Her er Koch-udvalgets anbefalinger

DOKUMENTATION: Carsten Koch-udvalget præsenterede tirsdag sin rapport med 39 anbefalinger til en ny beskæftigelsesindsats. Læs anbefalingerne her.
Carsten Koch-udvalget peger med 39 anbefalinger blandt andet på behovet for en mere individualiseret indsats over for de ledige.
Carsten Koch-udvalget peger med 39 anbefalinger blandt andet på behovet for en mere individualiseret indsats over for de ledige.Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Anne Justesen
Fakta

Ekspertgruppen består af:
Carsten Koch, tidl. socialdemokratisk sundhedsminister og skatteminister (formand) 
Michael Rosholm, professor ved Institut for Økonomi, Aarhus Universitet
Per Kongshøj Madsen, professor ved Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet
Vibeke Jensen, beskæftigelseschef i Aarhus Kommune

Ekspertgruppen har været suppleret af en partsgruppe med arbejdsmarkedets parter (LO, FTF, AC, 3F, Dansk Metal, HK, FOA, DA, DI, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Tekniq, Lederne og KL).

På et pressemøde tirsdag fremlagde Carsten Koch-udvalget sine endelige anbefalinger til en bedre indsats for ledige. Udvalgets rapport inderholder i alt 39 anbefalinger til en ny arbejdsmarkedsindsats for dagpengemodtagere.

"Vi afslutter i dag et stort og spændende arbejde med at udrede hele beskæftigelsesindsatsen for forsikrede ledige. Vi viser, at det er muligt at give ledige mere effektive og meningsfulde tilbud og samtidig øge den strukturelle beskæftigelse ved at omprioritere midlerne og målrette indsatsen til ledige, der har størst behov for hjælp," siger formanden for ekspertgruppen Carsten Koch i en pressemeddelelse.

Ekspertgruppen blev nedsat af regeringen i februar 2013 med den opgave at udrede beskæftigelsesindsatsen og komme med anbefalinger, som kan danne baggrund for en reform af beskæftigelsessystemet. 

Med de 39 anbefalinger peger gruppen blandt andet på behovet for en mere individualiseret indsats over for de ledige. Opkvalificeringen skal være mere målrettet, og der er behov for styrket fokus på virksomhedernes behov. Anbefalingerne indeholder også styrkede økonomiske incitamenter for beskæftigelsessystemet og mindre bureaukrati og proceskrav. 

Udvalgets anbefalinger holder sig inden for den nuværende økonomiske ramme på ca. 2,3 mia. kr. til den aktive indsats for forsikrede ledige. Ekspertgruppen skønner, at den samlede pakke på sigt vil kunne øge den strukturelle beskæftigelse med 3.500 personer. Det svarer til, at den offentlige saldo styrkes med knap 1 mia. kr.

Dokumentation

Oversigt over ekspertgruppens anbefalinger til en nyarbejdsmarkedsindsats:

Ny, individuel og jobrettet indsats for den enkelte

  • Tilbud om hjælp til afskedigede allerede i opsigelsesfasen og større fleksibilitet i varslingsindsatsen til gavn for alle ledige 
  • Jobsøgningsforløb med intensiverede samtaler det første halve år og relevante og differentierede samtaler og jobsøgningsaktiviteter
  • Fremrykning af aktiveringsindsatsen til 6 måneder med virksomhedsrettede tilbud for ledige over 30 år (efter 3 måneder for unge under 30 år)
  • Afskaffelse af gentagen ret-og-pligt aktivering 
  • Styrket inddeling af ledige efter risiko for langtidsledighed og skærpet pligt til at understøtte ledige i høj risiko (baseret på profiling)
  • Mulighed for at ledige med lav risiko for langtidsledighed kan vælge at gennemføre de første seks måneders samtaleforløb i a-kassen
  • Selvbooking af samtaler og jobsøgningsstøtteaktiviteter i den første ledighedsfase
  • Kompetenceløft af ledere og medarbejdere i a-kasser og jobcentre
  • Harmonisering af reglerne for offentlige og privat løntilskud
  • Øget fleksibilitet i brugen af virksomhedspraktik 
  • Målretning og forenkling af jobrotationsordningen 
  • Krav om løbende dokumentation af intensiv, bred og realistisk søgning i joblog
  • Styrket mulighed for sanktionering af manglende rådighed 

