Grabow: Er du ikke bange for, at der slet ikke kommer nogen, nu da der er valg?

I dag og fire dage frem er jeg på Folkemøde på Bornholm. Dels er mit ’rigtige’ arbejde at udøve strategisk rådgivning for virksomheder og organisationer (det der med at mene noget hele tiden er mest for sjov), dels elsker jeg ideen om og udførelsen af Folkemødet.

Det er simpelthen noget af det mest livs- og demokratibekræftende at opleve et forum, hvor alle med noget på hjerte kan komme til orde.

De, der lettere hånligt afviser Folkemødet som en ’fætter-kusine-fest’ eller tror, at man ikke har nogen som helst mulighed for at få sit budskab igennem, hvis man ikke lader specialøllene flyde i stride strømme og har stand-uppere til at underholde, har ganske simpelt ikke været til stede.

Eller også har de været blinde undervejs.

Det er simpelthen noget af det mest livs- og demokratibekræftende at opleve et forum, hvor alle med noget på hjerte kan komme til orde.

Rulle Grabow

Kommer der nogen?
I år har forhånds-bekymringerne dog i højere grad centreret sig om, hvordan folkemødet dog skal klare sig, hvis/når de folkevalgte hellere vil dele roser, balloner og vindmøller ud på gaderne alle andre steder end i Downtown Allinge. Kommer der overhovedet nogen så?

Altså, jeg føler mig i den grad som nogen. Og de mange tusinde glade og entusiastiske folkemødedeltagere, jeg mødte på færgen i morges, virkede også nogen-agtige nok på mig.

På mit folkemøde skal jeg deltage i nogle debatter, som jeg synes, er helt essentielle for den politiske samtale. F.eks. hvordan vi sikrer balance i vores lille land, hvor vi i de seneste år i har oplevet, at det, som nogen kalder Udkantsdanmark, efterhånden – hvis man skal tro medierne – efterhånden begynder 200 meter syd for Valby Bakke.

Eller hvad vi skal leve af i fremtiden: Turisme, fødevarer, iværksætteri – eller at klippe hinanden?

Den politiske samtale
Jeg skal også bruge en masse energi på at forsøge at ramme en basketkurv (sandsynligvis forgæves, da jeg ifølge mine børn – og de har ret – er ’fuldkommen boldmongol’) for at rejse en debat om, hvordan vi får integreret ’foreningsfremmede’ børn og unge i sports- og idrætsverdenen og brugt den ekstra tid, ungerne er i skolen, til noget, der både gør dem gladere og sundere.

Hvis jeg skal dømme efter medierne, er der ikke mange af de ’nogen’, der uddeler balloner i stedet for at være på Bornholm med mig, der synes, at den politiske samtale skal handle om nogle af disse ting.

I hvert fald ikke under valgkampen. Det er der sikkert masser af gode grunde til, blandt andet de der fem meningsmålinger om dagen, jeg tidligere har harceleret over.

Derfor er det også godt for både mit temperament og rigets tilstand, at der findes masser af andre politiske samtaler end dem, der foregår i de tre ugers undtagelsestilstand, vi kalder valgkamp.

Og hvem ved, måske bliver der også tid til en enkelt specialøl.