Fuld opbakning til kroatisk EU-medlemskab

UDVIDELSE: Samtlige partier i Folketinget byder Kroatien velkommen i Den Europæiske Union. Dansk Folkeparti opfordrer dog til særregler for at forhindre social dumping.
Efter planen vil Kroatien blive nyt medlem af EU den 1. juli 2013
Efter planen vil Kroatien blive nyt medlem af EU den 1. juli 2013Foto: folkebevægelsen
Michael Hjøllund
Det var et enstemmigt Folketing, der nikkede ja til europaminister Nicolai Wammens forslag om, at Kroatien kan blive medlem af EU senere i år. Det skete under førstebehandlingen af lovforslaget torsdag. Her understregede ministeren kroaternes store vilje til at tilapsse sig EU's regler.

"Den kroatiske regering og det kroatiske samfund har gjort en stor indsats for at leve op til EU's krav, og det er fuldt fortjent, at de er nået så langt," sagde europaministeren fra talerstolen.

Ifølge Nicolai Wammen er Kroatiens optagelse i EU et vigtigt skridt på vejen til fred og forsoning i det vestlige Balkan. Han mener, at Kroatiens indtræden i unionen vil sende et vigtigt signal til resten af regionen om, at økonomiske og demokratiske reformer betaler sig.

DF: Husk indsats mod social dumping
Hos Dansk Folkeparti var det dog ikke uden forbehold, at Kroatien blev budt velkomment. Partiet mener principielt, at det er nødvendigt at indføre overgangsforanstaltninger for at forhindre social dumping.

"Det, der bekymrer os, er, at der kommer en masse mennesker og arbejder for en meget lille løn i Danmark," siger Pia Adelsteen, EU-ordfører for Dansk Folkeparti.

Det, der bekymrer os, er, at der kommer en masse mennesker og arbejder for en meget lille løn i Danmark.

Pia Adelsteen (DF)
EU-ordfører

Den tanke afviste Nicolai Wammen. Regeringen har ikke tænkt sig at begrænse Kroatiens adgang til det danske arbejdsmarked. Europaministeren henviser til, at det er et valg, regeringen har truffet efter blandt andet at have talt med arbejdsmarkedets parter i Danmark.

Kommissionen udkommer med en afsluttende rapport i marts, hvor det endeligt skal afgøres, om Kroatien er klar til EU-medlemsskab. Er rapporten positiv, vil Den Europæiske Union få sit 28. medlem 1. juli 2013.

Dokumentation

Kroatiens vej ind i EU 

Februar 2003: Kroatien ansøger om EU-medlemskab.

April 2004: EU-Kommissionen afgiver en positiv holdning til Kroatiens ansøgning

Juni 2004: Kroatien får tildelt kandidatlandsstatus.

3. oktober 2005: Optagelsesforhandlingerne med Kroatien indledes.

30. juni 2011: Optagelsesforhandlingerne med Kroatien afsluttes.

12. oktober 2011: Europa-Kommissionen afgiver en positiv holdning til Kroatiens optagelse i EU.

9. december 2011: Kroatiens tiltrædelsestraktat undertegnes på Det Europæiske Råds møde.

1. juli 2013: Forventet optagelse af Kroatien i EU.

Kilde: EU-Oplysningen


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

Pia Adelsteen

Restauratør, fhv. MF (DF)
butiksassistent

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024