Hans Engell: Store bededag eller ej – vi skal nok få et bredt forsvarsforlig

Efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud har vi haft et bredt og tæt politisk samarbejde om forsvaret, men stadig med problemer på finansieringssiden.

Spørger man forsvaret, vil synspunktet helt sikkert være, at politikerne nok har lavet fine forlig, men at afstanden mellem mål og midler ikke har været på plads. Ambitionerne og det, man sagde udadtil, svarede ikke til de afsatte midler.

Også det nuværende forsvarsforlig er underfinansieret. Danmark har haft mere end svært ved at leve op til NATO-målsætningen om de to procent af BNP.

Dette ændrede sig markant med Ruslands invasion af Ukraine. Et stort flertal i Folketinget kunne hurtigt enes om et nationalt kompromis og nu tilmed en fremrykning af den økonomiske ramme, så Danmark i 2030 rammer de to procent.

Det kommer til at præge forsvaret de næste år. Men er også en stor økonomisk udfordring for politikerne.

En dag kommer vi muligvis til at se Enhedslisten som forligspartner

Hans Engell
Politisk kommentator

For forsvaret er forligene en klar fordel. Men også en udfordring, når det for eksempel gælder om at holde bedre styr på økonomien.

Den seneste dybt alvorlige kritik fra Rigsrevisionen er en påmindelse til forsvaret om, at hvis man ikke hurtigt får bedre orden på pengesagerne, så kan man ikke tage det som en selvfølge med den meget brede vælgermæssige og politiske opbakning.

Fordelen for forsvaret med et bredt forlig er, at de både politisk og dermed vælgermæssig markerer opbakning til forsvaret. At danskerne har respekt for den indsats, forsvaret yder. Forligene giver samtidig forsvaret mulighed for at planlægge langsigtet. Man kender rammen og man ved, hvilke store materielinvesteringer, der politisk er opbakning til.

I modsætning til de fleste andre sektorer kender forsvaret det politiske og økonomiske grundlag mange år ud i fremtiden. Sådan er det ikke i de fleste andre lande.

Faktisk har forligene været med til at give os noget mere kredit i NATO-kredsen, selv om alliancen ofte har været kritisk overfor, at niveauet var for lavt. At Danmark har haft svært ved at holde, hvad vi har lovet for eksempel omkring opstillingen af den kampklare brigade.

Kernen i forsvarsforligene var i mange år Socialdemokratiet, Venstre og Konservative. I flere år har yngre borgerlig-liberale partier også været med. Men det interessante er, at også Radikale og SF i dag ses som naturlige og vigtige partnere i forsvarsforligene. Sådan var det ikke for eksempel ikke fra 1970 til 1990.

En dag kommer vi muligvis til at se Enhedslisten som forligspartner.

Selv om det kommende forlig kommer til at rumme mange nye milliarder til blandt andet materielinvesteringer, skal forsvaret først håndtere betragtelige mangler og efterslæb i det eksisterende forsvar. Og selv med 18-20 milliarder mere om året vil der være grænser for, hvad der kan investeres.

Derfor vil eksempelvis De Konservatives krav om nye ubåde blive et svært emne i diskussionen. I det hele taget vil politikerne hurtigt møde den realitet, at selv om der bevilges mange flere milliarder kroner til forsvaret, er priserne på nyt, avanceret, højteknologisk materiel steget med raketfart.

Og i øjeblikket skruer alle lande op for forsvarsbudgetterne.

Dermed kan de kommende forhandlinger sagtens blive svære og hårde. Selv om udgangspunktet er et meget bredt forlig, er det langt fra sikkert, alle kan være med i mål. Omvendt vil det også være et problem for partierne at stå udenfor, hvis dansk forsvar nu lægges i fast ramme for de kommende 10 år.

Så jeg satser på, forliget bliver bredt og at alle partier fra det nationale kompromis er med. I dag er det i virkeligheden et større problem for partierne at stå udenfor et forsvarsforlig end være med.