 

Målrettet brug af opkvalificering i beskæftigelsesindsatsen

  • Opkvalificering skal målrettes motiverede ledige med behov for opkvalificering
  • Ret til korte, jobrettede kurser til langtidsledige med jobgaranti 
  • Styrket og målrettet voksenlærlingeordning 
  • Ret til realkompetenceafklaring
  • Mulighed for brobygningsforløb 
  • Ret til basale kurser i at læse, regne og skrive (FVU og OBU kurser)
  • Ret til 6 ugers jobrettet uddannelse efter 6 måneders ledighed efter aftale med jobcentret
  • Ret til uddannelsesløft for ledige med størst behov (erhvervsuddannelse for ufaglærte ledige over 30 år)
  • Skærpet pligt for jobcentrene til at rådgive unge om mulighederne for uddannelse

 

Styrket fokus på virksomhedernes behov

  • Systematisk opsøgende virksomhedskontakt fra jobcentrene baseret på viden om arbejdsmarkedet
  • Systematisk styrkelse af sagsbehandleres viden om arbejdsmarkedet
  • Bedre og lettere hjælp fra jobcentrene til virksomhedernes rekruttering af ledig arbejdskraft samt opkvalificering og fastholdelse af eksisterende medarbejdere (herunder voksenlærlinge og jobrotation)
  • Styrket samarbejde på tværs af kommuner
  • Etablering af én indgang for landsdækkende virksomheder med rekrutteringsbehov
  • Årlige oversigter over igangværende og kommende infrastrukturprojekter og andre større anlægsarbejder

 

Styrkede økonomiske incitamenter for beskæftigelsessystemet og mindre bureaukrati og proceskrav

  • Afskaffelse af proceskrav til indkaldelse til samtaler samt afskaffelse af pligt til gentagen aktivering
  • Omlægning af den kommunale refusion i tråd med Arbejdsmarkedskommissionens forslag, hvor refusionen er ens på tværs af ydelser og uanset indsats og aftagende over tid
  • Afskaffelse af det kommunale beskæftigelsestilskud for at forenkle investeringskalkulen for kommunerne og fremme det tværkommunale samarbejde 

 

Ny tværgående organisering og interessentinddragelse

  • De nuværende 94 lokale beskæftigelsesråd og 4 regionale beskæftigelsesråd sammenlægges og organiseres i et antal nye tværgående arbejdsmarkedsråd, der i højere grad afspejler de naturlige arbejdskraftoplande (8-12 stk.)
  • De nye råd skal blandt andet understøtte samarbejdet kommunerne imellem, mellem kommuner og a-kasser, samt mellem jobcentrene, VEU-centrene og de regionale Vækstfora
  • Rådene skal udmønte regional pulje til særlig jobrettet opkvalificering, herunder tilpasset efterspørgslen som følge af infrastrukturprojekter

 

Note: Enkelte forslag i oversigten herover er omformuleret eller skrevet sammen af flere forslag. Antallet af forslag svarer derfor ikke til antallet i rapportens kapitel 10.

Antalsforudsætninger og direkte økonomiske konsekvenser i forhold til den eksisterende indsats

  Personer Mio.kr
Styrket kontaktforløb
  125
Virksomhedsrettet indsats
5.900
 -20
Ordinær uddannelse
3.275 - 3.875
 275 - 320
Øvrig vejledning og opkvalificering
 -2.600 -330
Målretning af jobrotationsordningen
  -40
I alt
 6.575 - 7.175 10 - 60

 

Strukturelle beskæftigelseseffekter af den samlede reform

  PersonerMio. kr.
Kort sigt
 500 - 1.000
 130 - 270
 Mellemlangt sigt (2020)
 1.000 - 1.500
 270 - 400
 Langt sigt (2050)
 3.500 950

 

Kilde: Beskæftigelsesministeriet


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024