens udspil i processen med at få samlet bred politisk opbakning bag den nye aftale om at styrke indsatsen for udsatte børn og unge.

I den endelige tekst er der skruet ned for snakken om flere tvangsanbringelser og mere lempelige rammer for bortadoptioner ved tvang. Til gengæld er der skruet op for familien og forældrenes rolle i forhold til at understøtte et barns situation.

Det er noget af det, seniorforsker ved Vive Anne-Dorthe Hestbæk først og fremmest hæfter sig ved i den aftale, regeringen tirsdag præsenterede sammen med et bredt flertal af Folketingets partier.

”Mit indtryk er, at betydningen af tvangsanbringelser og -adoptioner er blevet modereret. Der er et mindre pres på, at det er redskaber, der skal bruges i stigende grad,” siger Anne-Dorthe Hestbæk.

Hun ser det som et ”godt signal”, at forældrene og samarbejdet med dem fylder mere.

Hverken flere eller færre anrbingelser er oplagt
Ifølge hende er der god forskningsmæssig opbakning til, at det er bedre at holde forældrene ”inde i varme” og i bedste fald få dem til at bakke op om de indsatser og foranstaltninger, der sættes i værk.

”Det ikke er nødvendigvis nemt. Men det bekymrede mig i udspillets første version, at forældrene hurtigt ville kunne komme til at stå i et hjørne og hverken blive hørt, set eller anerkendt, og at det ville virkelig være usundt for barnet,” siger Anne-Dorthe Hestbæk.

Det er ikke mindst spørgsmålet om behovet for flere anbringelser, der har fyldt i debatten om Socialdemokratiets udspil ’Børnene først’.

Det bekymrede mig i udspillets første version, at forældrene hurtigt ville kunne komme til at stå i et hjørne.

Anne-Dorthe Hestbæk
Seniorforsker ved Vive